Plader

Pillow: Flowing Seasons

Advarsel: Debutudgivelsen fra italienske Pillow rummer otte stærke, let fordøjelige elektroniske kompositioner, der på original, om end nogle gange lidt for ufarlig vis, har tendens til at forplante sig i og erobre lytterofferets pladespiller og øregange.

Flowing Seasons er Pillows debutudgivelse. Pillow er Luca di Mira. Luca di Mira er normalt keyboardspiller i Giardini di Miro. Giardini di Miro er Italiens førende postrockband. Så enkelt syner det udadtil, men har man hørt Flowing Seasons, kan man ikke undgå at bemærke, at det i hvert fald ikke er postrock, vi har fat i denne gang. Derimod har Luca di Mira skiftet grøft og grebet fat i den afdæmpede, knasende og loungede ende af electronicaen, og som om han aldrig havde lavet andet, præsenterer han på sin debut en god håndfuld melankolske og stemningsfulde numre, der listigt og langsomt kryber ind under huden og sætter sig rigtig godt fast.

Fælles for numrene er det filmiske udtryk og den tilbageholdne, men progressive dynamik. Luca di Mira dyrker kontrasten mellem det klassiske og elektroniske, det melankolske og det opløftende, det stille og det storladne, det massive og det uhåndgribelige – alt imens numrene skaber billeder bag nethinden.

“Song For Beginning” præsenterer med sin blidhed og skarpe, rytmiske kant pladens generelle udtryk. Den kvindelige solist Mathilde Davolis fløjlsbløde stemme filtrer sig ind i det elektroniske underlag og skaber en fin balance, der holdes oppe af en gennemført produktion, hvor der aldrig er for meget af noget og for lidt af noget andet. Der er hele tiden lyde eller melodier, der stikker ud og skaber en spændende vinkel.

I “Cut-Out-and-Keep Quarrels” er det Patrick Zimmer (kendt fra det tyske band Finn), der stjæler lydbilledet med sin lidende og skrøbelige Thom Yorke-lignende vokal sammen med spredte klange fra en akustisk guitar og tunge akkorder fra et dystert harmonium. Den hårrejsende stemning varer ved i det instrumentale nummer “In Deep Sea”, der begynder med stumpede og hvirvlende toner fra et klaver, indtil markante trommer skrider ind, hvorpå beskedne, langstrakte strygere tager over og spiller en til sidst altdominerende rolle i det golde og frysende udtryk.

I “Indecision” kommer der igen en kvindelig vokalist på banen – denne gang er det Jaqueline Tune, der boltrer sig i ensomhed – dog i selskab med en dyb, meditativ bas og nogle til tider en tand for skingre blæsere. Den meditative stemning fortsætter i den repeterende “Mixologists and Waifs”, hvor en simpel melodi gentages samtidig med, at udtrykket vokser, som var det en moderne version af Bolero. Men det er nu den smukke og instrumentale “Tree Shadow” der må blive vinderen på Flowing Seasons. Nummeret bygges langsomt op af dybe strygere, catchy klange fra klaver og rytmisk støj og knas, der samtidig skaber en spektakulær dybde og ro. Et nummer, der både udstråler simpelhed og kompleksitet.

Flowing Seasons indeholder en lang række af smukke, simple momenter. Luca di Mira har taget sig tid og plads til at bygge numrene op, og man kan tydeligt mærke, at der er kælet lidt ekstra for detaljerne. Man chokeres dog aldrig, hvilket man nogle gange savner. Til gengæld er der en dybsindig ro over pladen, som smitter af. Man føler sig aldrig fastlåst i et langtrukkent, kedsommeligt eller indspist udtryk, for der eksperimenteres, pusles og rasles nemlig. Men alt holder sig stadig inden for Luca Di Miras rammer og kendemærke, og han efterlader derved en stærk, stilsikker og speciel signatur på Flowing Seasons – en signatur, der forhåbentlig vil gå igen på fremtidige udgivelser fra hans hånd.

★★★★½☆

Deltag i debat