Plader

LD & the New Criticism: Tragic Realism

LD Begthol har rent musikalsk taget en del med sig fra sin gæsteoptræden på Magnetic Fields-mesterværket 69 Lovesongs. Hos LD Begthol er kærligheden dog skiftet ud med død og vold, men Begthol formår ikke rigtigt at ramme samme pop-luftlag, som Stephin Merritt svæver rundt i.

Trods den småbedrøvelige titel er der ikke megen tristesse over Tragic Realism. Ganske vist omhandler hele albummet dystre emner som selvmord, eutanasi og drabsforsøg, men det makabre univers serveres med et betragteligt glimt i øjet hos LD Beghtol, for bag frontmandens abnormt store skæg gemmer sig nemlig noget af et legebarn.

Dette står klart lige fra begyndelsen. Lyden af et tog indleder det hele, inden Begthol i morbid barnlighed tilstår: »I wouldn’t cry / if you were run over by a train / But I just might laugh / if a train cut you in half / and smashed your cello / and spread your brain like Jell-O.«
På det musikalske stamtræ er der utvetydige linjer til Magnetic Fields, hvilket ikke kun skyldes, at Begthols behagelige vokal vækker minder om hans bidrag til den mesterlige 69 Lovesongs, men i lige så høj grad bunder i det faktum, at den naive lofi-pop lyder som en ganske ferm kopi af Stephin Merritts sangskrivning.

Det er heller ikke just originalitet, som præger “Always the Last to Know”, da melodien her er hugget fra den fantastiske The Crystals-hymne “Then He Kissed Me”, og med et så fængende grundlag er det svært at holde foden i ro.
“Apathy” fortsætter det ganske udmærkede startniveau med sit ganske fyldige lydbillede, hvor violin og banjo er de bærende elementer, og forkærligheden for Magnetic Fields er igen åbenlys, ligesom Merritts kundskaber direkte nævnes i teksten. Begthols problem er bare, at selv om sangene i og for sig er fine nok, smager de stadig af en fortyndet udgave af forbillederne, idet de ikke er melodiøse nok til at træde ud af inspirationens skygge. Heller ikke teksterne på Tragic Realism indeholder samme tekstmæssige vid, og humoren her genererer desværre flere halve end hele smil.

Nu behøver musik naturligvis ikke at være konstant revolutionerende og afføde endnu flere neo-post-klingende genrebetegnelser for at retfærdiggøre sin tilstedeværelse, og heldigvis giver LD & the New Criticism også flere prøver på stærkt popsmed-arbejde, som gør uoriginaliteten til at bære. “When We Dance (at Joe Orton’s Wedding)” er eksempelvis umådeligt charmerende med sin fængende kombination af harmonika, ukulele og glockenspiel.

“Definite V2” står som albummets stærkeste komposition og indeholder også en helt anden alvor end resten af sangene. Den akustiske guitar og de sørgmodige trompeter viser her for første gang en mere selvstændig og langt mere attraktiv sangskrivning, ligesom tekstens mere subtile udtryk står klart. Generelt spændes der faktisk ganske vidt på Tragic Realism, men det sker i højere grad igennem en række små sange, som spiller på cabaret- eller countryelementer, men samtidig bevarer en række musikalske særtræk og en lyrisk ordlyd, der gør, at albummet ikke virker spraglet.

På ét punkt skiller LD & the New Criticism sig dog væsentligt ud, nemlig i det litterære tilsnit, som der er over albummets sleeve. Her er blandt andet en fornem introduktion til universet fra horror-forfatteren Peter Straub, ligesom selve teksterne indeholder akademiske noter og henvisninger, samt en vejledende skiltning i toppen af hver sang, således at lytteren kan orientere sig om, hvilke morbiditeter den pågældende sang omhandler.

Selv om døden her ender som noget, vi griner af, eller i hvert fald smiler over, kan man ikke undgå at blive noget trist over Begthols musikalske stræben efter at ligne Stephin Merritt, når han nu selv udviser et betragteligt potentiale. LD & the New Criticism er charmerende, ja – men overordnet set slet ikke så tiltrækkende som Magnetic Fields.

★★★☆☆☆

Deltag i debat