Plader

The Holiday Show: s.t.

Skrevet af Mads Jensen

Danske The Holiday Show byder på en herlig blanding af synth, falsetvokal og klassiske rockinstrumenter, der resulterer i et behageligt popunivers. Det sker desværre i et vist omfang på bekostning af eksperimenterne.

The Holiday Show er lidt af en underlig størrelse. Her er guitar, bas, trommer, synth og falsetvokal. Hver især producerer instrumenterne og vokalen alt fra gode popmelodier over elektroniske beats til bizarre lydeffekter. Nu lyder det måske ikke videre foreneligt, men det virker faktisk overbevisende.

Første nummer “Put Me on a TV-Show” lægger ud med forsanger Casper Costellos falsetvokal. Derpå krydres den med nogle stramme beats og lyde, der mest minder om de blinkende og højlydte rumpistoler, man havde som dreng. Hvem havde troet, at den slags lyde skulle kunne bruges i en popsang? Jeg siger popsang, fordi sangene har ørehængergenet i sig. Så selv om de måske ikke er “klassiske” popsange, har de alligevel potentialet til at nå vidt omkring. Tempoet forbliver afdæmpet. Det fungerer godt, at der hele tiden er en rolig stemning over nummeret. Noget, der i øvrigt fortsætter på de næste numre.

De simple tekster, der er at finde i alle tre numre, skinner virkelig igennem fra starten af det andet nummer: »How small is your brain? How small? How small? / How small is your brain? How small? How small?«
Senere fortsættes der med: »I’ve been waiting for so long / For someone to love me / On this island of lonely people.«
Teksterne er med andre ord et område, der helt sikkert kunne arbejdes mere med. Til gengæld virker det faktisk ok med den meget tilgængelige lyd, hvor det elektroniske er knap så dominerende som i det første nummer. Den samme stemning af sci-fi-serie med laserpistoler og spandex-dragter bevares dog. Og gudskelov for det, for det er i høj grad den finurlige, elektroniske side af The Holiday Show, der gør den interessant.

“I Love the Light Coming Out From a Closed Door” fortsætter meget i samme stil som de to første sange. Numrene ligger faktisk så tæt op ad hinanden, at man mangler ord, når man har kommenteret de to første. Nu var de to første ret gode, og det gælder egentlig også for dette tredje og sidste. Desværre er det bare ikke spændende, når man har hørt de første to.

The Holiday Show har helt sikkert et stort potentiale. Det eneste, der for alvor kan irritere lytteren ved The Holiday Show er, at de ikke udfordrer mere, end de gør. Musikken er meget behagelig at lytte til, men man ænser faktisk ikke, at der er tale om tre sange, når man lytter til skiven. Det kan være en god ting, men her skyldes det mere ensformighed. Bevares, det er en behagelig ensformighed, men ensformighed er jo nu en gang ensformighed. Man sidder tilbage med en fornemmelse af, at de sagtens kunne have gjort pladen mere spændende. Det, de laver, halter for så vidt ikke på noget tidspunkt, men man kunne ønske, de havde eksperimenteret mere.

Trods ensformigheden kan man ikke undgå at ende med at nyde “showet”. Musikken lyder godt nok nærmest naiv til tider, men det er egentlig også behageligt en gang imellem. For en demoudgivelse er det unægteligt en særlig præstation at undgå at blive trættende i længden. Tit er det svært at få øje på den gode melodi på grund af rod i produktionen eller overeksponering af detaljerne. Intet af dét finder man her. Her er en tilpas mængde af finpudsning, uden at lyden bliver kedelig af den grund.

Der er ingen tvivl om, at The Holiday Show fortjener opmærksomhed for denne selvbetitlede ep. Men når det så er sagt, er der ingen tvivl om, at de med fordel kan være mere udfordrende på den næste udgivelse.

★★★½☆☆

Om skribenten

Mads Jensen

 

Biografi:

Jeg kom først sent til at høre god musik, om man så må sige. Som lille knægt syntes jeg, at Shakin’ Stevens og Tina Turner var ret godt. Senere var jeg lige inde over lidt euro-dance. Nu er jeg lykkeligvis blevet kureret og hører, hvad jeg vil kalde markant bedre musik. Jeg kommer fra Aalborg, men bor nu i Odense, hvor jeg læser filosofi med engelsk som tilvalgsfag. Mine interesser udover musik er primært litteratur og at skrive. En god diskussion om religion eller udenrigspolitik går jeg heller ikke af vejen for.

 

Hører i øjeblikket:

Santogold: S.t.

- En blanding af alt godt fra den dansable musiks verden. Jeg ved ikke, hvor godt den holder i længden, men lige nu passer den perfekt. MySpace.

Shivvers: Lost Hits From Milwaukees's First Family Of Powerpop: 1979-1982

- Nogen fortalte mig, det her er et godt powerpopalbum, men det kan siges meget kortere. Det er nemlig bare et godt album. Punktum. Det er banalt, sødt, happy-go-lucky og først og fremmest catchy. Det er lyden af alle teenage-forelskelser nogensinde. MySpace

Lisa Lisa & Cult Jam: This Is Cult Jam

- Nu hvor firsene bliver mere trendy by the second, så er det ganske oplagt også at kigge tilbage, når man skal ryste sin moneymaker. Latin freestyle går man aldrig fejl af, hvis man vil have bas og kitsch i stride strømme. Mindst af alle steder hos Lisa Lisa & Cult Jam. Can You Feel the Beat på YouTube.

Slapp Happy: Casablanca Moon

- Avantgarde-pop er det blandt andet blevet kaldt. Og det er både kantet og catchy. Dette album er fra '74, men det kunne ligeså godt være fra i år. Det er bare tidsløs god musik. Man kan fordybe sig idet, men også bare bruge det som baggrund.

Elysian Fields: Queen of the Meadow

- Åh! Den stemme! Så sexet, så lokkende. Elysian Fields kalder selv deres musik for noir rock, og det passer ret godt. Det er meget mørkt, drømmende og ikke mindst behageligt. En oplagt slappe-af-på-sofaen-plade.

 

Fem favoritalbums:

My Bloody Valentine: Loveless

Bruce Springsteen: Ghost of Tom Joad

M.I.A.: Kala

Emmylou Harris: Wrecking Ball

Blondie: Parallel Lines

Skriv et svar