Plader

The Broken Family Band: Balls

Skrevet af Søren McGuire

På album nummer tre laver engelske The Broken Family Band en såkaldt ‘Bob Dylan’ og sætter strøm til deres folk-inspirerede folkpop. Resultatet er en plade, der ikke når helt i mål, men som til gengæld også er svær ikke at elske.

The Broken Family Band har haft travlt. Foruden at udsende to plader på to år, hvilket i sig selv er en særdeles imponerende bedrift for fire fyre, som endnu ikke har tid til at gøre musikken til en fuldtidsbeskæftigelse, har forsanger Steven Adams også fundet tid til at udsende soloalbummet Problems under dæknavnet The Singing Adams.

Men selv om kvantitet kontra kvalitet efterhånden er blevet normen indenfor den alternative country (ingen nævnt, ingen glemt, som man siger), har Cambridge-kvartetten alligevel formået at opretholde en vis nævneværdig standard på både sidste års Welcome Home, Loser, den aktuelle Balls og ikke mindst Stevens Adams’ egen soloplade. Især sidstnævnte bed sig fast i Undertoners anmelder, som skrev om Problems, at “der eksperimenteres på enkelte numre med flere instrumenter og lydkollager, men beskedenhed og enkelhed virker til at være The Singing Adams’ stærke sider.”

Denne beskedenhed og enkelthed er derimod gået fløjten på Balls, hvor The Broken Family Band hanker op i kronjuvelerne og forsøger at gøre kål på de tidligere udgivelsers lidt tuttenuttede folkpop. Nu skal der sørme spilles rock på den amerikanske facon med alt, hvad den ellers kan bære af elektrisk patos, og for første gang i karrieren lader The Broken Family Band den elektriske guitar bære albummet frem stort set hele vejen fra begyndelsen til enden. Denne udvikling er egentlig meget befriende, for takket være Belle & Sebastian er der i forvejen ganske rigeligt med blødkogt tøsepop her i tilværelsen, og når det fungerede for Dylan i ’66, hvorfor skulle det så ikke også fungere for The Broken Family Band 40 år senere?

Den største forskel (der er uden tvivl flere) er imidlertid, at The Broken Family Band, modsat His Bobness, sandsynligvis ikke pisser den samlede fanskare op og ned ad ryggen ved at hamre godt og grundigt på feedbackpedalerne gennem størstedelen af skivens tolv skæringer. Der har altid været tydelige elementer af rock på bandets udgivelser, men først nu smækkes guitaren ufortrødent helt op i fjæset på os, og tilmed i temmelig store mængder.
Især Leonard Cohens “Diamonds in the Mine” udsættes for et eklektisk bombardement af gotisk honky-tonk, hvilket vist i øvrigt må være den groveste, men sgu også mest medrivende droit morale af den canadiske sanger til dato.

I sidste ende bliver man dog nødt til at spørge sig selv, hvad pointen egentlig er med al den guitarlarm. Hele vejen igennem albummet er The Broken Family Bands tilgang til folkpoppen den samme som den altid har været: uhøjtidelig og i den grad selvdistanceret, men stadig kærlig og til tider ømhjertet og følsom. Derfor havde det også været rart, hvis The Broken Family Band havde benyttet chancen til for alvor at omsætte folkpoppen til folkrock, om ikke andet, så bare for at prøve den side af den alternative country af.

Der er ikke nosser nok i at spille rock for at udelukkende at larme, og The Broken Family Band formår faktisk kun på enkelte numre, såsom “You’re Like a Woman” og “The Booze and the Drugs”, hvor bandet tumler rundt i en texansk twang-brandert, at leve op til albummets titel. Resten af albummet, hvor gode melodierne end måtte være, træder rent stilmæssigt vande i en sø af indiepop og folkrock. Men når dét er sagt, er Balls en charmerende og elskværdig plade, som absolut gør sig fortjent til et langt større publikum, end det formentlig får.

★★★★½☆

Deltag i debat