Plader

Pafpetakel: De dekonstruktivistiske tænkeres endeligt vol. 1

Skrevet af Mikkel Andersen

Psykedeliske underholdningskompositioner, et bombardement af underlige samplinger og skævvredne lydbilleder, sortsnak og en mængde storytelling. Hvad er meningen med denne plade? Er det her et indlæg på den alternative musikscene eller regulær underholdning? Måske en kombination?

Pafpetakels De dekonstruktivistiske tænkeres endeligt vol. 1, er en slags opsamlingsheat for multikunstneren Lars Fuhrs udgivelser fra slutningen af 80’erne frem mod idag. Det er et farverigt sammensurium af en mængde skøre, maniske og vanvittige musikalske (?) indfald, og der er tilsyneladende ingen rød tråd gennem de 25 numre, men derimod en ubegribelig alsidighed af genrer. For derfor at vende tilbage til mine indledende spørgsmål: Jeg ved det virkelig ikke!

Pladen skærer undervejs smil i lytterens ansigt, men skaber samtidig spekulationer om Lars Fuhrs sindstilstand. En del af materialet befinder sig simpelthen på grænsen af vanvid. Ikke kun fordi teksterne er opsigtsvækkende mærkværdige, men også fordi mange af numrene – heriblandt flere, jeg ikke vil betegne som musik, men nærmere misbrug af samplere og elektronik kombineret med mono- og dialoger – udfordrer lytterens velvilje.

Teksterne, både i form af sanglyrik, men også som lydspil, indeholder en underfundighed uden lige. Eksempelvis dialogen i nummeret “Ålborg Drypstenshule”:
– Se far, nu er der radioaktiv regn igen!
– Mmmh, så kan vi rigtig se hønsene, når det er mørkt.
(Støj, samplingsmudder, skratten)
– Velkommen til Aalborg Drypstenshule, hvor vi har samlet disse fantastiske forstenede purløg. Professor Langbjerg sidder nu fastspændt inde i det lille bur…
– Fordi han ikke kan styre sine celler.
– NØJ!
(En samplingsstorm uden lige)

Det er jo det rene nonsens! Og det gentager sig flere gange. Men det rummer samtidig en sortsnakkende galgenmandshumor, der frembringer hysterisk, manisk latter. Det kan vel genrebetegnes som surrealisme. Et fordansket soundtrack til Luis Buñuels “Den andalusiske hund”.

Ser vi så udelukkende på elementerne af musik i traditionel forstand, er udgivelsen en smule fattig. Pafpetakel beskæftiger sig med adskillige genrer fra pop og rock til psykedelisk electronica med adskillige sing-along-elementer, men uden at det nogen sinde bliver særlig vellykket. Det er en række banaliteter, der bæres af lyrikken, hvilket er ganske trist den tydeligt farverige hjerne bag værket taget i betragtning.

Samlet set er pladen som underholdning ganske udmærket, men som musikalsk indslag ligegyldig. Den er sjov at hive frem og lytte til et kvarters tid, men i længden nærmest uudholdelig.

★½☆☆☆☆

Deltag i debat