Plader

Sleeping Beauty: Let’s Take a Ride EP

Til trods for at Let’s Take a Ride indeholder få numre, formår den svenske duo alligevel at vise flere facetter af deres kunnen, og selv om det begynder lidt sløjt, henter de lidt i finalen, hvilket gør ep’en til en “både og”-oplevelse.

Hvis Let’s Take a Ride er udgivet som en form for prototype for et kommende album og dermed som et varsel om, hvad man kan forvente af en langspiller, gør ep’en sit arbejde rimelig godt.
Man får en kort, men alligevel grundig, indføring i duoen Liberg og Seanders lydunivers.
At der er tale om god gedigen country med lidt skelen til roots-rocken, kan der ikke være to meninger om. Det forsøges heller ikke skjult, men de to svenskere angriber genren lidt forskelligt, afhængigt af hvilken ende af ep’en man skuler til.

Første del er lige ud af landevejen med “1-2-3 så spiller vi”-arrangementer med en lidt intetsigende og anonymt tilgang til genren. Der er alt for lidt bid i rocken, og selv om man godt kan få foden til at vippe lidt op og ned, hænger både titelnummeret og det efterfølgende “X-Mas” alt for langt nede i mudderet og kommer aldrig for alvor i gang.

Tredje nummer “Whatever Happened to Louise” er lidt af en blød mellemvare med henvisning til samme anke som de foregående to numre. Det til trods rummer det ukulele- og tromme-fokuserede akustiske countrynummer alligevel både kækhed og et skævt omkvæd, der er ganske charmerende og gør det svært at negligere.
Det er denne her buffer af et nummer, der skal binde første og anden halvdel af ep´en sammen, og det gør nummeret for så vidt ret godt, selv om der stadigvæk er et eller andet, der kradser.

Til gengæld kommer der andre boller på suppen, når tonen slås an på det mørke og langt mere improviserede “New Boy”, hvor violin og lap-steel skaber en dunkel og dyster stemning, der pludselig står godt til Petter Sanders nasale vokal. Her rammer den svenske tristesse solar plexus, og de meget tunge, enkle guitarrifs, der indimellem buldrer i baggrunden, har en god effekt, og for første gang viser svenskerne et alternativt tiltag i forhold til den konventionelle country, hvilket klæder dem.

Stemningen fortsætter i “Somebody New”, der dog med humørsvingninger i form af skiftende tempo og piano/vokal-duet skaber en intim, melankolsk og langt mere interessant afslutning af ep’en. Her tager bandet flere chancer og lader numrene drive stemningen frem. På den måde nærmer Sleeping Beauty sig lidt af dét, deres landsmænd i duoen Hederos/Hellberg havde så stor succes med i deres emotionelle pianodrevne numre.

Denne ep giver et fint indblik i, hvad Sleeping Beauty kan og vil. Man kan kun rose duoen for deres fine og velkomponerede melankoli, der både tager chancer og stiller krav til lytteren. Til gengæld er deres up-tempo country alt for ordinær og lidt kedelig i længden. Her mangler de lidt af den skabelon, som de sidste numre er skabt af.

★★★☆☆☆

Deltag i debat