Plader

Ordkløver: Byen buldrer

Skrevet af Martin Laurberg

Med Byen Buldrer forsøger Ordkløver på at forene poesi og rockmusik. Det har sine charmerende sider, for gruppens tilgang til sagerne lader ikke til at ligge under for de store begrænsninger. Både digtene og musikken er imidlertid lidt på det jævne, og derfor er det ikke nogen entydigt succesfuld debut.

Selv om Byen buldrer er Ordkløvers debutudspil, kender en del nok til gruppen i forvejen. For det første har frontmand Boris Stjernbye Schiøler gennem nogle år optrådt ved forskellige poesiarrangementer rundt omkring. Og for det andet er både Schiøler og Ordkløvers to andre medlemmer del af legetøjs-punkbandet Düreforsög.

Under det nye navn har gruppen nu kastet sig ud i at lave en poesiplade med underliggende rockmusik. Denne nye form betyder, at der ikke, som man måske kunne håbe/frygte, er tale om en dansksproget udgave af Düreforsög. For Boris Stjernbye Schiøler er trådt i forgrunden som poet, mens de andre medlemmer i højere grad fungerer som en slags backingband for hans digte.

Førsteindtrykket af Byen buldrer er rigtig godt. Åbningsnummeret “Altid alting” er bygget op som en slags call and response, hvor Schiøler kaster små sætninger ud, som bliver besvaret af korte højenergiske freakout-stykker fra resten af bandet (lidt i stil med åbningsnummeret på The Boredoms’ Soul Discharge). Udtrykket er superkort, præcist og præget af en flabethed, som man ikke kan undgå at holde af. Og så er der tilmed det fine ved sangen, at ordene og musikken fungerer optimalt sammen i stedet for at modarbejde hinanden. I virkeligheden er hverken tekst eller musik rigtig noget i sig selv. Men sammenhængen mellem dem er rigtig fin, og ideen med at kombinere musik og poesi er her helt indlysende god.

Sådan er det desværre ikke over alt på pladen. Allerede på det følgende nummer “Alphabeth” bliver det hele lidt mere ufokuseret. Teksten er en flippet og sjov nok blanding af ordsalat og ungdomslitteratur, som handler om en gruppe unge sproglige anarkisters opgør med skolen og andre autoriteter. Underlægningsmusikken består af et såkaldt lydkor (Whop hedder de), som laver en slags stemningsbaggrund til Schiølers stemme. Det er umiddelbart charmerende nok. Men efter to minutter har spændingen fortaget sig, og i løbet af de resterende fire et halvt minut bliver det hele gradvist mere og mere trægt. Musikken virker i så høj grad som underlægningsmusik, at den i første omgang nærmest er ligegyldig, men efterhånden bliver decideret irriterende i al sin ensformighed.

Det er et generelt problem ved Byen buldrer, at musikken og ordene lidt for ofte ikke arbejder sammen. På “Alphabeth” går det mest ud over musikken, der nærmest ikke spiller nogen rolle. Men i f.eks. “ManDMoDDyr” er det endnu mere problematisk, fordi musikken her er helt utrolig ensformig og samtidig så rytmisk streng, at Schiøler bliver tvunget til at læse op på en meget rytmisk monoton måde. Musikken og digtene begrænser hinanden gensidigt i stedet for at supplere hinanden, og det hele ender med at blive ret middelmådigt.

Nu kunne man måske sige, at det ikke ville gøre noget, at musikken stod i baggrunden, hvis blot digtene var rigtig gode. Men spørgsmålet er, om Schiølers tekster holder vand. For nu at blive ved “Alphabeth”, så skal guderne i hvert fald vide, at man før har hørt unge mænd erklære sig som poetiske revolutionære, der gør modstand mod det gamle og konservative. Og guderne skal ligeledes vide, at disse unge mænds digte kun sjældent faktisk er virkelig nye. Ordkløvers tekstunivers virker til at være ret inspireret af Per Højholtsk kaudervælsk. Det er selvfølgelig helt i orden. Men nu er Højholt jo ikke ligefrem Danmarks mest upopulære digter, så det kan vist næppe siges at være specielt revolutionært.

Mere problematisk er det, at digtene har en tendens til at være lovlig prætentiøse og undertiden endda bevæger sig ud i deciderede poetiske klicheer. Højstemt naturlyrik som »natten splintres af solstråler, og dagen opstår i et jordskælv af lys,« er måske lige i overkanten. Og bedre bliver det ikke, når Schiøler begiver sig ud i storbyplatheder som »tomme bygninger buldrer, og byen bliver vanvittig.« Den slags er mildest talt ikke specielt fremragende, og eksemplerne er desværre langt fra enlige svaler.

Det betyder nu ikke, at Schiøler er en gennemgående dårlig digter. Nogle af teksterne på Byen buldrer er ret sjove. “ManDMoDDyr” er f.eks. en skæg og helt udflippet fortælling om et virkelig besynderligt jagtselskab, og nogle af de andre tekster er også til tider rimelig gode. De ville måske virke udmærket som sangtekster. Men som poesi uden nævneværdig musik virker de lige lovlig letbenede. Det overordnede indtryk af Byen buldrer er egentlig ikke dårligt, men nærmere – ja, letbenet. Det hele er ok uden at være rigtig godt. Pladen er underholdende nok, men også meget ufokuseret.

★★½☆☆☆

Leave a Reply