Plader

The Like Young: Last Secrets

Skrevet af Mikkel Andersen

Simple velorganiserede rockmelodier svævende over tre-fire akkorder på en omgang distortion-spade og 4/4-tæsk til et trommesæt. Såre simpelt, banalt, ganske nydeligt og iørefaldende på den irriterende måde.

Ligefrem rockmusik baseret på trommer og guitar, betjent af to af modsatte køn, der deler efternavn. En kvindelig trommeslager og en mandlig guitarist – hendes bløde vokal og hans vrængende hvæsen. Hvor er det nu, vi har hørt det før? The White et-eller-andet? Åh-jo, der er slående ligheder mellem The White Stripes og The Like Young – ikke kun hvad angår struktur, men også rent musikalsk: Det er ligefrem og enkel rock’n’roll.

Pladen indledes blødt med et simpelt pianopræludium, der monotont og søvndyssende slæber sig af sted over knap to minutter. Men derfra er det så sket med det afdæmpede og fløjlsbløde. Albummet tager fart med nummeret “For Money or Love”, der uden de store armbevægelser med et solidt gennemgående guitarriff og habilt, om noget banalt, trommespil strækker sig over godt to minutter.

Så når vi videre til “Cold, Cold” der uden de store armbevægelser med et solidt gennemgående guitarriff og habilt, om noget banalt, trommespil strækker sig over godt to minutter.

Dernæst kommer “Spell It Out”, der uden de store armbevægelser med et solidt gennemgående guitarriff og habilt, om noget banalt, trommespil strækker sig over godt to minutter.

The Like Youngs musik er ganske udmærket, behagelig at lytte til, og der er endda et enkelt nummer eller to undervejs, der fremstår stærkere end de andre og giver anledning til at nynne som besat de næste mange timer. Skideirriterende, i øvrigt.
Men samtlige numre er bygget op omkring den samme, simple struktur af en letfremkommelig rocket guitarflade og trommeprygl, der matcher, afbrudt undertiden af et break, hvor trommestikkerne bankes sammen for at opsummere takten. Imens synger ægteparret Ziemba om kap, og deres stemmer matcher hinanden til perfektion.

Det er ualmindeligt trættende, men alligevel er der noget tiltrækkende ved pladen, der i nogen udstrækning gør den værd at lytte til. Måske er det Amanda Ziembas killingestemme? Måske en sjælden skønhed i forudsigeligheden, der lader hjernen hvile fra kompleksitet? Eller måske, fordi pladen besidder en energi, der smitter af på lytteren?

Lad det under alle omstændigheder være sagt: Det her er ikke nogen genistreg, ikke noget nyskabende eller landvindende. Det er en ligefrem rockplade, der gør, hvad den kan med de midler, den besidder. Ingen finurligheder. Ingen krumspring eller eksperimentelle udskejelser. Men det, den gør, virker, som det skal. Man danser småenergisk rundt i stuen eller benytter den nyfundne energi til at tage opvasken. Men man gider ikke sætte sig ned og lytte efter nuancer, for der er ikke rigtig nogen. Dertil er pladen ikke udfordrende nok for lytteren. Den er derimod en behagelig lille banalitet.

★★☆☆☆☆

Leave a Reply