Nyheder

Battles spiller live i Århus

Vi har vist klappet deres skuldre før, men vi må gøre det igen – uanset at de århusianske koncertarrangører Ljud nok snart må få ondt i skulderpartiet. De har nemlig offentliggjort en lang række tilføjelser til forårets program, som med bl.a. Liars på listen allerede så imponerende ud i forvejen.

Denne gang har de tilføjet såvel det mystiske japanske folkpop-outfit Maher Shalal Hash Baz og den amerikanske indie-hiphopper Fog – men i Undertoners øjne er det mest markante dog, at Ljud lørdag d. 15. april præsenterer amerikanske Battles. Det er muligt, at Battles ikke sætter bimlende klokker i gang blandt samtlige af vore læsere – men lad os så forklare, at Battles er det engelske electronica-selskab Warps seneste signing.

Og ligesom de seneste mange Warp-signinger er Battles ikke specielt electronica-agtige. De eksperimenterer i stedet derudaf med inspiration fra jazz og støjende avantgarderock m.m.m. Koncerten i Århus er kvartettens eneste i hele Skandinavien.

Om skribenten

Mikkel Arre

Biografi: Der skete noget, da jeg hørte Oasis' What's the Story... Jeg kan ikke forklare, hvordan traditionalistisk rock kan give intens lyst til at begynde at høre drum'n'bass og alskens anden electronica. Men sådan gik det, da jeg var 12-13 år gammel. Katalysatoren var P3: Det Elektriske Barometer, Thomas Knaks fredagsprogrammer og for længst hedengangne Beat.
Engang skrev jeg for Murmur. Så skrev jeg for Undertoner i 10 år plus det løse. Nu skriver jeg mestendels for fagbevægelsen.

Fem favoritalbums:
Stars of the Lid: The Tired Sounds of... Hood: Cold House Modest Mouse: The Moon & Antarctica Autechre: Peel Session Steve Reich: Music for 18 Musicians

Skriv et svar