Plader

The Singing Adams: Problems

Nogle gange kan det være en fordel at forlade studiet, produceren og de faste rammer og i stedet begive sig hjem i soveværelset med en guitar, gode venner, optageudstyr og en masse entusiasme. Det har Steven Adams, frontmand i gruppen The Broken Family Band, gjort med pæn succes.

Det kan afstedkomme forunderlige resultater, når et band eller en solist forlader de trygge rammer i studiet og i stedet indspiller helt andre steder. Et ofte yndet alternativt indspilningssted, specielt for folk med akustiske guitarer og hang til melankoli, er soveværelset. I sådanne mere ydmyge rammer opstår ofte musik med et andet præg end ordinære studieoptagelser, og i mange tilfælde opnås der resultater, der virker anderledes vedkommende end det til tider sterile lydbillede, som moderne studieteknik kan medføre. Musikken bliver mere levende.

Steven Adams, som også gør sig bemærket i orkestret The Broken Family Band, har under navnet The Singing Adams haft gang i lydoptagelserne i sit soveværelse og hos venner og bekendte. Formålet har været at skabe ærlige, direkte og dybfølte sange centreret omkring hans tilværelse i London og de dertilhørende komplikationer, såsom held i kærlighed, selv samme helds forsvinden, og når det begynder at lysne igen, så glædesstunderne igen tager over fra nederlaget og tabets desillusion.

Man kunne tro, at en udgivelse produceret under sådanne vilkår ville være skramlende lofi med atmosfærisk larm, outtakes i mikset, billige effekter og lignende. Pladens 11 sange lyder dog umiddelbart ikke, som om at indspilningsbudgettet har været skrabet. Tværtimod fremstår de primært akustisk baserede sange klare og ligefremme, selv om der enkelte steder anes enkelte forstyrrende elementer, der dog primært giver sangene charme og sjæl.

Sangene består primært af akustisk guitar, kombineret med trommer og banjoer samt i enkelte tilfælde en elektrificeret guitar. Fans af f.eks. Belle & Sebastian og The Lucksmiths vil sikkert føle sig hjemme, og i enkelte tilfælde når sangene disse bands’ niveau, bl.a. med “Minus Nines” og “Ship”, der klart springer frem som små perler. Kvaliteten af sangene er dog generelt høj, og de mest nedbarberede og enkle kompositioner fremstår stærkest i erindringen efter flere gennemlytninger. Der eksperimenteres på enkelte numre med flere instrumenter og lydkollager, men beskedenhed og enkelhed virker til at være The Singing Adams’ stærke sider.

Overordnet er Problems en ganske fin, lille plade, og af at være et første soloudkast er eksperimentet bestemt bestået og til tider ganske vellykket. At det høje niveau fra enkelte sange ikke gentages over hele pladens længde, er beklageligt, hvilket det også er, at et af de mest lovende numre, “Queen of the House” ikke får lov at udvikle sig mere. Dette til trods har jeg kun ros til overs for en sangskriver og sanger, der bestemt godt kan træde i karakter som solist.

★★★★☆☆

Deltag i debat