Klassikeren

The Meters: Fire on the Bayou – Funky sumpklassiker

I Paris, Frankrig ligger den meter, alle metre måles ud fra. Sådan en ærkemeter er The Meters. Uden at jeg skal lyde som en musikskolelærer i orkesterdisciplin, burde The Meters være gruppen, alle grupper blev målt ud fra. Ikke ud fra originalitet eller evne til at skrive sange, men ud fra så komplekse parametre som samspil, lydhørhed, fornemmelse, timing.

The Meters: Fire on the Bayou, Reprise Records, 1975

The Meters: Fire On The Bayou

The Meters: Fire On The Bayou

I Paris, Frankrig ligger en pind, der er selve definitionen på en meter. Den meter, alle metre måles ud fra. Sådan en ærkemeter er gruppen The Meters. Uden at jeg skl lyde som en musikskolelærer i orkesterdisciplin, burde The Meters være gruppen, alle grupper blev målt ud fra. Ikke ud fra originalitet eller evne til at skrive sange, men ud fra så komplekse parametre som samspil, lydhørhed, fornemmelse, timing.

Et utal af byer i USA forbindes med alle former for musikscener, musikgenrer og subkulturer. Men få byer har fostret så mange stilarter, sammensmeltninger og tilmed født så mange verdensberømte musikere som New Orleans gjorde det i første halvdel af det tyvende århundrede. Fra Louis Armstrong til Fats Domino og Little Richard var byen i sumpen med i front, når nye (afroamerikanske) musikgenrer skulle opfindes og udvikles.

I 60’erne havde New Orleans ikke længere den musikalske førertrøje, selv om byen havde et levende musikliv med et hav af udøvende og dygtige musikere. Men psykedelisk rock, soul og funk havde bjergtaget ungdommen. Jimi Hendrix, James Brown og Otis Redding var heltene, og kun Dr. John, der i 1969 udgav det psykedeliske, sumpede voodoo-mesterværk Gris Gris, holdt fanen højt udadtil. Men så … Art Neville, Leo Nocentelli, George Porter Jr. og Joseph “Zigaboo” Modeliste – byens bedste backingband – begyndte at udgive plader under eget navn. The Meters.

De rene bonderøve
Gruppens første tre plader for Josie Records indeholder alle en stram, synkoperet og rullende instrumental funk med numre, der sjældent varer over tre minutter. Opfindsomheden er stor, når de fire virtuoser skal variere formlen. Groovet stamper af sted i tæt samspil imellem bas og trommer, guitaren svarer med korte, præcise markeringer, og orglet svæver boblende over vandene – og aldrig svigter den yderst raffinerede opfattelse af swing, som hurtigt skulle blive gruppens særkende.

Hvor funken i disse formative år mest opførte sig som en urban musik, der stank langt væk af asfalt, black power og indebrændte frustrationer, der blev nødt til at blive danset væk, hvis ikke det hele skulle eksplodere, var The Meters de rene bonderøve. Deres musik er jordbunden, fedtet, svampet og sumpet i en grad, så man skal passe på ikke at synke i til halsen.
Alligevel – eller netop derfor – fik gruppen sporadiske singlehits i USA i 1969/70 – uden at de tre første lp’er er perfekte som “værker” betragtet.

1972 skiftede gruppen til Reprise Records og udvidede deres univers. Første udgivelse, Cabbage Alley (1972), indeholder således en Neil Young-sang, og nummeret Stay Away domineres af Hendrix-guitar og ekkoeffekter; singlehittet fra den efterfølgende Rejuvenation (1974), Hey Pocky A-way, piskes igennem af en heftig march-inspireret lilletromme. Begge nævnte plader er, deres kvaliteter til trods, dog kun skridt på vejen til dét, der skulle blive den helt store Meters-plade.

En fornemt afstemt blanding
I 1975 udkom Fire on the Bayou, og her løber samtlige strømme sammen til et stort mudret delta, der gemmer på et fint, afbalanceret økosystem, hvor alt passer ind. Fortid, nutid, fremtid. Funk, soul, rock, den klassiske New Orleans march-afart, 2nd Line, gode melodier og selvfølgelig mesterligt musikerskab. Hele pladen syder og bobler uden at koge over – alt er velafbalanceret og nøje afstemt. Forsøgene med mere holdbare sange, som gruppen kastede sig ud i på de to foregående udgivelser, når her sit højdepunkt.

Den radiovenlige Out in the Country om landlig idyl er en højst speciel åbner fra gruppen, der havde vænnet folk til åbnere som den stramme og joviale Cissy Strut fra The Meters (1969), den heftige udspacede og rockende You’ve Got To Change (You’ve Got To Reform) fra Cabbage Alley og Rejuvenation’s People Say, der indeholder det måske mest synkoperede Meters-riff overhovedet. Og dét siger ikke så lidt… Out in the Country demonstrerer dog gruppens faste greb om et enkelt riff, der i forskellige afskygninger ruller gennem det meste af sangen.

Alt er kollektivets
Alt er mere, som det plejer på næste skæring: Titlenummeret begynder med wahwah-pedal på guitaren anno Isaac Hayes og Shaft. Koklokke og tamburin spiller en lige så stor rolle i groovets udvikling som samspillet mellem bas og trommer. Vidste man det ikke før, står det lysende klart for én nu: Dette band spiller sammen – et fact, der understreges af, at samtlige numre på nær ét som altid krediteres til kollektivet.

Groovet ruller videre på Love Slip Upon Ya, der i et mindre sammenspillet bands hænder ville have haft karakter af uvedkommende “funk-jam”. Her slipper den vuggende ostinat taget i virkeligheden og transcenderer ind i en verden, hvor der kun findes musikere, der kan finde ud af at spille på deres instrumenter.
Sumprock og soul smelter sammen på Talkin’ ‘Bout New Orleans – ja, der er vel nærmest tale om en total osmose. Otis Redding spøger i leadvokalen, rytmeguitaren leverer opfindsomme licks og pisker i c-stykket bandet fremad mod et klimaks, der desværre ikke indfinder sig, før end nummeret fades ud, men som live må have været tæt på det orgastiske.

En lektion til de rytmiske konservatorier
Og så kommer pladens første store overraskelse. The Meters griber tilbage til, før verden gik af lave. They All Ask’d for You er en hyldest til smeltedigelen: Fransk chanson, country og afroamerikanske rytmer smelter sammen til en herlig zydeco komplet med umba-umbabas, påtaget kreoleraccent og countryguitar – vi er ude i det totale livsoverskud, og vokalen leger finurligt med Louis Armstrong-ismer.
I Danmark hører vi næsten kun den slags musik, når seks grånende herrer i ens bukser og vest spiller op til dans på en havneknejpe i provinsen (hvorefter vi alle sammen straks haster hjemad). Men her er den ægte vare. Og har man før haft lyst til at råbe diverse rytmekons-jambands op med en henvisning til The Meters funk-behandling, kan man passende her skrige af sine lungers fulde kraft: “Skolelærere! Kan I ikke få det til at lyde som det hér, så lad være!”

Funken bliver mere urban på den neddæmpede Can You Do Without, der kan minde om Sly and The Family Stone og holdes i stramme tøjler, indtil der i c-stykket åbnes en lille smule for den jazz, der dominerer Middle of the Road totalt. Inden vi når så langt, disker bandet op med Liar og You’re a Friend of Mine, to kærlighedssange fra hver sit synspunkt – førstnævnte en harsk opsang til bedrageren med et riff, der ikke har noget at lade Band of GypsiesThem Changes høre; sidstnævnte en behagelig, luftig soulballade, der sagtens kunne have befundet sig på en Roberta Flack– eller Stevie Wonder-plade fra samme periode.

Karneval og gadeoptog
Fire on the Bayous tre sidste numre viser for sidste gang og temmelig overlegent The Meters‘ spændvidde som gruppe og som individuelle musikere. Middle of the Road ville man i 90’erne have kaldt acidjazz. Groovy jazz, hvor guitarist Leo Nocentelli får strakt ud og leget med sine inspirationskilder. Et tilbagelænet underlag sørger for, at nummeret ikke udarter sig i de vilde jazzrock-improvisationer, som ellers hærgede atmosfæren i de år. Running Fast er mere funk i familie med Sly and the Family Stone – et enkelt riff, et enkelt hook. Supertight, superkort – det hele overstået på 1 minut og 22 sekunder.

Og så sidste nummer og sidste store overraskelse. I 1950’erne ledte Art Neville gruppen The Hawketts, der i 1955 fik et hit med Mardi Gras Mambo på legendariske Chess Records – denne simple sang, der emmer af New Orleans, karneval og gadeoptog, lukker og slukker for The Meters‘ bedste plade.

Cirklen er sluttet. Alt godt fra New Orleans og omegn er taget under kærlig behandling og serveret på bedste vis. Skulle man nogen sinde blive i tvivl om, hvad New Orleans har betydet for moderne musik, er Fire on the Bayou et katalog, der er lige til at gå til. Man forstår så udmærket, hvorfor Mick Jagger engang kaldte The Meters “the best motherfucking band in the world”!

Trackliste:
1. Out in the Country
2. Fire on the Bayou
3. Love Slip Upon Ya
4. Talkin’ ‘Bout New Orleans
5. They All Ask’d for You
6. Can You Do Without
7. Liar
8. You’re a Friend of Mine
9. Middle of the Road
10. Running Fast
11. Mardi Gras Mambo

Deltag i debat