Plader

Film School: s.t.

Skrevet af Kasper Würtz

Det er mørkt, røgfyldt og smager af 80’erne. Film Schools andet udspil reproducerer i fin stil lyden af tidlig The Cure og det dystre Manchester, blandet med shoegazing og ærlighed. Og det er slet ikke så dårligt igen.

I mine yngre dage havde jeg en ret klar og filmisk forestilling om, hvordan der ville se ud i min første lejlighed. Af uvisse årsager fremstod billedet af det store lokale altid i støvet sort/hvid, som komplementeredes af enorme mængder cigaretrøg, på trods af at jeg aldrig har røget. Der var en sort sofa, og så var der det vigtigste: et par store højttalere, som konstant spyede musik ud. Det var altid Joy Division, der spillede, for den mellemgulvsvibrerende bas og de dystopiske tekster var det ideelle soundtrack til min teen-spleen-drøm af en lejlighed.

Det er langt fra nogen nyhed, at de mørke 80’ere har leveret ret betragtelige mængder af inspiration til en nyere bølge af bands med Interpol og Bloc Party som nogle af de mest slagkraftige – og det er også i dette dystre farvand, at amerikanske Film School flyder rundt i på deres andet album. Deres selvbetitlede album kunne meget vel fungere som lydspor for fremtidige generationers atmosfæriske og røgfyldte drømmerier – uden at musikken rører skyerne på samme måde som Ian Curtis og co.

I første omgang er det dog en anden engelsk gruppe, som står model til stemningsbilledet, hvilket både skyldes de langstrakte, Cure-lignende guitarlandskaber i “On & On”, som emmer af dunkel atmosfære, og forsanger Krayg Burton, der lyder som en punkteret udgave af Robert Smith. Vokalen er fladere end forbilledets og ikke helt så grådfyldt, men Film Schools kreative rygrad formår alligevel at berøre lytteren, hvilket ubetinget er det væsentligste. Derfor føler man sig heller ikke synderligt stødt, når nummerets sammenflettende guitarer nærmest plagierer Interpol, for det virker ikke som pastiche, men mere som et respektfyldt leveret element, som passer ind i nummerets udvikling fra det flydende til en strammere og mere Joy Division-agtig opbygning. Denne balancegang fornemmes i majoriteten af sangene, og selv om håndværket ikke er synderligt originalt, er selve udførelsen mestendels ganske vellykket.

Generelt har Film School faktisk skruet en ganske fornem og afvekslende plade sammen og formår at kombinere den atmosfæriske mørkerock med shoegazerelementer som i “11:11”, der indledes med kraftfuld bas for derefter at opbygge lag-på-lag-guitarer, inden et støjende klimaks runder nummeret fint af. Anderledes nøgen fremstår den nærved-akustiske “Sick of Shame”, der åbenbarer en skrøbeligere lyd og dermed viser en sårbarhed, som klæder bandet.

Dette forstærkes af “Like You Know”, som minder om My Bloody Valentine i et afdæmpet moment, igen med et smukt akustisk tilsnit. Der gennemgås altså en række forskellige musikalske faser, men det hele smager stadigvæk af røg og tungsind, og er derfor medvirkende til at give et ganske stabilt indtryk. Pladen slutter endda med et vaskeægte højdepunkt i form af “P.S.”, som ligger midt imellem depressionen og optimismen, og derfor bliver en af den slags sange, hvor det er lytterens humør, der bestemmer om de lyse orgeltoner vækker håb eller mismod.

Film School virker søgende i forhold til deres helt eksakte udtryk og farves derfor lidt vel rigeligt af forbillederne, men ligesom teenageren går de helhjertet og ærligt ind i hver enkelt inspirationsfase. Det giver et slutresultat, som absolut er værd at lytte til, både i ungdomsfantasien og i den fodkolde virkelighed.

★★★½☆☆

Deltag i debat