Nyheder

To Menfolk-koncerter på otte dage

“Sjældent har et udspil været så melodifjendsk,” skrev Undertoners anmelder om Menfolks album Colossus, da det udkom i slutningen af sidste år.
Og der er sandt for dyden ikke mange hooks eller catchy omkvæd på programmet hos mathrockerne.

Til gengæld er der læssevis af energi og dynamik i Menfolks støjende sange. Og hvad er den slags kvaliteter bedre egnet til end koncerter? Nej vel?
For københavnerne bliver der i den kommende tid rig lejlighed til at høre kvartetten i koncertform. På lørdag d. 28. januar spiller Menfolk nemlig sammen med det amerikanske hardcore-band The Lovekill og de talentfulde lokale støjpoppere Death by Kite i Ungdomshuset.

Søndag i den efterfølgende weekend er Menfolk af deres pladeselskab Play/Rec blevet sat på programmet som opvarmningsband i Huset i Magstræde, hvor aftenens hovednavn er de amerikanske math-rockere Rye Coalition.

Deltag i debat