Nyheder

Matmos sampler snegle på nyt album

Den eksperimental-elektroniske San Francisco-duo Matmos har endnu en gang fundet frem til hidtil ukendte lydkilder til elektronisk musik.

Efter tidligere at have samplet f.eks. skvulpende fedt fra skønhedsoperationer og skrigende rotter på A Chance to Cut Is a Chance to Cure har Martin Schmidt og Drew Daniel nu forenet sig med en flok snegle.

De slimede dyr laver ingen som helst lyde, der kan samples. Derfor anbragte duoen sneglene i en glasbeholder, som blev belyst af en laserstråle. Laseren var forbundet til en theremin, og når sneglene bevægede sig ind i eller ud af laserstrålen, skiftede thereminen tone. Ved at skrue optagelsens tempo gevaldigt op nåede Matmos dermed frem til verdens vel nok første snegle-solo.

Sneglene er en del af et nummer dedikeret til forfatterinden Patricia Highsmith, der selv holdt snegle som kæledyr – og det kan høres på Matmos’ kommende album The Rose Has Teeth in the Mouth of a Beast, der udkommer 9. maj.
Hvorvidt albummet kommer til at rumme lyden af det sækkepibe-lignende instrument, som duoen for nylig har konstrueret ud af livmoderen og æglederne fra en ko – ja, det er der intet nyt om, men vi kan håbe…

Leave a Reply