Plader

Toy: s.t.

Fra det charmerende norske selskab Smalltown Supersound lanceres Toy; en lille perle af ny-naivistisk legetøjs-electronica, der uundgåeligt vækker enhver given lytters glemte barndomsdrømme. Toy fortryller fra start til slut.

Da jeg var mindre, kørte der en konkurrence på bagsiden af Anders And-bladet. Billedet viste nogle børn på min egen alder, der væltede sig i alverdens skønneste legetøj. Vinderen af konkurrencen fik nemlig to minutter til kvit og frit at rage legetøj ned fra hylderne og ned i egen lomme. Ofte lå jeg søvnløs efter sengetid for at udtænke den perfekte taktik til den utænkelige præmiedag. Jeg så Superlegs endeløse hylder med legetøjsanretninger for mit indre blik. Hvor skulle jeg først styrte hen? Hvor meget kunne der mon være i vognen, og hvor mange gange kunne jeg nå ind og ud af butikken? For hvad gør man, når man sættes fri i et fristende, farvestrålende og animeret univers af muligheder?

Toy er først og fremmest et debutalbum og et musikalsk eksperimentalt samarbejde mellem engelske Alisdair Stirling og norske Jorgen Traeen. Men dernæst må det siges at være en oplevelse, der ligner de glimtende barndomsdrømme. Og hvem der dog bare var barn igen – hvem der blot på ny kunne opdage det uskyldige, det godhjertede, det magiske og fortryllende.
Toy leverer i stedet en næsten fuldbyrdet kompensation, for den overdådige lytteoplevelse kan beskrives som et fripas i Superleg, i Tivoli, eller i et drømmenes legeland. Velkommen!

Først må vi besøge hurlumhejhuset “Grass Beatbox”, der åbner albummet med en ivrigt trillende melodi, hovedkulds fremført af varierende navnløse instrumenter. På bølger af tegnefilmsharpe, plasticstrygere, samt den nok så kendte dåselattereffekt fra Toms-reklamerne, haster den lille, men intrikate komposition af sted.
Fortumlede og med pletter for øjnene forlader vi dette herlige vanvid for i stedet at prøve rutschebanen. Det går langsomt til at begynde med. Vogntoget nærmer sig opstigningen, og vi mærker, hvordan trækspillet tager fat. Efter et øjebliks vidunderlig udsigt på tinden styrter vi nedad med den lune vind i ansigtet. For det er sådan, musikken går. Den stille vuggende elektronik afløses af et afventende mellemspil for endelig at blive forløst i en herlig naiv æstetik, hvor hoppeboldsbeats og modulerede stemmesamples blidt befordrer lytteren til ren ekstase.

Toy besidder nogle helt særegne kvaliteter. Hvis man kan hengive sig til barnets ubegrænsede fantasi og vidåbne perception, kan man som lytter uforstyrret boltre sig i det legesyge lydhav, der oversvømmer hele albummet. Allerede ved “Sedan Through Tunnel” aner man dog det andet lag i projektets musikalske udtryk. Nedenunder de hypermelodiske børnetimejingles fornemmer man et alvorligt islæt. Melodierne forlades undertiden til fordel for mørkere, mere udefinerbare lyde. Det opmuntrende og komiske bliver snart tragikomisk eller ligefrem melankolsk.

De glaserede og karikerede lydeffekter rummer altså ligeså et univers, der ikke er, hvad det giver sig ud for at være. Som i det nydelige amerikanske samfund af 50’erne krakelerer de pastelfarvede facader, himmelkulissen og de sygeligt forcerede smil. Pludselig bliver lyttefølelsen til en ubeskrivelig syret og sær oplevelse, og som et tvivlsomt paddehatte-hallucinogen påvirker musikken sindsstemningen. Selv om sæbebobler af tindrende varehusmuzak, karikeret dansktop og lydeffekter fra de yngre konsolspil brister for ørerne for blot at afdække endnu flere enestående melodier, er der en fin balancegang mellem det fornøjelige og det foruroligende.

Toy er i den grad lyttemusik. Bruger man det som underlægningsmusik, kan man irriteres over de infernalske kompositioner og de kluntede, næsten nuttede lydeffekter. Det kræver en overgivelse og en indrømmelse til det barnlige at nyde godt af dette anderledes album. I virkeligheden er det en sjælden chance for igen at være sat i verden med samme evne til at tryllebindes af farve, smag og lyd – samme evne til at indsuge de mindste detaljer og afvise den store verdens ondskab og uforståelige sammensathed.

Toy formår at opvække fantasiens uendelige melodi-virvar uden at forfalde til det platte ved uophørligt at have balancen og æstetikken for øje, og påpeger, at fremmedgørelse ikke ligger i legetøjselektronik, men i frafaldet af barndomsdrømmene.

★★★★☆☆

Deltag i debat