Plader

Salli Lunn: a-d

Skrevet af Lasse Dahl Langbak

Demobandet Salli Lunn har talent for at sammensætte melodiske numre, der emmer af støjpop-sensibilitet. De mange støjeksperimenterende detaljer fungerer fint, men trioen har endnu ikke helt fundet sin form og er derfor til tider alt for ufokuseret til at være mere end lovende.

Det første nummer på demoen a-d rummer essensen af det, Salli Lunn er rigtig gode til, hvilket sandsynligvis også er dét, trioen forsøger at ramme med sine støjeksperimenter. Lasse Skjolds dragende vokal, den distinkte, melodibærende guitar og de tørre trommeslag giver “Cupid & His Errors” den rette melodiske fremdrift. For det er hverken drømmende eller aggressiv støjrock, men melodisk støjpop, der kendetegner Salli Lunn, når de er bedst. Vekselvirkningen mellem de stille sekvenser og de mere energiske passager formår trioen at afpasse på den helt rigtige måde uden at miste grebet om melodien, der sammen med vokalen er forcen i Salli Lunn-universet.

Kantede indslag og små detaljer er der rigeligt af på alle numre, men de synes allermest velanbragte i åbningsnummeret; både i nummeret som helhed og som stereolydeffekter – for eksempel de hylende og skurrende lyde i sangens anslag og englekoret lidt over midtvejs, der passer glimrende ind lige netop dér.
På demoens fine andet nummer, det overvejende monotone “50 Kisses”, bliver der også leget med stereolyden, når de to guitarer asynkront slår den samme rytme igen og igen. Effekter af den art har Salli Lunn fuldstændig styr på, og de kan uden tvivl Sonic Youths bagkatalog på rygraden.

Det pæne niveau fortsætter ikke helt på demoens to sidste numre. Midt i “Section in C” får jeg i hvert fald lyst til at trykke på skip. Nummeret fremstår som en vag udgave af “50 Kisses”, og Skjolds vokal er her en kende for sløset. Stemmen lægger sig enten oven på den samme gentagne rytme eller en mur af støj, hvilket slet ikke virker efter hensigten, da vokalen og instrumenteringen ikke hænger rigtig sammen. Hele nummeret fremstår derfor temmelig idéforladt og ufokuseret, da der ikke synes at være nogen målrettet idé med de enkelte detaljer og sangens struktur.

Salli Lunn samler sig på den fine, afdæmpede og nærmest Mew-inspirerede “Parachutes Forever”. Desværre skæmmer afslutningen nummeret en smule. For det, der kunne (og måske nok skulle) have været et kaskadebombende støjinferno som kontrast til resten af nummerets intimitet, udebliver. Der lægges op til mere, end den tamme og langtfra eksplosive støjrockende afslutning kan indfri, så det er en noget mat udgang på en ellers god og velproduceret demo.

Salli Lunns udvikling kan både gå mod det bedre, hvis de får greb om de melodiske kvaliteter – eller mod det værre, hvis sangenes struktur forbliver usammenhængende. Sikkert er det dog, at den lille trio med de nordjyske rødder endnu ikke har fundet den rette formel på, hvordan deres støjpop helt præcist skal struktureres og fremføres.

★★★½☆☆

Deltag i debat