Plader

Dreamjockey: Wake Up Rock

Skrevet af Mads Jensen

Wake Up Rock får dig til at vågne op. Desværre får den dig også til at døse hen, for der er mere variation, end godt er på albummet. Både kvalitet, tempo og stil varierer fra nummer til nummer.

Dreamjockey er et rockband med en klassisk tremandsopsætning: guitar og vokal, bas, trommer er musikkens rygrad, som dog suppleres af andre instrumenter. Dreamjockey spiller rigtig godt, og albummet er velproduceret, så når sangene fungerer, er det en fornøjelse. Desværre trækker de kedelige sange temmelig meget ned. Desuden er det småirriterende, at der slukkes for strømmen, når luftguitaren virkelig synger. Der mangler således en rød tråd i rækkefølgen af sangene. Det går for meget op og ned.

Dreamjockey lægger hårdt ud med fuld skrue i “Avalanche St. Croix 1848”. Der er masser af power, og faktisk fortsætter de tre næste numre i samme energiske stil. Man kunne måske kalde det for en moderne udgave af Steppeulvene. En herlig, kraftfuld, rock som lyder ukompliceret, men spændende. Man er derfor opsat på at nyde et helt album fra den skuffe, men det kommer ikke til at ske.

I femte sang, “Truly I Love You”, skrues der ned for tempoet. Der bliver slukket for forstærkerne og disket op med en decideret kedelig kærlighedssang. Den er veludført, men intetsigende – og glemt, så snart den er slut.
“Skin Coat” får tempoet op igen. Her kommer tydelige trommer på, og det er netop deres irriterende marchrytme, der gør nummeret til en prøvelse.

“Soccer” går amok i et inferno af aggression. Et herligt brag af energi, men det er lidt svært at komme ned igen, og det er man nødt til, for den efterfølges af en stille og rigtig god afslappet rocksang med et twist af blues, som gør nummeret behageligt at lytte til, samtidig med at det fastholder lytterens interesse. Således er der variation i både kvalitet og tempo.

Det fortsætter på de sidste tre sange. I den forbindelse må jeg fremhæve “Dog Named George”, som tydeligvis er rettet mod George Bush. Den har for meget energi i starten, i en sådan grad at den bliver stressende. Midt i nummeret bliver melodien så pludselig sin egen modsætning. Den går ned i tempo og dør nærmest. Det lyder meget mærkeligt og virker unødvendigt.

Det er tydeligt, at teksterne er vigtige for Kristian Harting, der skriver tekst og musik i Dreamjockey. De fleste af teksterne er samfundskommentarer. I “Metropolis Exploding” synger han: »The empire will strike back / with airsupported attacks / they’ve got fantastic bombs / they’re really feeling strong / and like everyone else / they’ve got God on their side.«
Flere steder ser man mere eller mindre klare antydninger af en kritisk holdning til Irak-krigen. Det er jo set før, men politisk rock kan sagtens være interessant. Desværre er det, som om det virker mindre engagerende end tidligere tiders mestre på området som MC5 og Rage Against the Machine. Teksterne er lette at forstå, men de er ikke så fængende, som man kunne ønske sig.

Det er nu altid forfriskende med andre emner end “den triste kærlighedssang”. Gennemgående er teksterne da også i orden, men de kunne med fordel være mere udfordrende. Enkelte steder sidder den dog, lige hvor den skal. »Give it up for the summer in my veins« bruges som en rigtig god metafor for stofmisbrug i “Mountain King”.

Alt i alt efterlader Wake Up Rock et noget blandet indtryk. De gode sange er virkelig fængende, men Dreamjockey burde have undladt nogle numre på albummet. De virker kun som fyld, og i længden bliver det småbelastende.

★★★½☆☆

Om skribenten

Mads Jensen

 

Biografi:

Jeg kom først sent til at høre god musik, om man så må sige. Som lille knægt syntes jeg, at Shakin’ Stevens og Tina Turner var ret godt. Senere var jeg lige inde over lidt euro-dance. Nu er jeg lykkeligvis blevet kureret og hører, hvad jeg vil kalde markant bedre musik. Jeg kommer fra Aalborg, men bor nu i Odense, hvor jeg læser filosofi med engelsk som tilvalgsfag. Mine interesser udover musik er primært litteratur og at skrive. En god diskussion om religion eller udenrigspolitik går jeg heller ikke af vejen for.

 

Hører i øjeblikket:

Santogold: S.t.

- En blanding af alt godt fra den dansable musiks verden. Jeg ved ikke, hvor godt den holder i længden, men lige nu passer den perfekt. MySpace.

Shivvers: Lost Hits From Milwaukees's First Family Of Powerpop: 1979-1982

- Nogen fortalte mig, det her er et godt powerpopalbum, men det kan siges meget kortere. Det er nemlig bare et godt album. Punktum. Det er banalt, sødt, happy-go-lucky og først og fremmest catchy. Det er lyden af alle teenage-forelskelser nogensinde. MySpace

Lisa Lisa & Cult Jam: This Is Cult Jam

- Nu hvor firsene bliver mere trendy by the second, så er det ganske oplagt også at kigge tilbage, når man skal ryste sin moneymaker. Latin freestyle går man aldrig fejl af, hvis man vil have bas og kitsch i stride strømme. Mindst af alle steder hos Lisa Lisa & Cult Jam. Can You Feel the Beat på YouTube.

Slapp Happy: Casablanca Moon

- Avantgarde-pop er det blandt andet blevet kaldt. Og det er både kantet og catchy. Dette album er fra '74, men det kunne ligeså godt være fra i år. Det er bare tidsløs god musik. Man kan fordybe sig idet, men også bare bruge det som baggrund.

Elysian Fields: Queen of the Meadow

- Åh! Den stemme! Så sexet, så lokkende. Elysian Fields kalder selv deres musik for noir rock, og det passer ret godt. Det er meget mørkt, drømmende og ikke mindst behageligt. En oplagt slappe-af-på-sofaen-plade.

 

Fem favoritalbums:

My Bloody Valentine: Loveless

Bruce Springsteen: Ghost of Tom Joad

M.I.A.: Kala

Emmylou Harris: Wrecking Ball

Blondie: Parallel Lines

Skriv et svar