Plader

The Matinée Orchestra: s.t.

Skrevet af Anders Mortensen

Natur og kultur mødes igen i en blanding af skovlyde, elektronik og japanske børn. The Matinée Orchestra viser, hvordan man fletter stemning, originalitet og afslappende musik uden at gå på kompromis.

På loppemarkeder støder man af og til på billige cd’er (ofte med delfiner på coveret) med titler i retning af Relax 2003. Det er musik, der er kompileret til, at man kan tage sig en slapper. Og de indeholder oftest faretruende mængder af Enya, Enigma og revl og krat. Målet for disse kunstnere har givetvis været at skabe en behagelig, nærmest mediterende stemning, men det er så kedeligt og formålsløst, at det vedbliver at være den elevatormusik, det har været fra starten af.

En anden slags plader er også ren loppemarkedsbras, de er også skabt med henblik på afslapning, men det er ikke musik. Det er hvaler. Brummende lyde fra liderlige kaskelotter var engang almindeligt at høre i forskellige danske hjem, men det virker til, at den tendens har lagt sig. Mennesket er begyndt at høre bedre musik – og holdt op med at høre på dyr for at slappe af.

Jeg nævner ikke dette, fordi jeg hader afslappende musik, men fordi afslappende musik hos mange mennesker har et tvivlsomt ry netop på grund af ovennævnte compilations og havpattedyr. Så lad mig hermed slå et slag for den dybt, dybt behagelige musik. Rigtig søvnig-søndag-morgen-musik. Kaffemusik.

Enter The Matinée Orchestra. Eller rettere sagt Andrew Hodson. The Matinée Orchestra er egentlig ikke et band, men, i stil med Khonnor, en mand med en laptop og, i modsætning til Khonnor, med telefonnumrene til en flok villige gæstevokalister.
The Matinée Orchestra indeholder otte sange med den samme følelse og stemning: barnlighed. Det er et af de mest uskyldige album, jeg har hørt i mange år. Med sangtitler som Hide and Seek og Pray, Rock, Stone, Paper, Scissors virker det, som om stemningen er frembragt via leg i haven med flyverdragt og snot i næsen.

Og sådan er stemningen hele vejen igennem. Du inviteres ind i pladen som gæst og bliver en del af musikken og lydenes univers, og selv om det er en lidt for nuttet beskrivelse af pladen, er det sådan, det foregår. Første track hedder Thank You for Listening, og det er en bemærkelsesværdig titel at lægge ud med, når det hele ikke engang er begyndt.
Men pladen er så rar, at den takker dig, fordi du kom. Så simpelt er det. Horn, glockenspiel, en kvindestemme, der nynner “na na na na…”, blokfløjte, xylofoner, violin og en net lille popmelodi til at holde det sammen. Den elektroniske lyd flettes ind, og mere kaotiske elementer i musikken træder til, men den barnlige sans og charme er hele tiden på plads. Der er også plads til rene ambient-øjeblikke, hvor det er skov- og naturlyde, der fylder rummet. Man skal bare lukke øjnene, så er den der.

Der er ingen uptempo-numre og heller ingen decideret langsomme numre. Til tider er vokalen fremtrædende, til tider ikke. Alle numrene er bare skønne at lytte til på den helt samme måde, og det gør albummet utrolig homogent. På trods af at Andrew Hodson har inviteret såvel Field Music som Paul Smith fra Maxïmo Park til at deltage. Det føles som et fælles projekt, hvor der ikke efterlades nogen løse tråde.

Hvis man har stor trang til at proppe musik i kasser, er det et godt spørgsmål, hvad man skal kalde det her: Indietronica? Folktronica? Indiefolk? Ambientindiefolkglockenspielchillouttronica?
Egentlig er det ligemeget. The Matinée Orchestra er et mægtigt godt album til de stunder, hvor tilværelsen lige skal nedtones uden at blive deprimerende; hvor tiden går for hurtigt, og hjernen går for langsomt – og til de gange, hvor barndommen er lidt for langt væk. Til alle andre tider er det bare en god plade.

★★★★☆☆

Deltag i debat