Plader

The Standard: Albatross

En forpint forsanger leder lytteren gennem 11 sange, der hver især kæmper om at være pladens bedste, hvilket ender i en fantastisk god lytteoplevelse. Albatross er en hilsen fra 2005, man kan lune sig på, nu da vinteren fortsætter ind i 2006.

Efter første gennemlytning må man spørge sig selv: Er det klynk? Er det jammer? Er det patetisk og overflødigt? Og findes der overhovedet et svar?
The Standards Albatross er en af de plader, der nemt kan ende i ovenstående suppedas – men på alle måder formår den at undgå faldgruberne.
Tekstuniverset i den skælvende forsanger Tim Putnam er alt for overlegent og poetisk til at plumpe i, og de bliver godt støttet af et velarrangeret lydunivers båret af dyb bas, dynamiske klavertoner og energiske trommer, der fint holder sammen på melankolien.

Åbneren “Red Drop” er et driftigt nummer med masser af slagfaste pianotoner og et næsten pop-lignende drive i omkvædet, der åbner med ganske luftige toner, som holder Tim Putnams sårede vokal lidt på afstand og sørger for en intensivt og stærk indledning. Samme eksplosive energi går som en steppebrand gennem albummet, men dynamikken holdes stramt, godt hjulpet af producer Jeff Saltzman, der lader The Standard svinge højt og favne bredt, men inden for en ramme, der hverken hæmmer eller lader dem løbe løbsk.

Melodien står som et kerneelement, der bliver kælet for gennem lag af i og for sig klassiske virkemidler som bas, guitar, piano og trommer, men med en kreativ og rå tilgang tilsat små virkemidler og detaljer, hvor bandets tidligere erfaringer fra punk og jazz skinner igennem – eksempelvis i det halvt afstumpede og let punkede “How Deep to Cut”.

The Standard er ikke lyden af natlige depressioner eller messende melankolske vinterstemninger. Ej heller hverken navlepilleri tilsat lyd eller stemninger, der åbner indre landskaber. Der er ikke noget passende prædikat, hvilket er et prædikat i sig selv.
En ting er helt sikker: Det er hjerteskærende, smukt, energisk og pulserende. Og Tim Putnam besidder en vokal, der kan skære melankolien knivskarpt ud – på den troværdige måde. Rigtig godt eksemplificeret i et af pladens mere afdæmpede afsnit, hvor “Not Asleep” og “Little Green” dæmper og sænker alt på smukkeste vis med skrøbelige og stemningsfyldte pianoflader.

Torden, bulder og brag renser luften i den let støjende “In Waves” og lader Albatross gå mod højere luftlag, hvor den lukker med den fine vokal/piano-hymne “Hills Above”, der i al sin enkle renhed giver de foregående 10 tristesser håb og varme. Nummeret finder sit helt eget tempo og lader både strygere og slagtøjsfinesser få plads og rum, inden det efterlader lytteren i en trance af lyksalighed.

Albatross bliver rockformularen nok en gang vendt og drejet, så man ikke er i tvivl om, at der findes nye og uberørte lydlandskaber. Ikke fordi The Standard fornyer genren voldsomt eller opfinder en hel masse nyt, men deres kombination af en skrøbelig vokal og et dramatisk lydunivers fungerer fremragende i en ramme af klassisk instrumentering. Denne udgivelse er en lille gave fra 2005 til 2006. Den kan i hvert fald sagtens nydes langt ind i det nye år.

★★★★★☆

Deltag i debat