Nyheder

Speaker Bite Me på mini-turné

Inden længe er der gået fem år, siden Speaker Bite Me udgav deres seneste plade, Four Days in September. Men mere og mere tyder på, at kvartetten nærmer sig at kunne udgive noget nyt.

I september sidste år spillede de fire en veloplagt koncert på Stengade30 og lod så ordknapt som muligt forstå, at de nok skulle se at få lavet en ny plade. Det forlyder fra både mere og mindre centralt placerede kilder, at der ligger en hel del indspilninger klar – men vished om en udgivelse må vi vente på.

Til gengæld er det sikkert og vist, at Speaker Bite Me tager på en meget lille turné til april. Torsdag d. 20. april kommer de til Voxhall i Århus, og lørdag i samme uge bider speakeren fra sig på Vega.

Men inden da kan man opleve kvartetten i Basement på Vesterbro, når den lørdag d. 25. februar spiller som en del af et stort koncertarrangement, der sætter fokus på kvindehandel. Blandt de andre optrædende er Sarah Hepburn og Epo-555.

Leave a Reply