Interview

Dub Tractor – den ensomme jagt på fejl

Anders Remmer har netop udsendt sin femte plade som Dub Tractor. Halvandet årti som musiker har dog ikke fået ham til at tage lettere på arbejdet – det kan stadig være svært overhovedet at blive tilfreds.

Anders Remmer har netop fået sine egne eksemplarer af sit nye album Hideout ind ad døren, og han har lagt et par stykker på bordet. Under interviewet vender og drejer han vinylcoveret i hænderne og lader en gang imellem øjnene løbe op og ned over tracklisten.
“Titlerne giver lidt mere mening denne her gang,” siger han og peger på et par af dem. “En titel som “Much Better Than This” fortæller en del om, hvad pladen handler om. Der er noget længsel over den.”

I det hele taget mener Remmer, at det er okay at gå ud fra, at pladens titel har en vis symbolværdi: “Musikken er et gemmested, hvor jeg lukker hele verden ude. Men jeg kan ikke klare mere end et par timer ad gangen – så er jeg nødt til at komme ud.”

“Ikke sådan at forstå, at det er en dårlig ting for mig at sidde og arbejde, men det er altid rart at komme ud igen. Men nogle gange når jeg har været langt inde i musikken og skal ud igen, er jeg helt forvirret og har nærmest brug for trøst – ligesom min tre-årige søn, der bliver bange og græder, når han vågner og opdager, at han har sovet og været væk. Thomas Knak sagde det meget godt, da han fik sin første sampler: ‘Jeg bliver helt bange for, at jeg får feber.’ Man sidder og er helt ekstremt fokuseret på sin egen lille verden.”

Anders Remmer var i slutningen af 80’erne og starten af 90’erne med i bandet How Do I og har siden da udgivet elektronisk musik under en række pseudonymer – Dub Tractor, Sølvpil og Jet – samt i gruppen Future 3, der i dag er blevet til System. De mange navne og de mange udgivelser har imidlertid ikke gjort arbejdsprocessen smertefri.
“Det kan være angstfremkaldende at vide, at man skal til at sidde og finde alle de fejl, som man har lavet tidligere i arbejdet med et nummer. Og jeg har virkelig svært ved at blive tilfreds med de ting, jeg laver, og sige til mig selv, at nu er det godt nok.
Jeg bliver bare ved og ved med at finde nye ting at ændre. Det er nemmere at komme videre i System, fordi vi altid er tre om at kunne bakke hinanden op og sige, at vi nok godt kan gå videre nu.”

Som regel hårdt arbejde
Anders Remmer har arbejdet i et par år på Hideout, og hans insisterende forsøg på at opfylde sine egne kvalitetskrav gør sit til at sikre, at han ikke kan færdiggøre en plade på tre måneder. “Det meste af tiden er det bare hårdt arbejde. Det kan være sindssygt hårdt at skulle igennem det samme nummer én gang til. Man er jo nødt til at sidde og høre de samme passager igen og igen og igen for at finde fejlene, og det kan være virkelig udmattende. Men i den sidste ende gider jeg jo heller ikke skulle sætte min plade på og så høre en eller anden fejl hver eneste gang.”

Trods det møjsommelige arbejde med at luge ud i fejlene på egen hånd foretrækker Anders Remmer dette frem for igen at skulle være i et traditionelt band som How Do I. “Langt de fleste øve-sessions i et band går med at prøve ting, der ikke rigtig lykkes. Og når det så endelig går godt, kan man ikke genskabe det gangen efter, fordi man ikke kan finde ud af, hvad det egentlig var, man gjorde. Når jeg arbejder, som jeg gør nu, er jeg helt fri for, at magien forsvinder. Det, jeg har lavet, er på computeren og forsvinder ikke.”

Og netop muligheden for at fastholde successerne er noget af det mest givende undervejs i processen: “Det bedste ved at lave musik er for mig ofte, når jeg formiddagen efter kan høre, at det, jeg har lavet, bare fungerer. Det at kunne mærke, at man har lavet noget virkelig godt – det er det bedste af det hele. Rigtig mange gange finder man så ud af bagefter, at det alligevel ikke holder, og så må man i gang igen.”
Og så er det ellers hårdt arbejde på ny.

Anders Remmers motivation for at lave plader har ændret sig med årene, forklarer han. Det er slut med at være helt desperat efter at få en plade ud. “Jeg har ligesom prøvet det nogle gange, så det at udgive i selv er ikke en drivkraft længere. Nu skal det flytte noget indeni. Jeg skal bevæge mig et andet sted hen rent musikalsk – ellers er der ikke noget ved det.”

Hjernen er skabt til selv at opfinde
En af de ting, der gør det muligt for Anders Remmer at flytte sig musikalsk, er indlysende nok de plader, han hører. Og de sætter tydelige spor på pladerne, siger Remmer, der sagtens kan høre, hvad han hørte, da han lavede de forskellige plader.
“Mens jeg lavede Hideout, forestillede jeg mig, at jeg havde et band ligesom Yo La Tengo. Jeg er nødt til at have et udgangspunkt for at kunne lave noget musik, som jeg kan arbejde videre med – og hér var det altså Yo La Tengo og især And Then Nothing Turned Itself Inside-out. Summer Sun er også god, men And Then Nothing… er deres bedste. På den plade holdt de op med at spille guitarsoloer og nåede i stedet frem til en guitarlyd, som jeg rigtig godt kan lide.”

Noget af det, Remmer sætter pris på ved Yo La Tengo, er, at deres musik giver plads til lytterens egne tanker: “Jeg kan simpelthen ikke holde overlæsset musik ud. Hjernen er jo ikke skabt til at være passiv modtager, men til selv at opfinde.”
Han vender sig og leder blandt pladerne i reolen. “Det her er verdens bedste plade,” slår han energisk fast og vifter lidt med Young Marble Giants’ Colossal Youth. “Der er ingen trommer på den, og derfor er der utrolig meget plads til, at man selv kan fylde musikken ud. Når jeg hører den, sidder jeg hele tiden og fylder hullerne ud ved at tænke, at dét eller dét ville passe fint ind.”

Nu er Hideout udsendt, og dermed er Remmer ved at være parat til at starte på at lave ny musik. “Når jeg har arbejdet med en plade i et par år, er det virkelig en lettelse at få den ud. Når den så er ude, og jeg har fået nogle tilbagemeldinger, er jeg klar til at begynde på noget nyt.”
Og dermed klar til at lave nye fejl, der skal rettes til.

Deltag i debat