Plader

Lampshade: Let’s Away

Skrevet af Mikkel Arre

Lampshades album nummer to er et pænt fremskridt i forhold til debuten, og deres støjrock har fået et noget mere udadvendt og nærværende præg. Rebekkamarias vokal er stadig excentrisk, sine steder grænsende til det irriterende, men bandet spiller så godt, at man mestendels bærer over.

Titlen på Lampshades debutalbum, Because Trees Can Fly, var i en vis forstand ret sigende. I hvert fald hvis man som jeg forestiller sig, at træer er så tunge væsener, at de kun er i stand til at lette, men ikke kan flytte sig særlig langt. Lampshades debut lettede og landede og lettede og landede, uden at den af den grund kom nogen vegne. Der var masser af stilhed-støj-formler, men dramatikken virkede unødvendigt bastant.

Let’s Away er en mindst lige så betegnende titel. Der er nemlig en helt anden bevægelse og fremadrettethed over opfølgerpladen – Lampshade vil ud af den indadvendte skal, og de er kommet godt ud af skovens mørke: »My eyes adjust to the sunlight,« synger sangerinden Rebekkamaria i “By and By I Come”, og det går helt fint. Lampshade tager stadig udgangspunkt i grænselandet mellem støjrock og den lavmælte, ofte klaverbaserede singer/songwriter-stil, som bl.a. Stina Nordenstam og ligeledes svenske Granada er garanter for. Midtvejs på pladen bruger Lampshade netop klaveret til uden de store armbevægelser at skabe en dramatisk, fortættet stemning, og det fungerer flot.

Netop “By and By I Come” er et af eksemplerne på, at det især er optimisme, som præger Let’s Away. Med glade konstateringer som »I’m loved, caressed, contained and free« kombinerer Lampshade en virkelig intens støjrock med noget, der vel godt kan kaldes lovsang. I det huggende klimaks er der både strygerflader og dæmpede horn, hvilket er et af flere beviser på, hvor fint Lampshade supplerer guitar, bas og trommer med anderledes instrumentering.

“By and By I Come” strækker sig over knap seks minuter, og den fine disponering af nummeret, der aldrig føles langtrukkent, er karakteristisk for hele pladen. I den Shakespeare-citerende “Feather of Lead” når Lampshade at opbygge et tungt og drønende klimaks med buldrende GY!BE-trommer på under fire minutter, uden at det kommer til at virke forhastet eller sammenkrampet. Samme fine disponering gør sig gældende i både “In the Woods”, der elegant vender rundt på konventionerne ved at starte tungt og slutte stilfærdigt med korflader, og “It’s OK”, som med den relativt tunge basgang in mente gør sig bedst i netop en kort udgave.

Sidstnævnte nummer afslører imidlertid den mest markante svaghed ved Let’s Away: Rebekkamarias irriterende fraseringer. Takket være hendes superkrukkede udtale gik der syv-otte gennemlytninger, før det gik op for mig, at teksten i “It’s OK” rent faktisk hovedsageligt var dansk. Jeg har ikke det store problem med, at hun lyder en smule lillepiget – men når hun i den ellers herligt energiske “New Legs” begynder at dekorere nummeret med noget, der minder om opera-koloraturer, bliver det mildt sagt kokette Björk-præg for meget.

Til gengæld gør hun det glimrende i de to duetter med Damien Jurado, og især i coverudgaven af Jurados egen “Tonight I Will Retire” passer hendes lyse, letbenede vokal glimrende sammen med Jurados noget mere sprukne stemme.
Men det ændrer ikke på, at det bedste ved Let’s Away er, at Lampshade lader til at have fået styr på at skrive gode sange, der for fire-fem stykkers vedkommende bliver hængende i hukommelsen allerede efter få gennemlytninger – og frem for alt fået styr på disponere sangene på en god måde.

Let’s Away er nemlig en plade, hvor flowet er så fint, at man ikke overvejer at springe numre over – heller ikke når Rebekkamarias stemme truer med at få bægeret til at flyde over. Det kan man nemlig ikke for alvor lade sig gå på af, fordi Lampshades støjrock er så velspillet, varieret og kraftfuld – uden at miste det imødekommende, optimistiske udgangspunkt af syne ret længe ad gangen.

★★★★☆☆

Deltag i debat