Plader

Sonic Youth: SYR 6: Koncertas Stan Brakhage Prisiminimui

Sonic Youth har altid været tro mod musikkens og kunstens subkulturer. I denne sammenhæng har de udsendt en serie smallere og mere grænsesøgende udgivelser, der nu er nået til SYR 6. Dette album rejser dog en stribe alvorlige spørgsmål til bandets virke som eksperimentale musikere.

Blandt de endeløse sideprojekter, samarbejder og øvrige kunstneriske kanaler udført og anvendt af New Yorks legendariske støjrockere Sonic Youth, må deres udfordrende SYR-serie anses som den mest betydningsfulde. Under dette label har bandet siden 1996 afskibet fem dybdesøgende portioner eksperiment og improvisation til de mere end almindeligt opdagelseslystne lyttere. Det har været intentionen at dokumentere, hvad der er foregået i bandets musikalske forsøgslaboratorier, og hvert af disse produkter har udadtil signaleret steril højkultur og internationale avantgarde-fornemmelser ved at være indpakket i eksempelvis hollandske, franske eller japanske covers med små udsagn om at indeholde Muzikos Horizontai.

Med SYR 6 er der egentlig tale om en live-optagelse af bandets optræden ved en støttekoncert d. 12. april 2003, hvor bandet spillede til ære for The Anthology Film Archives, et internationalt center for vedligeholdelse, studering og fremvisning af avantgarde- og independent-film. Ydermere var det en hyldestkoncert for den nyligt afdøde filminstruktør Stan Brakhage, der spillede en stor rolle i den mere eksperimentelle del af filmverdenen. Eftersom Sonic Youth også har vist stort interesse for filmen som udtryksform, senest i afskygning af Kim Gordons projekt Perfect Partner, faldt det naturligt, at bandet akkompagneret af trommeslageren Tim Barnes leverede en dertil passende musikalsk ydelse.

Under indtagelsen af SYR 6: Koncertas Stan Brakhage Prisiminimui er det selvsagt vigtigt at huske, hvilket formål musikken var tiltænkt. Man må forestille sig bandet stå foran fremvisningen af den mindede filmmagers særegne produktioner og forsøge at fremmane en auditiv genspejling af dennes visioner. Dette udarter sig i tre uophørligt forandrende lydkollager, der strækker sig over gemen strengeprikkende legestue, tandløse støjangreb, malplaceret drone samt hysterisk percussion og trommespil.

Albummet skal nødvendigvis bedømmes i relation til dets respektive genre og scene. Det er vigtigt at tage musikkens filmiske egenskab til efterretning, men desværre giver musikken ikke ligefrem anbefalinger til Stan Brakhages filmkunst. Hvis musikken lydligt gengiver filmenes univers, må han have stået for nogle ufattelig krævende, indistinkte og udechifrerbare billeder. Man kan således sige, at SYR 6: Koncertas Stan Brakhage Prisiminimui ikke klarer kravene for et lydspor, der kan stå uden sin film, og selv i den kombinerede totaloplevelse ville jeg nok som fremmødt have haft mine forbehold.

Det er imidlertid et spørgsmål om, hvordan man som lytter går ind til SYR 6. Har man længe været fascineret af bandets hvilende instrumentale ophold og aldrig tidligere stiftet bekendtskab med rockinstrumenternes tyste og mere aparte livsførelse, er albummet måske en øjenåbner. Her er mulighed for at forsvinde væk i det desorienterende og gådefulde musikalske landskab. Samt lejlighed til at overgive sig til lyde, der fremstår som nøgne grene, våde mosehuller og sydende sumpbobler i den omtågede lytteoplevelse.

Man spørger nødvendigvis sig selv, hvorfor Sonic Youth udgiver et projekt som dette? Ville det ikke være bedre tjent som den engangsoplevelse, det udgjorde i dets oprindelige koncertform? Hvad skal vi med mere udsyret instrumentalt flimmer, når der findes artister i stand til at kombinere denne komplicerede udtryksform med de rette mængder mening, melodi og indhold? Og hvor langt kan man spile sine eksperimenter ud, før de bliver til indforstået prætentiøs kunst-onani?

Denne anmelders smertetærskel er i al fald nået. Hvor meget jeg end elsker Sonic Youth, kan jeg ikke forlige mig med dette værks spastiske, indholdsløse væsen. Har jeg lyst til at høre en ringende telefon, noget udefinerbar raslen eller en guitar, der larmer på den kedelige måde, behøver jeg blot gå ned i stuen og vente på et opkald, rode lidt i køkkenskufferne og tænde for min egen forstærker. Så vil man absolut anskaffe sig denne udgivelse til samlingen, må man trøste sig med, at en del af overskuddet ved salget doneres til The Anthology Film Archives.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat