Plader

Marvellous: Just in Time

Skrevet af Mikkel Arre

Den danske kvintets debut byder på kæk og lige lovligt naiv P3-pop. Der er masser af muntre og virkelig fængende omkvæd, og pletvist viser bandet, at de ikke bare er velspillende, men også tør lade være med at polere kanterne. Men det er bare alt for pletvist.

Kære Elektriske Barometer,

Jeg fik post forleden – fra min gamle flamme, som vi for nemheds skyld bare kan kalde M. Eller rettere sagt: min gamle flirt. Det må snart være otte år siden sidst. Dengang var M. helt, helt ung og nyudklækket. Sommerlig og let på tå – ja, i det hele taget fuldstændig ubesværet.

Måske strammede jeg det lidt, da jeg skrev, at det var en gammel flirt, for det var kun meget kort tid, jeg fik mulighed for at være sammen med M. Siden 1998 har jeg kun meget sporadisk hørt, at M. var dér eller dér, eller at M. snart ville dukke op igen.
Men først nu var der igen kontakt – og tydeligvis ville M. gerne have, at jeg tog med til fest. Så det gjorde jeg så.

M. har forandret sig meget. I 1998 bestod M. kun af én person, og nu er de fem. Helt fremme er der kommet en pige til, og selv om jeg godt kan lide piger, synes jeg ikke, at hun er nogen særlig fordel. Hendes vokal er lidt for spids og kommer under pres, når intensiteten stiger. Men man kan ikke tage fra hende, at hun passer meget godt sammen med resten af M., for i sin stemme har hun den helt ublu naivitet, der er gennemgående for den nye udgave af M.

Ærligt talt, så gad jeg godt, at hun havde tiet stille. Eller at der i hvert fald var kommet noget andet ud af hendes mund. Der var i hvert fald ikke den store tankevirksomhed over »Don’t say you hate me / don’t say I’m bad / Don’t say you need me / I’m going mad!«
Heller ikke senere på aftenen var der guldkorn fra hende: »You are far away / There’s nothing left to say / I know you want to me to / I’ll have to say ‘fuck you!’«

Men når man ikke lyttede til ordene, var M. sådan set slet ikke så ringe til den festlige lejlighed. Lettilgængelig livsglæde, der på en velspillet, men også pæn og poleret måde var meget optaget af omkvædene, som da bestemt også var drøncatchy. Ja, i visse gode stunder – med håndklap og forskudte tostemmige vokaler – lød M. som min gamle sommerkæreste, som vi bare kan kalde Lake P.

Det bedste var nu, når M. viste bare en lille smule tænder og turde lade den til tider irriterende synth-makeup krakelere. Og det var ganske rigtigt “Just in Time”, at guitarerne fik lov at støje lidt mere, og at lydbilledet i det hele taget fik mere bund og fylde. Det gjorde det helt anderledes interessant og uforudsigeligt at være sammen med M. – ja, faktisk kom det helt bag på mig, at C-stykket endelig fik lov at blive brugt som andet end en direkte overgang til et nyt omkvæd.

Hen mod slutningen vovede M. i det hele taget at skeje lidt mere ud – og selv om omkvædene ikke var helt så markante, gjorde horn, strygere og en helt afdæmpet afslutning samværet langt mere varieret og behageligt.

Det var dig, kære Barometer, der lod mig møde M. dengang i 1998. Og eftersom jeg ikke er blevet spor bedre til dét med at have med gamle flammer at gøre siden da, ender jeg nok med ikke at kunne tage mig sammen til at få svaret på hilsnen fra M. med andet end det her brev.

Kærligst,
-/Mikkel, Frederiksberg

★★★☆☆☆

Deltag i debat