Interview

Mogwai – »Det er første gang, vi har gjort os umage«

Der skulle næsten 10 år, før Mogwai fandt det nødvendigt at være decideret omhyggelige med at lave musik. Men utilfredshed med stort set hele bagkataloget fik skotterne til at arbejde helt anderledes i jagten på at få deres live-intensitet indfanget i studiet.

De sidste par uger inden udgivelsen af Mogwais femte album, Mr. Beast, har kvintetten – med vanlig sans for at hype sig selv ved at hænge andre ud – svinet hitliste-yndlinge som Coldplay og James Blunt til, ligesom Damon Albarn nærmest traditionen tro har måttet lægge ryg til en tirade.
De vrede udladninger er dukket op på bandets hjemmeside, og hér markerede trommeslageren Martin Bulloch starten på marts-turnéen i USA med ordene “We’re in America; fuck y’all”.

De fem skotter har med andre ord lige så svært ved at finde kammertonen som tidligere i karrieren. Ikke desto mindre er både Martin Bulloch og bassisten Dominic Aitchison særdeles afdæmpede og alt andet end flabede, da Undertoner møder dem. De synes, det er bitterligt koldt i Danmark – så lad os straks flytte fokus til USA, for det er her, historien om Mr. Beast starter.

Bandet rejste for et par år siden rundt i Nordamerika, og i ankomsthallen i en amerikansk lufthavn så de en taxachauffør stå med et skilt. Det efterlyste “Mr. & Mrs. Beast”, og navnet satte sig fast i Mogwai-medlemmernes kollektive hukommelse. Så da de var færdige med at indspille den nye plade, var der ikke andre mulige navne end Mr. Beast. Og det lader ikke til, at Mogwai selv har ønsket, at titlen skulle hentyde til noget andet.
“Mange folk har spurgt os, om Mr. Beast er George Bush. Det er ikke korrekt,” siger Dominic.
“Men han er et uhyre,” replicerer Martin.

Alle de gamle plader har store mangler
Mogwais nye album fokuserer mere på støjende rock end de seneste tre plader, og Dominic mener, at Mr. Beast er mere direkte og ligefrem end forgængerne.
“Albummet er sat sammen på en langt mere konventionel måde. På Happy Songs for Happy People løb det hele sammen. Det kunne nærmest have været ét stykke musik, og alle bestanddelene gled ligesom ind i hinanden. Denne her er helt anderledes: sang – stop – ny sang – stop – ny sang,” forklarer han, mens hans hænder tegner hårde skillelinier i luften.

Retningen for den nye plade var ikke særligt nøje fastlagt, da bandet gik i studiet. Én rettesnor var der dog, nemlig at kvintetten ikke var specielt tilfreds med nogen af sine fire fuldlængdeplader.
“Vi kan slet ikke lide Rock Action længere,” forklarer Martin og rynker på næsen: “Jeg kan slet ikke holde ud at høre den mere. Jeg får nervøse trækninger. Der var nogle enkelte gode sange på den plade og på Happy Songs for Happy People, men ingen af dem fungerer.”
Dominic tager over og bevæger sig længere baglæns i diskografien: “Come on Die Young bærer præg af, at vi kun havde 14 dage til at indspille sammen med Dave Fridmann. Der var slet ikke tid nok til at gøre tingene ordentligt.”
“Ja, og da vi lavede Young Team, var vi bare en flok tåber,” sukker Martin og peger på, at debutpladens mudrede, ikke videre forfinede lyd fortæller alt om, at bandets eneste mål var at larme.

God – men slet ikke Loveless
Mogwai elsker stadig støjen, og bandet havde længe haft lyst til at overføre mere af deres live-energi til plade. Det forsøgte de så – med en væsentlig attitudeændring i forhold til de tidligere plader.
“Da vi lavede Mr. Beast, var det første gang, vi gjorde os virkelig umage med at lave en plade, der lød godt og var gennemarbejdet,” siger Martin. “Numre som “Glasgow Mega Snake” og “Friend of the Night” indspillede vi tre-fire gange, før vi var færdige. Vi har aldrig arbejdet sådan før, så det var en anstrengelse for os som band.”
De to har ikke noget bud på, hvorfor bandet har skiftet arbejdsmetode netop nu. Det virkede bare som et rigtigt skridt mod det indlysende mål om konstant at lave bedre plader.

Og i Mogwais øjne lever Mr. Beast op til det mål. Men det betyder ikke, at træerne vokser ind i himlen. I hvert fald ryster Dominic på hovedet og brummer ærgerligt, så snart han hører spørgsmålet om, hvorvidt bandets manager Alan McGee gjorde ret i at proklamere, at Mr. Beast ville blive et mesterværk på linje med My Bloody Valentines Loveless.
“Nej-nej. Loveless er en af de plader, som folk forguder, og uanset om der så rent faktisk udkommer en bedre plade, vil Loveless aldrig kunne overhales. Alan McGee er meget rapkæftet – det ved alle. Jeg tvivler på, at han har ment, hvad han sagde.” Martin klukker ved siden af: “Han er supergod til at manipulere med alle jer fra pressen. Han har fået folk til at snakke om pladen, og så har han opnået, hvad han ville.”

Snigmord på Hugh Grant
Dominic og Martin mener, at multiinstrumentalisten Barry Burns er en af de afgørende grunde til, at Mogwai har overlevet et helt årti. Han kom med i bandet i 1998, og ifølge Dominic har det tvunget resten af bandet til at oppe sig.
“Han har en meget bedre forståelse af musik end os andre, og vi bliver hele tiden presset til at spille og tænke anderledes, end vi har gjort tidligere. Uden ham ville vores numre slet ikke have den samme struktur og kompleksitet. Og så finder han altid frem til nogle virkelig fængende klavermelodier, som giver vores musik en hel masse ekstra. Han har virkelig været betydningsfuld for os som band.”
Martin supplerer med et drilsk smil: “Ja, snart må vi få et eller andet nyt medlem ind i bandet og presse ham til at skrive vores sange de næste fire år, ligesom vi gjorde med Barry.”

Mogwai har længe haft lyst til at lave et soundtrack til en film, og det lykkes nu inden længe, eftersom de er blevet bedt om at lave musik til et portræt af den franske fodboldspiller Zinedine Zidane. Men bandet vil fortsat gerne lave musik til en regulær spillefilm.
“Vi ville være det perfekte valg til et japansk horrorfilm-soundtrack,” siger Dominic, “men egentlig er vi klar til at lave musik til hvad som helst. Bare det ikke er en romantisk komedie.
Altså ingen Hugh Grant-film?
“Nej, aldrig. Kun hvis det er en film om, at Hugh Grant bliver snigmyrdet.”

2 kommentarer

Deltag i debat