Nyheder

Nyt Mojave 3-album i juni

Da Slowdive gik i opløsning i 1995, fortsatte forsangeren Neil Halstead, guitaristen Rachel Goswell og trommeslageren Ian McCutcheon sammen i bandet Mojave 3. Siden da har de udgivet fire plader, senest Spoon and Rafter i 2003.

Siden da har bandet, der i dag er en kvintet, bl.a. optrådt som backing-band (og Halstead som producer) på Sarah Hepburns solodebut, Stars and Haze – men d. 29. maj er fokus tilbage på bandet selv. Hér udkommer nemlig singleudspillet “Breaking the Ice”, som er en forløber for album nr. 5, Puzzles Like You, som efter en del udskydelser nu har fået d. 19. juni som endelig udgivelsesdato.

I det hele taget har indspilningerne af pladen været op ad bakke. Der har været mange forsinkelser i flere led af processen, også af ret utraditionel karakter. I december måned fortalte Neil Halstead i et interview med Pitchfork, at indspilningerne blev besværliggjort af ubudne gæster: En mindre horde af mus flyttede ind i studiet og gjorde, hvad de kunne for at ødelægge optageudstyret.

Deltag i debat