Plader

Daníel Águst: Swallowed a Star

Skrevet af Mads Jensen

Daníel Águst må være meget glad for naturen, for albummet Swallowed a Star lyder så organisk, at det kunne være noget, han har fundet på en skovtur. Det er ikke godt, det er heller ikke dårligt. Det er i det hele taget svært at sige, hvad det er.

Islands musikscene har i en årrække frembragt interessant og anderledes musik. Det var også tilfældet for Daníel Águsts tidligere band, Gus Gus. Desværre er det i det store og hele kun ‘anderledes’, der kan hæftes på Swallowed a Star. Der er masser af anderledes lyde og melodier, men interessante bliver de aldrig.

»Here inside the core cellos play,« er de første ord på Swallowed a Star. Der er noget om snakken, for der bruges i høj grad strygere hele vejen gennem albummet. Strygerne bruges til at underbygge den mørke lyd, der skabes i sammenhæng med Daníel Águsts vokal, det sløve tempo og de sære lydeffekter som lyde fra fabrikshaller og tunge kirkeklokker.

Men hvor mørke normalt fører eftertænksomhed og melankoli med sig, findes her kun en fortvivlelse over, hvor lidt effekt det store arbejde med lydbilledet har haft. Det er, som om Águst har søgt den mørke lyd, uden at tænke over hvad han skulle bruge den til. Resultatet er således blevet en alt andet end indlevende musik.

Hvis albummet blev ledsaget af et maleri, ville det forestille en fugtig efterårsskovbund. De dominerende elementer ville være mørt, vådt træ liggende på puder af mos, plukkeklare kantareller samt orange og gule blade. Det er det indtryk, pladen overordnet giver. Et mørkt lydbillede, der sagtens kan sammenlignes med en efterårsdag, hvor man mindes om, at sommeren er så langt væk, som den kommer. Men man føler mere apati over for situationen end sørgmodighed. Det er dét, der gør pladen så tom at lytte til. Selv efter gentagne gennemlytninger, er der ikke ét nummer, der for alvor står frem i hukommelsen.

Musikken er trods alt ikke ligegyldig. Der er helt sikkert nogle, der vil synes, at det meget organiske lydbillede tiltaler dem. Instrumenterne står ikke frem. Kun hvis man lytter efter dem, bemærkes de. Det umiddelbare indtryk er, at lyden kunne være frembragt af, hvad man kan finde i føromtalte efterårsskovbund. Så naturalistisk er lyden. Hvis man er så hardcore økologisk, at man også helst ser, at musik er Ø-mærket, vil Swallowed a Star sikkert sidde lige i øjet.

Problemet er, at albummet hverken er godt eller dårligt. Det er hverken melankolsk eller opløftende. Det er ikke intetsigende, men heller ikke interessant. Det er tydeligt, at der er brugt meget energi på at frembringe Swallowed a Star. Det ændrer dog ikke ved, at det er grænsende til umuligt at høre, hvad Daníel Águst vil med albummet – og mere vigtigt: hvad lytteren kan bruge det til. Det faktum, at elementerne i musikken er interessante, men helheden ikke er det, resulterer i en jævn oplevelse – og en jævn karakter.

★★★☆☆☆

Om skribenten

Mads Jensen

 

Biografi:

Jeg kom først sent til at høre god musik, om man så må sige. Som lille knægt syntes jeg, at Shakin’ Stevens og Tina Turner var ret godt. Senere var jeg lige inde over lidt euro-dance. Nu er jeg lykkeligvis blevet kureret og hører, hvad jeg vil kalde markant bedre musik. Jeg kommer fra Aalborg, men bor nu i Odense, hvor jeg læser filosofi med engelsk som tilvalgsfag. Mine interesser udover musik er primært litteratur og at skrive. En god diskussion om religion eller udenrigspolitik går jeg heller ikke af vejen for.

 

Hører i øjeblikket:

Santogold: S.t.

- En blanding af alt godt fra den dansable musiks verden. Jeg ved ikke, hvor godt den holder i længden, men lige nu passer den perfekt. MySpace.

Shivvers: Lost Hits From Milwaukees's First Family Of Powerpop: 1979-1982

- Nogen fortalte mig, det her er et godt powerpopalbum, men det kan siges meget kortere. Det er nemlig bare et godt album. Punktum. Det er banalt, sødt, happy-go-lucky og først og fremmest catchy. Det er lyden af alle teenage-forelskelser nogensinde. MySpace

Lisa Lisa & Cult Jam: This Is Cult Jam

- Nu hvor firsene bliver mere trendy by the second, så er det ganske oplagt også at kigge tilbage, når man skal ryste sin moneymaker. Latin freestyle går man aldrig fejl af, hvis man vil have bas og kitsch i stride strømme. Mindst af alle steder hos Lisa Lisa & Cult Jam. Can You Feel the Beat på YouTube.

Slapp Happy: Casablanca Moon

- Avantgarde-pop er det blandt andet blevet kaldt. Og det er både kantet og catchy. Dette album er fra '74, men det kunne ligeså godt være fra i år. Det er bare tidsløs god musik. Man kan fordybe sig idet, men også bare bruge det som baggrund.

Elysian Fields: Queen of the Meadow

- Åh! Den stemme! Så sexet, så lokkende. Elysian Fields kalder selv deres musik for noir rock, og det passer ret godt. Det er meget mørkt, drømmende og ikke mindst behageligt. En oplagt slappe-af-på-sofaen-plade.

 

Fem favoritalbums:

My Bloody Valentine: Loveless

Bruce Springsteen: Ghost of Tom Joad

M.I.A.: Kala

Emmylou Harris: Wrecking Ball

Blondie: Parallel Lines

Skriv et svar