Nyheder

Endelig nyt fra Mahogany

Der er bands, der arbejder hurtigt. Og der er bands, der arbejder knap så hurtigt. Amerikanske Mahogany falder helt sikkert i den sidste kategori, hvad fans af deres hidtil eneste fuldlængdeplade, The Dream of a Modern Day, kan bevidne.

Til juni er det nemlig blevet til fem års stilhed siden udgivelsen af det mildt sagt drømmende og skønhedssøgende debutalbum, efter at kvartetten igen og igen har skubbet planerne om en ny plade ud i fremtiden. Men nu skulle den altså være god nok: 11. september udsender sangskriver Andrew Prinz og resten af Mahogany Connectivity!. Og med bandets bopæl i New York er udgivelsesdatoen næppe tilfældig.

Connectivity kommer ifølge Mahoganys pladeselskab Darla til at berøre en lang række temaer, og vi nævner i flæng arkitektur, byplanlægning, rummet, bæredygtig energi, transport, sex og tøj.

Deltag i debat