Plader

Loose Fur: Born Again in the USA

Skrevet af Mikkel Mortensen

Overraskende konventionelt andet album fra Jim O’Rourke og Wilcos Jeff Tweedy og Glen Kotche oven på den eksperimenterende debut. Det betyder dog ikke, at Born Again in the USA er et tilbageskridt – snarere tværtimod.

Det første Loose Fur-album udkom i 2003, efter at Wilco endegyldigt smed alt.country-spændetrøjen og bevægede sig ud på dybt vand med den imponerende Yankee Hotel Foxtrot. Det albums samarbejde med Jim O’Rourke smagte tilsyneladende af mere, så Jeff Tweedy og Glen Kotche slog pjalterne sammen med O’Rourke for at lave Loose Furs selvbetitlede debutalbum. Den var ikke på samme niveau som Yankee…, men viljen til at eksperimentere havde om muligt vokset sig endnu større, og det gjorde, at albummet altid var interessant, selv når det ikke var decideret godt – men når Tweedys sangskrivning og O’Rourkes eksperimentering slog gnister, gav det bl.a. udslag i albummets ubestridte højdepunkt, det magiske, ni minutter lange “So Long”, hvor Tweedy skrev en af sine bedste sange nogensinde, mens O’Rourke på underspillet vis gik amok i baggrunden.

Som titlen antyder, beskæftiger Born Again in the USA sig med religion, men der er ingen blind hengivenhed at spore her. Der er i stedet en kraftig skepsis for den nyreligiøsitet, der er begyndt at fylde mere og mere i nutidens USA, og derfor får numre, der ellers kan virke som tilforladelige og iørefaldende rocksange, pludselig en ekstra subversiv dimension, hvis man blot vælger at høre efter.

Musikalsk set er albummet bestemt ikke en gentagelse af forgængeren. Der er tale om et mere traditionelt album, der trækker mere på straight 70’er-rock end på den avantgarde, O’Rourke må siges at være repræsentant for. Selv om denne beskrivelse får bandets udvikling til at lyde som om et tilbageskridt, er det faktisk ikke tilfældet. Born Again in the USA fungerer bedre som helhed end debuten og er også langt lettere at gå til.

Det kan man allerede forvisse sig om i åbningsnummeret “Hey Chicken”, der med et nærmest boogierockende groove – bygget op af rustne guitarer og pumpende piano – sparker albummet i gang. Boogierock-tendenser er der også i den fine “Stupid as the Sun”, hvor O’Rourke overtager vokal-tjansen fra Jeff Tweedy, med glimrende resultater. “Thou Shalt Wilt” domineres af et næsten uimodståeligt funky piano, der endnu en gang understreger, hvilket enormt melodisk overskud der præger albummet. Dog bliver lytteren ikke strøget med hårene hele vejen, da groovet tit bliver skudt i sænk af skramlende guitarer, der om og om igen krakelerer den pæne overflade.

Det skal dog ikke være uptempo det hele, og derfor sættes tempoet ned med den hyggelige “The Ruling Class”, hvor der fløjtes og spilles akustisk til den store guldmedalje, mens Jim O’Rourke udlægger sit noget utraditionelle syn på historien om Jesu tilbagekomst, hvor sidstnævnte bl.a. er på crack (!). Der går nærmest alt.country i “Answers to Your Questions”, der kun har akustisk guitar, slideguitar og sporadisk klokkespil som underlægning, men det gør intet, når sangskrivningen er på et så glimrende et niveau.

Born Again in the USA indeholder muligvis ikke en sang af samme høje klasse som “So Long” men det var næsten også for meget at forlange. I stedet har bandet formået at skabe et album, der som helhed betragtet er noget stærkere end debuten. Og det er egentlig en glimrende byttehandel, for Loose Fur er på ingen måde blevet tandløse, bare fordi de har lavet et mere tilgængeligt album.

Dog kommer man til tider til at savne noget, der også musikalsk skurrer i ørerne, og det kunne være interessant at høre bandet kombinere de mere melodiske takter fra dette album med den mere eksperimenterende side, der blev fremvist på debuten. Det kunne resultere i noget virkelig stort. Indtil videre må vi nøjes med den fine og hyggelige Born Again in the USA, og det er slet ikke så ringe endda.

★★★★☆☆

Leave a Reply