Plader

Loney, Dear: Sologne

Skrevet af Erik Bendix

Lune nordiske sommeraftener med uendeligt meget lys og forventningen om, at det alt sammen snart afløses af vinterens kulde. Dette kunne meget vel være en definition på svenske Loney, Dears debutalbum. Smuk melankoli blandes på fornemste vis sammen med en unik popsensibilitet, man skal lede længe efter.

10 numre er ikke særligt meget, men det gør ikke noget, når kvalitetsniveauet er så højt som på svenske Loney, Dears første udspil Sologne. Manden bag er Emil Svanängen, der har indspillet albummet i sine forældres kælder og i sin lejlighed i Stockholm (angiveligt udelukkende på minidisc). Denne spartanske fremgangsmåde forværrer dog på ingen måde helhedsindtrykket. De 10 numre stråler simpelthen om kap med hinanden.

Loney, Dear er eksponent for følsomhed krydset med det mere eksperimentelle – og for en legesyge i fin forbindelse med det voksne. Smuk melankoli hånd i hånd med en nærmest barnlig glæde. Alt dette holdes sammen af en spillelyst, som det er svært at undgå at blive smittet af. Pladen bobler af overskud fra første til sidste sekund. Alt dette lyder imponerende, men det er ikke uden grund, for dette er en af de bedste udgivelser fra søsterlandet, undertegnede har hørt i lang tid.

Stilen er lagt allerede fra åbningsnummeret “I Fought the Battle of Trinidad and Tobago”. Nummeret er ganske enkelt fremragende. Dette er i virkeligheden det eneste mulige åbningsnummer til en cd som denne. “I Fought…” er centreret omkring Svanängens karakteristiske lyse vokal, og nummeret rammer plet med Loney, Dears særegne blanding af det venlige og det melankolske. Hvis dette var en landskamp, ville svenskerne hermed have scoret det første mål.

De seneste år har der nærmest været tale om en revival inden for singer/songwriter-genren. Kunstnere som Devandra Banhart, Antony and the Johnsons, Will Oldham, Smog og Cat Power for bare at nævne nogle få. Scenen spræller i allerhøjeste grad af vitalitet, og selvfølgelig trækker det spor til de skandinaviske breddegrader. I dette tilfælde Sverige. Loney, Dear lægger sig med andre ord til rette i allerede pløjet jord, men formår at finde sin egen plovfure ganske uforstyrret af andre.

Det fantastiske nummer “The City, the Airport” vil med Svavängens skingre skrålen uden tvivl få de fleste fødder til at trampe begejstret i gulvet. Nummeret passer til en glad formiddag, hvor man hopper rundt derhjemme i strømpefødder med en kop te i umiddelbar nærhed. Selv om der er mørke og melankoli på Sologne, bliver det gudskelov aldrig deprimerende for lytteren. Tonen er håbefuldt optimistisk, og al pop-musik skulle lyde som dette.

Et af pladens bedste numre er uden tvivl “Into the Arms”, der vil lande blødt i det inderste af selv de hårdeste hjerter. En smuk kærlighedssang, der aldrig bliver patetisk og oven i købet bløder på den helt rigtige måde. Det er i det hele taget svært at komme med et bud på, hvilket nummer der er pladens bedste, da langt de fleste numre er ganske fremragende. Det er dog værd at fremhæve “Take It Back” og “I Lose It All”, som mulige kandidater. For at vende tilbage til landskampsanalogien: Det kunne se ud, som om Sverige har scoret de afgørende mål.

Hvis man skal komme med en kritik af Sologne, må det være, at det rent instrumentale “Grekerna” er overflødigt fyld, og at “Won’t You Do?” er en lille smule kedeligt. Disse dråber af malurt forgifter dog langtfra denne glimrende udgivelse. Det er niveauet i de resterende sange alt for højt til. Loney, Dear er uden tvivl et orkester, man skal holde godt øje med. Det bliver spændende at se, hvad der diskes op med engang ude i fremtiden. Sagt med andre ord: Man kan sagtens forstå, at Sverige skal med til VM med de spillere, de besidder.

★★★★★☆

Deltag i debat