Plader

Tortoise & Bonnie ‘Prince’ Billy: The Brave and the Bold

Skrevet af Jakob Lisbjerg

De to kunstnere har sammen lavet ti coverversioner af så forskellige kunstnere som Elton John og The Minutemen. Samarbejdet ligner teoretisk set noget, der burde udmønte sig i et fantastisk album, men The Brave and the Bold lever desværre ikke op til forventningerne.

Det kunne være et match made in heaven, og på papiret lover samarbejdet mellem postrock-pioneerne i Tortoise og den evigt dystre og triste singer-songwiter Will Oldham, der her gemmer sig bag Bonnie ‘Prince’ Billy-navnet, ganske godt. Forventningerne skal dog allerede skrues ned, når man finder ud af, at albummet består af 10 coverversioner af numre fra kunstnere som Bruce Springsteen, Elton John, Devo og The Minutemen. “Nå øv, så er der ikke særligt frie rammer og eksperimenterende plads for de to kunstnere at lege på,” var min første tanke. Og den holder desværre.

Som sådan er samarbejdet ikke en fiasko, men det er heller ikke et top-produkt, som lyttere og kritikere vil kaste sig over og kalde et mesterværk. I virkeligheden er der hverken specielt meget Tortoise eller Bonnie ‘Prince’ Billy over albummet. De to, som hver for sig er i en klasse for sig, hæver sig sammen på The Brave and the Bold ikke meget over gennemsnittet.

Hvor finder man Tortoise henne?
– bandet funger mange steder som backingband for Will Oldham, og de fleste numre, der bliver spillet, har oprindeligt vokalen i front. Derfor kan Tortoise ikke sprælle så meget, som de normalt har mulighed for i deres egen instrumentalmusik.
Åbneren “Cravo É Canela” viser bandet som friske og latin-kyndige. Den er måske lidt poleret, men ganske underholdende i et højt tempo. På det efterfølgende Bruce Springsteen-cover går der bortset fra åbningsminuttet ganske meget røvballe i den, selv om det langsomme tempo og produktionen trækker lidt op – og det sker igen på “The Calvary Cross”. Så er der mere Tortoise i de larmende numre “It’s Expected I’m Gone”, “That’s Pep” og Elton Johns “Daniel”. Men sublimt bliver det aldrig.

Hvor er Bonnie ‘Prince’ Billy henne?
– da albummet er et coveralbum, og Tortoise står for at bakke Will Oldham op, er der stort set kun tilbage for ham at bruge vokalen til at udtrykke sig med. Det er han nu også god til at gøre flere steder. I “Thunder Road” er hans vokal bedre end Tortoises musik, og han klarer at kæmpe med den støjende musik på “Love Is Love” – en kamp, han ellers taber i “It’s Expected I’m Gone”. Og så brillierer han i både “(Some Say) I Got Devil” og “Pancho”, hvor han tydeligt er på hjemmebane med sin desperation og forliste kærligheds-sødme.

Det er måske ikke helt retfærdigt at bedømme The Brave and the Bold udelukkende på baggrund af de to kunstneres tidligere arbejder og bidrag. Men det er – og her må man tilføje ordet uheldigvis – det, der sker med et samarbejde fra to så kendte kunstnere. Der er ikke mange steder på albummet, hvor begge parter rammer plet og dermed leverer en fantastisk coverversion.

The Brave and the Bold består dog eksamen på grund af sin soliditet, men generelt er det et album, der ligger et stykke under gennemsnittet for både Tortoise og Bonnie ‘Prince’ Billy.

★★★½☆☆

Deltag i debat