Plader

Embassy, The: Tacking

Skrevet af Nikolaj Rasmussen

The Embassy vil gerne lægge op til dans med en omgang disco-inspireret synthpop. Desværre får albummet ikke én til at lede særlig grundigt efter danseskoene, fordi det simpelthen ikke er vedkommende i længden.

Svenske The Embassy debuterede for tre år siden, og nu er de klar med opfølgeren, der har fået titlen Tacking. Bandet trækker stilmæssigt på den festlige og energiske del af synth-poppen, som havde sin storhedstid i 80’erne. Her var umiddelbarhed og dans vigtige ingredienser.
Og i denne kolde februar, der lige nu indhyller Danmark i grå nuancer, kunne man håbe på, at Tacking ville fremdrive et par smil og lægge op til en dans eller to. Men i stedet for at være en varm oase at danse rundt i ender Tacking med at have flest lighedspunkter med en af de vinterdage, som vi kan se uden for vinduerne lige nu.

Som skrevet er det meget tydeligt at høre synth-poppen i The Embassys musik. Alle numre er bygget op omkring elektroniske diskorytmer og forsanger Fredrik Lindsons bløde stemme minder utroligt meget om Bernard Summers (fra New Order). I det hele taget er The Embassys lyd utroligt retro. Det lykkes dem dog at undgå at blive totale plagiater af fortiden og finde deres eget ståsted ved flere steder at blande en lidt indie-rocket tone ind i numrene.

Men mestendels bliver der ikke ændret på den faste formel i løbet af albummet, og i de enkelte numre sker der heller ikke den store udvikling. Melodierne ender ofte med at gå i tomgang halvvejs inde i sangene, hvilket må siges at være den største anke imod pladen. Hverken det rytmiske eller melodierne er stærke nok til at holde albummet oven vande.

Et eksempel er “It Pays to Belong”, som slutter stort set med samme lyd, som det startede. Efter flere gennemlytninger er der ikke nok power på hverken melodierne eller rytmerne til, at det fortsat er interessant og fængende. I stedet for at opfordre til at iføre sig danseskoene ender nummeret med at tendere det kedsommelige.

Der findes dog lyspunkter på Tacking, og albummet ville bestemt ikke ødelægge stemningen, hvis det blev sat på anlægget til en fest. Dog er det hele tiden, som om der mangler noget: nemlig, at musikken indeholder nogle overraskelser og lidt mere interessante indslag, som kan medvirke til, at albummet ikke bliver så forudsigeligt og i længden jævnt.

I forhold til parallellerne mellem Tacking og en grå vinterdag må det siges, at de begge efter et stykke tid bliver lidt kedelige, og det bliver derfor til en karakter i den lidt kedelige ende af skalaen.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat