Nyheder

Grizzly Bear udgiver demoer

“Den bedste danske plade, jeg har hørt i årevis” tænkte Undertoners anmelder, da han i efteråret anmeldte kvartetten Grizzly Bears debutalbum Horn of Plenty.

Snart gik det dog op for ham, at den eneste reelle forbindelse forsanger Ed Droste og hans tre kumpaner har til Danmark, er, at Efterklangs label Rumraket er deres pladeselskab i Europa.

Vores anmelder fortsatte med at rose pladen ligesom langt de fleste andre anmeldere i Skandinavien. Grizzly Bear tog på en længere turné i de nordiske lande – og inden længe drager de på en grundig rundtur i Nordamerika.

“Men kommer der slet ikke noget ny musik fra Grizzly Bear?” tænker den nysgerrige læser, og det kan vi indtil videre på skråsikker vis svare nej til. Derimod udgiver Grizzly Bear d. 8. maj syv af de allerførste demoer på en plade med titlen Sorry for the Delay. Egentlig er det nok så meget sagt, at det er Grizzly Bear-demoer, for i virkeligheden er det primært Ed Droste, der har lavet skitserne. Hverken bjørnen eller dens pladeselskab Audraglint er særlig meddelsomme, hvad angår tracklisten, så det er ikke til at sige, om vi får mulighed for at høre gamle versioner af de numre, der var på Horn of Plenty.

Deltag i debat