Plader

Dub Tractor: Hideout

Skrevet af Mikkel Arre

Endnu en gang forfiner Anders Remmer sin blanding af vuggende electronica og afdæmpet, kortfattet indiepop. Det medfører ingen landvindinger, men er virkelig veludført, organisk og rart.

Anders Remmer har valgt en paradoksal titel til sit femte Dub Tractor-album. For godt nok er der stadig ikke de helt store armbevægelser i Remmers musik, der fortsat er en fint afstemt sammensmeltning af knasende electronica og 80’er-indie i stil med New Order (eller i hvert New Orders basgange) – men på Hideout er Remmers melankolske følsomhed kommet længere ud i det fri end tidligere. Helt i den remmerske ånd bliver den aldrig anmassende. Men den er der.

“Much Better Than This” sukker af lavmælt længsel – og det bliver understreget af den intime, lyse vokal, der nærmest hviskende gentager titlen igen og igen. Efter en håndfuld gentagelser splittes vokalen op i to lag, der tøvende bliver til en tostemmig harmoni, som går godt i spænd med den lyse basmelodi.
Melodien er et eksempel på en anden tendens på pladen, nemlig at melodierne har fået mere vægt og fokus siden More or Less Mono fra 2003. De varme melodi-rundgange, hovedsageligt spillet på de lyse strenge på en bas, ligger stort set altid helt fremme i lydbilledet. Det giver en charmerende umiddelbarhed – ikke mindst når melodierne er fængende.

For når de er det, er det nærmest umuligt ikke at falde for Dub Tractor – og et nummer som “I Forgot” lyder omtrent som en traditionel sang … og i hvert fald som et forårshit. Det er et af de hurtigste numre, og beatet er mere direkte og tydeligt end vanligt, hvilket understreger den energi og drivkraft, der er i den ligefremme melodilinje.

Mens vokalduetten i “I’m Like You” er en anelse mere stillestående, er guitarmelodien mindst lige så fængende som i “I Forgot”. Der er igen fremdrift og (relativt meget) tempo – og samtidig demonstrerer de gyngende forskydninger af vokalerne, hvor omhyggeligt Remmer redigerer og anretter sine numre.
Dét aspekt er endnu mere tydeligt i åbningsnummeret, hvor bassen underløbes af knitren og nøje afmålte, svagt hvæsende klange. “I Woke Up” viser sig at være overraskende fyldigt i lyden takket være en dyb basgang, der får lov at runge som under hvælvinger. Ikke at fyldigheden er et skelsættende nybrud for Remmer – dem er der ingen af på Hideout – men det klæder ham, at han tør udfordre sin minimalistiske signaturlyd.

Omvendt er “Begin and End” et klart bevis på, at den mere omsiggribende og organiske lyd, der altså præger størstedelen af pladen, gør det problematisk for Remmer at vende tilbage til tidligere tiders mere spartanske og statiske lyd. Når Remmer holder den varme fylde tilbage, sidder man som lytter og venter på, at bassens melodier snart kommer tilbage.

Dermed ikke sagt, at de mere stillestående numre er sjusket venstrehåndsarbejde – for alt på Hideout er virkelig veludført – men når man i forvejen kender More or Less Mono, er det rarest at høre Remmer bevæge sig videre. Ikke mindst når det også er dér, han bevæger lytteren mest.

Derfor er det også en fornøjelse, at Remmer slutter helt på toppen. Titelnummeret har ikke helt samme umiddelbarhed som andre numre, men lyder til gengæld som en nærmest perfekt udgave af blandingen af elektronik og indiepop-guitar. Et forrevent, forvrænget guitaranslag starter nummeret og bliver derefter ved med at vugge rundt i lydbilledet omkring den duvende bas. Guitarens skramlen har noget luftigt over sig og giver musikken et strejf af stræben efter noget højere – eller med andre ord endnu en lavmælt indikation af længsel.

★★★★☆☆

Deltag i debat