Plader

The Voices: s.t.

Skrevet af Camilla Grausen

“Hvad hvis jeg siger, at jeres album lyder som en My Bloody Valentine-kopi?” – imaginært interview med Voice A, B og C fra The Voices, der spiller shoegazer-rock med sparsom vokal.

“Hvad hvis jeg siger, at jeres album lyder som en My Bloody Valentine-kopi?” – imaginært interview med Voice A, B og C fra The Voices, der spiller shoegazer-rock med sparsom vokal.

Jeg er rejst til industribyen Port Talbot i Wales, hvor jeg skal have en snak med Clare Anthony, Chris Munday og Chris Pompa om deres debutalbum under navnet The Voices.
Vi sidder i bandets slidte øvelokale, hvor et stort trommesæt, guitarer og et par gamle lænestole udgør interiøret. Jeg skæver til My Bloody Valentine på væggen, inden jeg retter blikket mod The Voices, der, sorthårede og blege, kigger afventende på mig. Hvem der er hvem er usikkert, eftersom de kun vil tituleres Voice A, B og C.

– Kunne I fortælle lidt om jeres musik?
– Ja, helt sikkert. Vores musik består i høj grad af smerte og kærlighed.
Stilhed.
Et bandmedlem, som måske er Voice B, supplerer:
– Ja, altså, det er vores drivkraft. Og så er vi ret vilde med guitarer, synth og støj, og det der sådan lissom er balancen mellem støj og skønhed. Det er for eksempel derfor, vi i mange af vores numre forsøger at lave melodier med luft og skønhed i – så det ikke bliver så tungt, og så folk får smukke tanker.

– Hvis man tager sangtitler som “The Dead Shall Rise”, “Take the Pain Away” og “Goodbye”, lyder det ellers ikke, som om det er positive tanker, I vil give jeres lyttere?
En anden Voice svarer:
– Nårh nej, men det er også mest musikken og sådan … øh, udtrykket og stilen, de skal lytte til.
Jeg kan godt se, hvad han mener. Det er alligevel mest utydelige stemmer og hvisken, der udgør vokalerne på albummet. Så jeg spørger:
– Hvorfor hedder I overhovedet The Voices, når I ikke kan finde ud af at synge ordentligt?
– Det kan vi altså godt!
– Det kan I da ikke!
– Det er vores stil!

Internationalt set er der ikke mange, der har hørt om The Voices. Og den grå by, som bandet kommer fra, virker heller ikke ligefrem som et væksthus for store rocksuccesser. Men bandet har store planer.
– Ja, vi vil virkelig gerne have gang i karrieren, og vi synes, at vores debutalbum holder en klar stil, og der er masser af materiale at bygge koncerterne op over…
– Jeres album består af over en times shoegazer-rock – ret beset uden de store krumspring. Er det ikke lidt for langt?
– Det er måske en lang plade, særligt inden for vores område, jo. Men vi synes selv, at alle numrene er gode og uundværlige.

Jeg er ikke helt enig. Debuten ville have haft højere kvalitet, hvis den havde været mere kompakt. For albummet er for langt, og selv om bandet forsøger at træde vande, drukner det gang på gang i monotoni.
– Nu synes jeg sådan set, at jeres album godt kan blive lidt kedeligt i længden. Har I lavet det, fordi I kedede jer og havde brug for en hobby?
En Voice med sorte krøller svarer:
– Tja … jeg havde ikke noget job på det tidspunkt, og min mor sagde, at hun var træt af at se mig gå og hænge derhjemme, så…
En anden Voice griner noget anstrengt og sender et irettesættende blik.
– Det er selvfølgelig bare for sjov. Sandheden er, at vi alle tre havde nogle virkelig store kunstneriske følelser og idéer, som vi lissom bare følte, at vi havde enormt meget brug for at få udfoldet gennem musikken.

– Hvilke andre bands er I inspirerede af?
– Altså mange forskellige … Dinosaur Jr. og Slowdive … og Cocteau Twins.
Jeg nikker op mod plakaten på den store hvide væg og spørger:
– Hvad med My Bloody Valentine?
– Jo, dem er vi også ret glade for, og de er helt klart en stor inspiration for os.
– Hvad vil I sige, hvis jeg siger, at jeres album lyder som en My Bloody Valentine-kopi?
– Det må du selv om – så længe det lyder godt, er det vel lige meget, om vi minder om andre eller ej.

My Bloody Valentine-kopi er måske også en lige rigeligt skrap anklage. For selv om The Voices’ album mest af alt sender tankerne bagud i tiden, indeholder det trods alt udmærkede numre hist og her. Selv om albummet er lige ved at at gå helt i stå flere steder, fortjener Stemmerne et klap på skulderen for “As Long as I Die Before You, I’ll Survive” – et nummer, der bestemt ville være bandets egne idoler værdigt.

Interviewet bliver heldigvis ikke så langt som albummet, og jeg giver de tre hånden, inden jeg begiver mig ud på gaderne i Port Talbot. Her hører jeg albummet igennem igen på min discman og overvejer, hvad jeg egentlig har fået ud af The Voices og deres musik. Det er ikke sikkert, jeg gider at høre albummet igen, så svaret er nok bare: en tankeudflugt til en grå del af Wales.

★★★☆☆☆

Leave a Reply