Plader

Merz: Loveheart

Skrevet af Mads Jensen

Merz inviterer efter syv års pause på en oplevelsesrig rejse med Loveheart. Albummet er en perle, der byder på både dyb melankoli og naive kærlighedssange – og det har i den grad været den lange ventetid værd.

Hvis du hører til dem, der mener, at den 14. februar er noget, der bør fejres, kunne denne plade være en god gave på Valentins Dag. Conrad Lambert, som Merz egentlig hedder, kommer nemlig godt rundt om kærligheden på dette album, der bærer det til “højtiden” passende navn Loveheart. Albummet har været hele syv år undervejs, og det kan høres. Det tager tid at få et album til at fremstå så helstøbt som dette, og intet er overladt til tilfældighederne. Teksterne er meget enkle og smukke, og musikken, der akkompagnerer dem, er afslappet i sit tempo uden at blive kedelig. Der indgår så forskellige instrumenter som indianertrommer, ukelele, mandolin og Hammond-orgel, og disse samarbejder med synth samt helt traditionelle instrumenter som guitar, bas og trommer. Da kun et beskedent udpluk af instrumenterne benyttes på hvert enkelt nummer, bevares teksternes minimalistiske udtryk i musikken.

Loveheart bærer tydeligt præg af Merz’ syvårige personlige rejse. Derfor kan Loveheart med lidt god vilje fremkalde associationer om en togrejse, men ikke en af DSB’s regionaltogsture gennem et regnvådt Jylland pakket med højtråbende folkeskoleelever – man skal snarere forestille sig en tur med Den Transsibiriske Jernbane. Tværs over et uendeligt kontinent kører du af sted på kolossale sletter, over bjergkæder og langs majestætiske floder. Over golde og frugtbare egne. I regn, sne og sol.

Således er Loveheart: én lang sammenhængende rejse, der indeholder det hele. Her er dyb melankoli og opløftende kærlighedssange. Den begrænsede instrumentering forfører i første omgang lytteren med sin enkelhed. En enkelhed, der dog bliver mindre og mindre udpræget, jo længere man lytter til albummet. Konstant finder man små finesser at holde af, og på den måde indeholder Loveheart en hel rejse på blot lidt over en halv time.

Den eneste egentlige bølgedal, der er på albummet, er det sært betitlede “At Night I Dream Your Bedroom’s Crammed With Ducks”. Det er et højst unødvendigt mellemstykke, der kun bidrager til, at de øde, ensformige sletter på vores metaforiske rejse kan virke lidt rigeligt monotone. Det er et kritikpunkt, man umiddelbart kan være meget tilbøjelig til at anføre for hele albummet efter første gennemlytning, men albummet udmærker sig ved nærmere bekendtskab. Og det er i længden kun dette mellemstykke, der virker småirriterende. Som bekendt er det dog et problem, der let kan afhjælpes ved et let tryk på fjernbetjeningen.

»Without you all love is gone / Without you all luck is gone.« Så enkelt og smukt synger Merz på den lige så enkelt instrumenterede “Verily”. Den er meget melankolsk og efterlader lytteren med en følelse af tomhed og mørke, som kun de bedste, triste kærlighedssange kan gøre. Til slut synger Merz »without you I’m like a setting sun« på vej ud i nattemørket.

På vej over højsletterne i høj sol og ved godt mod kan man passende lytte til “Butterfly”. Det er en sang, der både i sin melodi, sit inciterende kor og i teksten emmer af forår. Den lyder, som man føler det, når vinterens mørke letter, og man endelig er på vej mod sommer, lys og varme. Følelsen, vi alle kender fra en begyndende forårsforelskelse, genskabes her af en lys og frejdig vokal.

Når rejsen nærmer sig sin ende, og man nærmer sig Stillehavet, passer titelnummeret aldeles udmærket. Sangen virker på samme tid meget frisk og afslappet. Den lægger ud med lydeffekter i form af kvidrende fugle og havets brusen langs stranden. Dertil lægges en fremtrædende akustisk guitar samt en dyb og rolig vokal.

Nummeret afslutter vores rejse perfekt. Man sidder med en udpræget følelse af at være kommet ud på den anden side – af at have gennemført en rejse. Nu er den overstået, og man har dannet sig et indtryk af oplevelserne: »Love can’t be found / Love, it’s got heart / Loveheart.« Merz er efter sin syv år lange rejse nået til en erkendelse af sig selv og hviler nu i sig selv.

Ved nærmere eftertanke: Når Valentins Dag oprinder, så hold dig til blomster, og køb Loveheart til dig selv.

★★★★★☆

Om skribenten

Mads Jensen

 

Biografi:

Jeg kom først sent til at høre god musik, om man så må sige. Som lille knægt syntes jeg, at Shakin’ Stevens og Tina Turner var ret godt. Senere var jeg lige inde over lidt euro-dance. Nu er jeg lykkeligvis blevet kureret og hører, hvad jeg vil kalde markant bedre musik. Jeg kommer fra Aalborg, men bor nu i Odense, hvor jeg læser filosofi med engelsk som tilvalgsfag. Mine interesser udover musik er primært litteratur og at skrive. En god diskussion om religion eller udenrigspolitik går jeg heller ikke af vejen for.

 

Hører i øjeblikket:

Santogold: S.t.

- En blanding af alt godt fra den dansable musiks verden. Jeg ved ikke, hvor godt den holder i længden, men lige nu passer den perfekt. MySpace.

Shivvers: Lost Hits From Milwaukees's First Family Of Powerpop: 1979-1982

- Nogen fortalte mig, det her er et godt powerpopalbum, men det kan siges meget kortere. Det er nemlig bare et godt album. Punktum. Det er banalt, sødt, happy-go-lucky og først og fremmest catchy. Det er lyden af alle teenage-forelskelser nogensinde. MySpace

Lisa Lisa & Cult Jam: This Is Cult Jam

- Nu hvor firsene bliver mere trendy by the second, så er det ganske oplagt også at kigge tilbage, når man skal ryste sin moneymaker. Latin freestyle går man aldrig fejl af, hvis man vil have bas og kitsch i stride strømme. Mindst af alle steder hos Lisa Lisa & Cult Jam. Can You Feel the Beat på YouTube.

Slapp Happy: Casablanca Moon

- Avantgarde-pop er det blandt andet blevet kaldt. Og det er både kantet og catchy. Dette album er fra '74, men det kunne ligeså godt være fra i år. Det er bare tidsløs god musik. Man kan fordybe sig idet, men også bare bruge det som baggrund.

Elysian Fields: Queen of the Meadow

- Åh! Den stemme! Så sexet, så lokkende. Elysian Fields kalder selv deres musik for noir rock, og det passer ret godt. Det er meget mørkt, drømmende og ikke mindst behageligt. En oplagt slappe-af-på-sofaen-plade.

 

Fem favoritalbums:

My Bloody Valentine: Loveless

Bruce Springsteen: Ghost of Tom Joad

M.I.A.: Kala

Emmylou Harris: Wrecking Ball

Blondie: Parallel Lines

Skriv et svar