Plader

Daníel Águst: Swallowed a Star

Skrevet af Mads Jensen

Daníel Águst må være meget glad for naturen, for albummet Swallowed a Star lyder så organisk, at det kunne være noget, han har fundet på en skovtur. Det er ikke godt, det er heller ikke dårligt. Det er i det hele taget svært at sige, hvad det er.

Islands musikscene har i en årrække frembragt interessant og anderledes musik. Det var også tilfældet for Daníel Águsts tidligere band, Gus Gus. Desværre er det i det store og hele kun ‘anderledes’, der kan hæftes på Swallowed a Star. Der er masser af anderledes lyde og melodier, men interessante bliver de aldrig.

»Here inside the core cellos play,« er de første ord på Swallowed a Star. Der er noget om snakken, for der bruges i høj grad strygere hele vejen gennem albummet. Strygerne bruges til at underbygge den mørke lyd, der skabes i sammenhæng med Daníel Águsts vokal, det sløve tempo og de sære lydeffekter som lyde fra fabrikshaller og tunge kirkeklokker.

Men hvor mørke normalt fører eftertænksomhed og melankoli med sig, findes her kun en fortvivlelse over, hvor lidt effekt det store arbejde med lydbilledet har haft. Det er, som om Águst har søgt den mørke lyd, uden at tænke over hvad han skulle bruge den til. Resultatet er således blevet en alt andet end indlevende musik.

Hvis albummet blev ledsaget af et maleri, ville det forestille en fugtig efterårsskovbund. De dominerende elementer ville være mørt, vådt træ liggende på puder af mos, plukkeklare kantareller samt orange og gule blade. Det er det indtryk, pladen overordnet giver. Et mørkt lydbillede, der sagtens kan sammenlignes med en efterårsdag, hvor man mindes om, at sommeren er så langt væk, som den kommer. Men man føler mere apati over for situationen end sørgmodighed. Det er dét, der gør pladen så tom at lytte til. Selv efter gentagne gennemlytninger, er der ikke ét nummer, der for alvor står frem i hukommelsen.

Musikken er trods alt ikke ligegyldig. Der er helt sikkert nogle, der vil synes, at det meget organiske lydbillede tiltaler dem. Instrumenterne står ikke frem. Kun hvis man lytter efter dem, bemærkes de. Det umiddelbare indtryk er, at lyden kunne være frembragt af, hvad man kan finde i føromtalte efterårsskovbund. Så naturalistisk er lyden. Hvis man er så hardcore økologisk, at man også helst ser, at musik er Ø-mærket, vil Swallowed a Star sikkert sidde lige i øjet.

Problemet er, at albummet hverken er godt eller dårligt. Det er hverken melankolsk eller opløftende. Det er ikke intetsigende, men heller ikke interessant. Det er tydeligt, at der er brugt meget energi på at frembringe Swallowed a Star. Det ændrer dog ikke ved, at det er grænsende til umuligt at høre, hvad Daníel Águst vil med albummet – og mere vigtigt: hvad lytteren kan bruge det til. Det faktum, at elementerne i musikken er interessante, men helheden ikke er det, resulterer i en jævn oplevelse – og en jævn karakter.

★★★☆☆☆

Deltag i debat