Plader

Calla: Collissions

Skrevet af Søren McGuire

Undergrunden er blevet for lille, og på deres fjerde album kæmper amerikanske Calla bravt for det store gennembrud. I cirka tre minutter. Derefter er det atter tilbage til den grå hverdag, og det gør faktisk ikke noget som helst.

Tre minutter og 13 sekunder er omtrent den tid, det tager for newyorker-trioen Calla at få kolde fødder i jagten på dét, der ellers meget vel kunne have været bandets eget gennembrud af Spoon-, Stellastarr*- og måske endda Interpol-lignende størrelse. Men nej, postpunk-folkeligheden holder ikke til meget mere end det pompøse åbningsnummer “It Dawned on Me”, som ellers har fået sin helt egen tåbelige musikvideo med instruktør, set-up, playback og hvad der ellers hører med til den slags (se den på hjemmesiden, den er ganske uinspirerende). Derefter slår Calla atter intro-vers-omkvæd-vers-autopiloten fra, og vi er nogenlunde tilbage, hvor vi begyndte.

Og dog. I dag er der ikke mange spor efter den ambiente noiserock på Callas syv år gamle debutalbum, som vægtede industriel støj og en generelt ugæstfri og ikke alt for indbydende elektrisk lyd langt højere end noget andet. Der sidder uden tvivl et par stykker derude, der er godt skuffede over, at Calla nu er begyndt at vise symptomer på store følelser og lige så store armbevægelser. Men det må være en lille trøst, at Calla trods alt ikke lyder som et orkester, der blev bygget på én dag. Selv i en sang som den svulstige singleforløber, kan du fornemme, at Calla ikke har i sinde at brænde alle broer til fortiden lige med det samme. For eksempel er der en speciel guitar, som går igen i det meste af repertoiret, og især på den anden halvdel af Collisions falder Calla tilbage i vante folder.

Dermed kommer Collisions helt automatisk til at virke som en naturlig forlængelse af forgængeren Televise. Da den plade udkom for et par år siden, havde de færreste kritikere den store fidus til Callas sammenknugede, indadvendte og anspændte melodistukturer, der tilsat lurende galskab sneg sig af sted i rockens dunkleste afkroge i nogenlunde samme haltende tempo som forsanger Aurelio Valles næsten livløse Thurston Moore-vokal.

Collissions ændrer ikke videre meget ved den måde at spille rock på. På trods af bandets beskedne antal medlemmer får Calla guitar, bas og trommer til at lyde af imponerende meget, men et solidt stykke studiearbejde bærer nok en stor del af fortjenesten for dette. Ulempen er, at Collisions visse steder er en tak for overproduceret, og det høvler altså noget af toppen af den umiddelbare intensitet, som automatisk udspringer, når spændingerne er så uforløste som de er i Callas tilfælde. Der er visse ligheder mellem Calla og et orkester som Interpol; især den beherskede og raffinerede melankoli går igen hos begge orkestre. At kalde Calla for regulær postpunk, er derimod at tage luften ud af bandets egentlige stilmæssige ophav, som nok nærmere skal findes hos The Velvet Underground, Codeine og New Yorks noise-scene.

Om det forkromede gennembrud kommer, vil tiden vise. “It Dawned on Me” vil sikkert mønstre et par nye fans, men hvad angår en opfølgende single, ser det straks mere håbløst ud. Til gengæld har Calla altid vist, at deres store styrke ligger i en uhåndgribelig form for krybende uhygge, og selv om “It Dawned on Me” på ingen måde ligger under albummets høje standard, er og bliver Collissions bedst, når den langsomt hiver dig ned i undergrundens melankolske mørke. Hernede er Calla formidable, og så er der vel i og for sig heller ikke den store grund til, at bandet bruger energi på at slippe væk herfra.

★★★★½☆

Deltag i debat