Plader

Dreamjockey: Wake Up Rock

Skrevet af Mads Jensen

Wake Up Rock får dig til at vågne op. Desværre får den dig også til at døse hen, for der er mere variation, end godt er på albummet. Både kvalitet, tempo og stil varierer fra nummer til nummer.

Dreamjockey er et rockband med en klassisk tremandsopsætning: guitar og vokal, bas, trommer er musikkens rygrad, som dog suppleres af andre instrumenter. Dreamjockey spiller rigtig godt, og albummet er velproduceret, så når sangene fungerer, er det en fornøjelse. Desværre trækker de kedelige sange temmelig meget ned. Desuden er det småirriterende, at der slukkes for strømmen, når luftguitaren virkelig synger. Der mangler således en rød tråd i rækkefølgen af sangene. Det går for meget op og ned.

Dreamjockey lægger hårdt ud med fuld skrue i “Avalanche St. Croix 1848”. Der er masser af power, og faktisk fortsætter de tre næste numre i samme energiske stil. Man kunne måske kalde det for en moderne udgave af Steppeulvene. En herlig, kraftfuld, rock som lyder ukompliceret, men spændende. Man er derfor opsat på at nyde et helt album fra den skuffe, men det kommer ikke til at ske.

I femte sang, “Truly I Love You”, skrues der ned for tempoet. Der bliver slukket for forstærkerne og disket op med en decideret kedelig kærlighedssang. Den er veludført, men intetsigende – og glemt, så snart den er slut.
“Skin Coat” får tempoet op igen. Her kommer tydelige trommer på, og det er netop deres irriterende marchrytme, der gør nummeret til en prøvelse.

“Soccer” går amok i et inferno af aggression. Et herligt brag af energi, men det er lidt svært at komme ned igen, og det er man nødt til, for den efterfølges af en stille og rigtig god afslappet rocksang med et twist af blues, som gør nummeret behageligt at lytte til, samtidig med at det fastholder lytterens interesse. Således er der variation i både kvalitet og tempo.

Det fortsætter på de sidste tre sange. I den forbindelse må jeg fremhæve “Dog Named George”, som tydeligvis er rettet mod George Bush. Den har for meget energi i starten, i en sådan grad at den bliver stressende. Midt i nummeret bliver melodien så pludselig sin egen modsætning. Den går ned i tempo og dør nærmest. Det lyder meget mærkeligt og virker unødvendigt.

Det er tydeligt, at teksterne er vigtige for Kristian Harting, der skriver tekst og musik i Dreamjockey. De fleste af teksterne er samfundskommentarer. I “Metropolis Exploding” synger han: »The empire will strike back / with airsupported attacks / they’ve got fantastic bombs / they’re really feeling strong / and like everyone else / they’ve got God on their side.«
Flere steder ser man mere eller mindre klare antydninger af en kritisk holdning til Irak-krigen. Det er jo set før, men politisk rock kan sagtens være interessant. Desværre er det, som om det virker mindre engagerende end tidligere tiders mestre på området som MC5 og Rage Against the Machine. Teksterne er lette at forstå, men de er ikke så fængende, som man kunne ønske sig.

Det er nu altid forfriskende med andre emner end “den triste kærlighedssang”. Gennemgående er teksterne da også i orden, men de kunne med fordel være mere udfordrende. Enkelte steder sidder den dog, lige hvor den skal. »Give it up for the summer in my veins« bruges som en rigtig god metafor for stofmisbrug i “Mountain King”.

Alt i alt efterlader Wake Up Rock et noget blandet indtryk. De gode sange er virkelig fængende, men Dreamjockey burde have undladt nogle numre på albummet. De virker kun som fyld, og i længden bliver det småbelastende.

★★★½☆☆

Deltag i debat