Plader

Clogs: Lantern

Skrevet af Jakob Lisbjerg

På bandets fjerde album følger Clogs ikke den opskrift, de med succes fulgte på forgængeren Stick Music. Clogs bruger i højere grad rockinstrumenter, uden at dog det går ud over det ny-kammermusikalske udtryk. Skønheden kan dog ikke dække over, at grundmaterialet bliver genbrugt.

Det er svært at forene sig med, at to af personerne i australsk-amerikanske Clogs er medlemmer af det mere traditionelle rockband The National. For der er milevidt mellem de to bands udtryk. Sjovt nok er Clogs et ældre band end The National, og det er dermed snarere det mere åbne og ligefremme band The National, som er et sideprojekt til Clogs. Sidstnævnte gør en del mindre væsen af sig, ikke inviterer lytteren indenfor og i det hele taget bevæger sig i en del af den nyklassiske musik, som kræver et bestemt humør og en musikalsk nysgerrighed fra lytterens side.

Lantern er Clogs fjerde album og er på sin egen måde mere ligefremt end det forrige album, Stick Music. Her var strygerne i front, og der blev banket på instrumenternes trækasser for at understrege deres krop og naturlige herkomst. Det var ikke for ingenting, at coveret til Stick Music var et fotografi af en gruppe træer.

Lantern er enklere i sit udtryk – man fristes til at kalde pladen mere introvert, selv om der er tydeligere rock-indflydelser at spore end i bandets tidligere karriere; det gælder både rent melodisk og instrumentmæssigt, hvor guitar, bas og trommer har en mere rocket rolle. Hør f.eks. basgangen, der fornemt driver “5/4” fremad i samspil med huggende strygere. I lytterens indre biograf skaber Clogs her en uvejrshimmel i dobbelt hastighed – næsten ligesom i åbningssekvensen i Carl Nielsens “Taagen letter” forsones mørket med lyset på det efterfølgende “2:3:5”.

Når det så er sagt, skal det straks understreges, at Lantern ikke er en rockplade. Vi befinder os i et skrøbeligt grænseland mellem følsom klassisk musik og afdæmpet postrock, der godt tør blive ustruktureret og uden tøjler – Clogs flirter sågar med folkemusik i “Death and the Maiden”. Fingerspil på både violin og guitar spiller en central rolle – de bruges som de strengeinstrumenter, de er, hvor hver enkelt streng får lov at give sin egen lyd. Desuden giver Clogs meget fornemt melodicaen en ny rolle som klassisk instrument på linje med andre blæserinstrumenter. Der pustes f.eks. flot i “Canon”.

Lantern er fyldt med overjordiske momenter og følsomme øjeblikke, hvor Clogs blander den perfekte blanding af strygere, guitar og melodimateriale. Når albummet alligevel ikke er perfekt, skyldes det, at Clogs bruger den samme konstruktion til flere af numreme: En rundgang som grundspor og en række lag henover. Det gælder f.eks. både “5/4” og “The Song of the Cricket”. Det bliver simpelthen for ensformigt, når man gentagne gange præsenteres for formlen. Men når Clogs serverer det blide, Satie-inspirerede afslutningsnummer “Tides (Piano)” oven på den mellemøstligt hektiske “Voisins”, tilgiver man næsten bandet.

★★★★☆☆

Deltag i debat