Plader

Sövsö: We Are All the Same

Sövsö fra Haderslev er ude med deres første, (selvfinansierede) fuldlængdealbum. Desværre har manglen på alt, hvad der peger i retning af individualitet haft den konsekvens, at endnu en plade er endt på undertegnedes glemme-hylde.

Sövsö har aldrig før besøgt min pladespiller, men det første, der faldt mig ind, da jeg satte We Are All the Same på, var fluks at tage den af igen. Skuffelsen ved for gang nummer 10.000 at lægge ører til endnu en forsanger, der prøver at lyde ligesom store drenge a la Eddie Vedder, James Hetfield eller sågar Kasper Eistrup, var næsten for dyb, til at jeg gad lade Sövsö stjæle mere end det ene minut, de allerede havde snuppet fra min grå januar-eftermiddag.

Pladen har på trods af grove overspringshandlinger listet sig ind siden da, men efter at have lyttet til den (i sin helhed!) adskillige gange har mit syn på den slags uopfindsomhed dog stadig ikke ændret sig. Til gengæld må det nævnes, at der ikke er sparet på energien, viljen og bandets åbenlyse trang til store, melankolske guitarrock-udladninger – og følelser er der sikkert også masser af. Det, der savnes, er til gengæld de melodier og den originalitet, der er et must, når man som band absolut vælger at følge den linde og selvfortærende mainstream-rockstrøm.

Første nummer på pladen er Visual Knowledge, der inviterer indenfor med et par hårde guitarriffs, så et langt break, der efterfølges af fortsatte, gentagende, rytmiske riffs, der lægger sig støt og modsvarende til de markante trommer. Invitationen vendes desværre i højere grad til det modsatte, da den forvrængede vokal, der tydeligvis lider under forbilledernes for voldsomme påvirkning, gør sit indtog. “I don’t agree“-omkvædet er storladent og bliver godt nok knaldet hårdt igennem, men det overlader ikke andet til tænketanken end associationer til efterskole-rock.

Herfra synker vi ned i et andet, mere dæmpet udtryk i nummeret Snobach. Der er skåret helt ned for de store armbevægelser, og i stedet er det her guitaren, senere monotone toner fra klaveret, og de sløve trommer, der danner det instrumentale grundlag. Selv om nummeret er lidt trivielt og mangler personlig tyngde, er dette skift ret forfriskende, og vokalen viser sig desuden her fra en mere skrøbelig, nasal side – med den bagside, at den desværre i øjeblikke virker for påtaget og utrænet.

Hvor I Called Them My Friends eksempelvis næsten er helt nede og skrabe bunden og gnide i gentagelsens betændte sår, specielt hvad angår den highschool-nostalgiske lyrik, udtalen af denne og de generelle Green Day-associationer, er duetten Truel omvendt et mere indadvendt nummer, der står i kontrast til de andre skæringer. Selvom sangen ikke er fornyende i sig selv, vinder den på nyhedens glæde og overraskelsen ved den blide, kvindelige vokal, der tilfører nummeret en stemning, som man kan genkende hos blandt andre Green Pitch. Uden at være speciel eller åbenbarende sniger den sig ind med en fin melodi og modsvarer den igen temmelig sløve herre-vokal.

Herfra står den på D:A:D/Bryan Adams-fiksfakserier i Feel Something, inderlig sjælesøgen i den alt for langtrukne Waiting for Your Name og mere spidsfindige, voldsomme og instrumentale prøvelser i Touch You (Be Brave). Problemet med alle numrene er bare, at vokalen for det første generelt er mixet enten for svagt eller kraftigt i lydbilledet. Desuden er musikken hørt alt for mange gange før – bare i alle mulige andre konstellationer, og We are All The Same bidrager i det store hele blot til endnu mere af samme, overproppede skuffe.

Det skal ikke underkendes, at Sövsö har masser af energi og musikalsk forståelse, og der er uden tvivl blevet lagt masser af kræfter i dette projekt. Men pladen halter, når det kommer til fængende melodier, original lyd, tekster med dybde og i det hele taget en signatur. Man savner, at kortene lægges på bordet, og havde de ordinære tekster f.eks. været på dansk, havde Sövsö måske været på vej til en pil opad – i stedet får de to U’er for den flotte efterligning af Nickelback.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat