Klassikeren

The United States of America – The United States of Your Mind

The United States of America: s.t.
Skrevet af Pernille Jensen

“A registered Communist starts a band called The United States Of America and lands a major label record deal before playing a single live gig? Only in the Sixties.” Så rammende beskrev den amerikanske musikjournalist Rob Morton en tid af en anden verden, hvor musikken bedre end alt andet beviser, at kalejdoskopet simpelthen bare viste nogle andre mere udknaldede mønstre dengang.

The United States of America, s/t, Columbia Records, 1968

The United States of America: s.t.

The United States of America: s.t.

Et af de mere mærkværdige bekendtskaber fra 60’erne må siges at være The United States of America. En broget flok bestående af superfaglige nørder under altoverskyggende ledelse af Joseph Byrd – kommunist, idealist og hårdkogt musikalsk akademiker med store visioner og kompromisløse rundsave på albuerne. I 1967 samlede han en gruppe af lige så akademiske syrehoveder, svang pisken over dem, og sammen skabte de et mesterværk af en sindrig, små-skizofren og frem for alt mageløs plade, der – med al fornøden respekt – får Sgt. Peppertil at lyde som en tøsedreng på sin første skoledag.

Akademisk syrehoved
Den absolutte bagmand i The United States of America, Joseph Byrd, kom oprindeligt fra Arizona. Han fik sin M.A. på Stanford University i Californien og tilbragte årene 1960-1963 i næsegrus beundring for den moderne komponist, John Cage, som han studerede hos i avantgardisternes brændpunkt, New York. Disse år gav ikke alene Joseph Byrd pionerstatus på de hjemlige breddegrader på den solbeskinnede vestkyst, hvor avantgardemusikken endnu ikke var så udbredt.
De førte ham også sammen med Dorothy Moskowitz, som delte hans smag for alle afskygninger af grænsesøgende musik. De to blev et par, privat såvel som professionelt, og hun rejste med tilbage til Californien, hvor Byrd var blevet tilbudt en stilling på UCLA. Her dannede han en New Music Workshop, som blev hjemsted for mange mere eller mindre gakkede og gøgleragtige performancekunst-eksperimenter af den herlige, tresseragtige slags.

Byrd var imidlertid mere interesseret i at komponere end i at undervise, så i 1966 sagde han sit job op og begyndte at beskæftige sig med musik på fuld tid – en beslutning, der to år senere skulle materialisere sig som en af musikhistoriens mest originale og fantastiske plader.

Elektroniske eksperimenter og psykedeliske dyder
Det var især nyligt opfundne elektroniske instrumenter, som fangede Byrds interesse. Synthesizerpionererne Tom Oberheim og Richard Durrett var begge til stor inspiration, og især den såkaldte ringmodulator blev en vigtig bestanddel i jagten på den lyd, som Joseph Byrd var ude efter.

Han var også en af de første til at anvende en Moog-synthesizer, som mange af tidens blomsterbørn anså for at være en åndsforladt og frigid maskine med et både overklasseagtigt og politisk ukorrekt prisskilt, der sagde noget i retning af $20.000.

Byrds projekt fik navnet The United States of America – et mærkeligt patriotisk navn til et band med hornbriller og en bevidst fædrelandskritisk og samfundsfjendsk dagsorden, som desuden også gav god plads til hårdnakket glorificering af både narko og sex på tværs. Joseph Byrd havde musikken, idéerne og ikke mindst de kunstneriske ambitioner parat, og bandet gik nærmest direkte i studiet og begyndte indspilningerne til den plade, der skulle blive gruppens eneste.

Der blev sat strøm til alt lige fra violinen til trommerne, der blev anvendt båndløs elbas, og lejlighedsvis også orgel, klaver og calliope. Byrd tog sig af de fleste tangenter, deriblandt synthesizere og cembalo, og alt elektronisk, og Dorothy Moskowitz sang. Mest opsigtsvækkende er nok det totale fravær af guitar. Vi er, med andre ord, i protestsangernes og fuzz-spadens glansår 1968 og har pludselig her at gøre med et band bestående af intellektuelle etno-musikalske entusiaster, som laver en rockplade uden guitar. Men hvilken plade!

En rundflyvning i kærlighed og virkelighed
Albummet lægger dødsensalvorligt ud med The American Metaphysical Circus – et respektindgydende mikrokosmos af pladen som helhed. Det er en selvbevidst og syret, nærmest filmisk beskrivelse af et skummelt psykedelisk cirkus med bandet som formidlere af et sløret budskab, som dog med ét står klart i det tætteste, man kommer på et omkvæd: “And the price is right / The cost of one admission is your mind” – en klar besked om at lade fornuften blive hjemme, tabe hovedet og give sig hen. Voyeurisme, tortur af børn og dansende bjørne slår stilen fast; det er hverken for kyske, svagelige sjæle eller for sjov.

Den hæsblæsende anden skæring, Hard Coming Love brager af sted med tryk på alle tændrør og skærende ringmodulator-hvæs, men også med plads til sleazy hentydninger til den frie, men svære kærlighed fremført af Dorothy Moskowitz’ fortryllende vokal.

Sangerinden bliver ofte sammenlignet med hippiegudinden og følelsesfyrværkeriet Grace Slick, nok mest fordi de begge har en dyb, blød stemme. Moskowitz har dog noget mere styr på sin vibrato, og uden at miste sin varme og skrøbelighed formår hun at holde en kontrolleret distance af bestemthed til de musikalske udskejelser. Faktisk minder hun mere om Grace Slicks forgænger i Jefferson Airplane, Signe Anderson eller Linda Lee Lawley fra Eternity’s Children.

Det er altså helt sikkert Moskowitz, der tager æren for den varme og ægthed, som gennemsyrer pladen til trods for Byrds iskolde konsekvens i pladens hidsigt eksperimenterende udskejelser. Parret Byrd/Moskowitz var et evigt tovtrækkeri rent internt med Dorothy som de bløde værdiers ankerdame og Joseph Byrd som den kompromisløse og stædige diktator, og det er set i bakspejlet en konflikt, der i sidste ende gør pladen godt. Stil, temperament og væsen varierer helt vildt, men det er gjort elegant og med forførende sikker hånd.

Resultatet er en enestående symbiose af nærmest overjordisk skønhed på numre som Cloud Song og Love Song for the Dead Che, vanvittig samfundsrevsende komik med Frank Zappa som blind passager på I Won’t Leave My Wooden Wife for You, Sugar og Stranded in Time og eklektisk genrenedsmeltning på det tredelte afsluttende festfyrværkeri The American Way of Love.

Verdens bedste plade
I The United States of America mødes hjertet med hjernen. De var ikke på noget tidspunkt et typisk rockband, ej heller et eviglykkeligt hippiekollektiv. Gruppen var mest af alt et musikalsk diktatur med en usædvanlig tilgang til musik og en på forhånd nærmest dødsdømt skæbne. Pladen solgte næsten ikke, bandets få koncerter var kaotiske og mindede om ét langt, teknisk uheld. Endvidere siger rygtet, at da The Beatles hørte pladen, syntes de, at de lød som et bimmelim varietéshow, og pladeselskabet Columbia havde da også yderst svært ved at se kvaliteterne i, hvad der af selv samme årsag blev bandets eneste udspil. Men godt det samme, for hvad utallige bands forsøger at opnå på album efter album efter album, formåede The United States Of America at gøre på 37 minutter.

Pladen er en vidunderlig rejse, en knaldperle af et eventyr i kalejdoskopisk skønhed med svimlende humørsvingninger, hvirvlende fantasi og mere end noget andet en altoverskyggende hyldest til kærligheden i en verden af krig, bad trips, lorteparforhold og dødssyg hverdag.
Og ja, det er selvfølgelig verdens bedste plade.

Trackliste:
1. The American Metaphysical Circus
2. Hard Coming Love
3. Cloud Song
4. The Garden of Earthly Delights
5. I Won’t Leave My Wooden Wife for You, Sugar
6. Where Is Yesterday
7. Coming Down
8. Love Song for the Dead Che
9. Stranded in Time
10. The American Way of Love

Deltag i debat