Plader

Darren Hayman: Table for One

Den tidligere Hefner-forsanger synger stadig om de livsændrende hverdagssituationer på sin første soloplade, men formidler dem denne gang helt anderledes. Det er lige ved at være en god nyfortolkning, men filmen knækker alligevel til sidst.

Every time I write a song it’s better than the last one … I thought it was that way for everyone?

Den tidligere Hefner-forsanger Darren Hayman har altid været en naiv dagdrømmer. I snart 10 år har skrevet skæve, finurlige hymner til alt omkring ham, der måtte fange hans interesse – den umiddelbare glæde over postvæsenet, cigaretter og dyr; cafébesøg, sene metroture og håbet om Thatchers død.

Dog har stort set alle sangene på den ene eller anden måde formået at handle om et forliste forhold, skammen ved utroskab, pæne kvindekroppe og den måske eneste ene. Og det har været den barnlige ærlighed, der har reddet hans musikalske færd hjem hver evig eneste gang. Han har rent ud sagt en skrækkelig stemme, men det gør ingenting, når han smelter ens hjerte med sine romantiske fortolkninger af kun alt for kendte hverdagssituationer.

På sin første soloplade, Table for One, fortsætter Hayman langt hen ad vejen ufortrødent i samme spor som de tidlige Hefner-plader. Telecasteren er tilbage, og det er igen i højere grad den ordinære instrumentbesætning guitar, trommer, bas og sang, der får mest plads. Der er dog også plads til det flirteri med trommemaskiner og syntheziserne, som for alvor blev introduceret på Hefners sidste plade, Dead Media. Musikalsk viser Hayman klart, at han har udviklet sig i en mere moden retning – sangene er ikke så rodede, og de er produceret bedre end tidligere, men det store skift i lyd kan man ikke snakke om. Hayman er en mand, der aldrig bliver helt voksen, men alligevel er kommet lidt længere væk fra den dreng, han var, da han begyndte at spille musik.

Teksterne synes at have fulgt musikken meget tæt. Darren Hayman er stadig en romantisk nørd, der synger om det ene fastfrosne, mærkværdige forhold efter det andet, men det er, som om vismandssyndromet har sneget sig ind på ham, og han indtager nu oftere rollen som beskuer end hovedpersonen selv. I begyndelsen gør det intet, men hen imod pladens slutning savner man en smule intensitet.

Den fængende og muntre, men alligevel sært melankolske “Caravan Song” er en fremragende start. Den ville ikke have vakt opmærksomhed, hvis den havde været på en Hefner-plade i slutningen af halvfemserne. “Cathy doesn’t understand / How she reached the age of 50 without a man / But she’s got hobbies / She’s got a life and a fake sun tan” synger Hayman, og alt er som det skal være.

Det fortsætter det med at være på cirka den første halvdel af pladen, og de første fem numre er alle på hver deres måde små Hayman-mesterværker. “The English Head” hopper frisk frem og tilbage, men bliver siddende i hovedet, “Perfect Homes” rammer hovedet på sømmet med sin overklassehus-allegori (“Money just won’t help today / These things break hearts in perfect homes / These walls are thin / But all walls let the shit and heartache in“), og “Grey Hairs” er sentimental og blød som smør på en måde, kun Hayman kan slippe godt fra.

Men så begynder det at gå ned ad bakke. Det er, som om den intensitet, der kendetegnede Hefners plader, forsvinder. Historierne er stadig underfundige og Haymans sans for små detaljer er imponerende, men de bliver ikke leveret på en særlig overbevisende måde. “The Protons and the Neutrons” og “Another Wasted Year” har yderst charmerende tekster, men musikken kan simpelthen ikke holde dem oppe. Situationen er lige omvendt i “The National Canine Defence League” og “Doug Yule’s Velvet Underground”, hvor man er nået så langt hen på pladen, at to intetsigende numre virkelig er dræbende. Man får lyst til at skift plade eller bare høre første halvdel igen.

Og det er ærgerligt, for så går man glip af pladens sidste halvdels trods alt gode numre som “Everything’s Wrong All the Time”, der med sin tekst (“All the time she used to say ‘Life is like a Beckett play’ / I would shake my head and push her hand awayand ooh … you know she’s trying too hard / She’s got a good, good heart, but an under-used library card” minder én om, at Hayman altså er en enestående tekstforfatter, om man så kan lide ham eller ej.
Hans afsluttende linje i det nærmest disco-agtige titelnummer er ironisk nok “Don’t let the old things change“. Men det er netop, som om Hayman ikke helt tør kaste sig ud i det, han gjorde i de gode gamle dage. Han tør ikke helt iscenesætte selv som før, og det koster ham dyrt. Det kunne måske holde på en ep, men bliver ganske enkelt for kedeligt på hans første fuldlængde som solokunstner.

★★★½☆☆

Deltag i debat