Anbefalet

Der er altid nogle, der har det værre end dig

Er dine følelser blevet sendt til tælling i den mest negative forstand? Stikker det i hjertet at tænke på dengang, alt var godt? Undertoner forstår dig og råder dig til at gøre brug af, at du altid kan finde lidt skadefro trøst i det faktum, at der altid er nogle, der har det værre end dig.

Har du også fået nok af Interfloras fede forretning, Valentinsdag, og at alt og alle omkring dig svælger i de obligatoriske blomsterbuketter, hjerteformede plyspuder, honningkager, lyserøde tilbudsskilte i supermarkedet og de mange usigeligt ligegyldige nipsting hos isenkrammeren?

Hvornår er det egentlig, at verden omkring dig begynder at fatte, at du slet ikke er klar til alt det pjat? Det kan da vel ikke være rigtigt, at du skal indlægges til som en foie gras-gås at skulle have de kvalme mængder af pseudo-romantik proppet ned i halsen? Det føles jo nærmest, som om verden har taget træskostøvler på, inden den begyndte at losse til dig, selv om du allerede ligger ned.

Undertoner forstår dig godt. Vi kender det nemlig godt. Alt for godt. Vi har også været helt nede i de dybeste kælderrum af bar fortvivlelse over, at kæresten syntes, at det var god timing at skride lige netop lige nu. Men vi er kravlet op ad trappen igen – for vi fandt ud af, at der altså altid er nogle, der har det værre end os. Og det hjalp.

Rasmus Junge

Mark Eitzel: Caught in a Trap and I Can’t Back Out ‘Cause I Love You Too Much, Baby (1998)

Titler som Are You the Trash, If I Had a Gun og Queen of No One siger det hele. Verden er et ondt og hårdt sted at være, når man kun ser katastrofal kynisme, ublu udnyttelse og en helt basal mangel på medmenneskelighed, hver gang man åbner døren. Men heldigvis (for lytteren) forløses dette tungsindige emne fremragende og illusionsløst på American Music Club-forsangerens femte soloalbum: “Raise a toast to being empty inside.”

Suicide: s.t. (1977)
Knusende, kværnende og fandens fængende sammensmeltning af primal punk og elektronisk minimalisme fra duoen med det sigende navn. Også her er virkeligheden rå og ubarmhjertig, storbyen skræmmende, individet isoleret og deprimeret. Ikke mindst i Frankie Teardrop, hvor en fabriksarbejder forløser sin frustrationer ved at dræbe familien, inden han begår selvmord”¦ Hård kost for sarte sjæle, men udført imponerende konsekvent musikalsk såvel som lyrisk.

Lou Reed: Berlin (1973)
Skal det være ætsende ondt, er der ingen vej uden om Onkel Lou. En rockhistorisk bedrift af et konceptalbum om to fortabte speedfreaks’ dybt destruktive sammenbrud i 1970’ernes Berlin. Tragisk på grænsen til det uudholdelige – ikke mindst tour de forcen The Kids inklusiv afsluttende barnegråd – men også et gribende og berigende bekendtskab på grund af det tårnhøje sangskrivnings- og tekstmæssige niveau. Et indiskutabelt højdepunkt i en lang solokarriere.

Lars Simonsen

Son of the Velvet Rat: By My Side (2004)
Den østrigske singer/songwriter Georg Altziebler har haft det værre end de fleste, hvad angår kærlighedskvaler. Denne debutplade, under navnet Son of the Velvet Rat, er gennemsyret af tyste akustiske numre om ulykkelig kærlighed. Og med mørk sangstemme og linjer som: “Somebody smoked my paperwings / So I must fall” og “This is the future / Black but open wide” er håbløsheden til at tage og føle på.

Sophia: The Infinite Circle (1998)
Sophias frontfigur Robin Proper-Sheppard har en sublim evne til at fremføre hårrejsende og yderst melankolske sange, som bekræfter, at der findes andre, som har det værre end én selv. Sangene domineres af akustisk guitar, og de emmer af sørgmodighed takket være eksempelvis violin og cello samt ærlige, smertefulde tekster som “woman, you’re a whore” og “and woman, is it easy to forget that you really destroyed me?

Beck: Sea Change (2002)
These days I barely get by / I don’t even try” synger en usædvanlig afdæmpet og melankolsk Beck på denne melankolske perle af et album, efter at forholdet mellem slackerkongen og hans kæreste gennem ni år, tøjdesigneren Leigh Limon, gik itu. Via den citerede linje såvel som hele pladen fornemmer man i dén grad, at amerikaneren var nede på bunden – og at lytte til de triste sange kan virke som salve til éns egne blødende sår.

Martin Petersen

Eels: Electro-Shock Blues (1998)
Hvad er et knust hjerte imod sygdom, selvmord og død i familien? Og er der nogen bedre terapi end at synge med og få det ud? Nej vel? Hvorfor så ikke tage hovedtelefonerne på og synge med på sange om død, begravelser, indlæggelser, mislykket terapi og alle de andre ting, denne plade rummer, der får et knust hjerte til at fremstå som en mindre omstændighed. Supplér til sidst med It’s a Motherfucker fra Daisies of the Galaxy, og livet giver mening igen.

Spain: I Believe (2001)
Når en plade åbner med linjerne “Oh, the feeling never went away / like she did / now she haunts all my dreams“, ved man, hvad klokken er slået. Og når tracklisken forsætter med titler som Born to Love Her og You Were Ment for Me, kan man sætte selvpineriet på standby for en stund og svælge i Josh Hadens ulykkelige kærlighedshymner i stedet. Stemningen, stemmen, endda billedet af pigen med det nedslåede blik på omslaget – alt oser af ulykkelig kærlighed.

Ben Webster meets Oscar Peterson (1959)
Dette røg- og tårefyldte jazzmesterværk vil være det perfekte valg, når du på den anden side af midnat, efter 2 flasker rødvin, et halvt karton smøger og 10 forgæves opkald til ekskæresten, indser, at det næppe bliver dig og hende igen. Spring åbningsnummeret over, og skru op for When Your Lover Has Gone, mens du systematisk ødelægger alt, hvad hun måtte have glemt i din lejlighed og fjerner alt, der kan frembringe bare det mindste minde om det, der var.

Deltag i debat