Plader

Pluto: Ingen ved hvorhen

Skrevet af Camilla Grausen

Plutos nye albumtitel er noget pjat. Bandet ved bestemt godt hvorhen. De har godt fat i sproget, og de dansksprogede tekster er altid i front med instrumenterne længere tilbage i rækkerne. Samtidig vil de gerne lave nogle radiohits og nå ud til et større publikum.

Dansksproget musik. Det er noget for sig. For det er bare anderledes at lytte til dansk end engelsk. Som lytter har man et andet forhold til ordene, når de bliver sunget på modersmålet. Man lægger mere mærke til de sproglige kvababbelser, som de arme musikere kaster efter én via højtalerne. Lytteren har større fornemmelse for sproget, og det ligger på rygraden, hvad der lyder “rigtigt” eller “forkert”. Altså kan det risle koldt, når noget lyder helt forkert – f.eks. lyder det for mig skidt at synge ordene “cirkler og mobiler”, sætningen “du ruller en smøg” og særligt ordet “guldlok”. Hvorom alting er, drejer det sig for et dansksproget band om at leve op til de forøgede krav, de selv sætter ved at bruge sproget.

Thomas Thomsen, Janne Lorentzen og Ronni Øhlers Pedersen har siden debuten Forfra (2002) og henover Støv/eller/støj (2003) lavet sagte musik på dansk med en klassisk opstilling og sparsom instrumental udfoldelse. De verdensfjerne og luftige popsange har på stille vis været Plutos kendetegn. I 2006 med Ingen ved hvorhen er det stadig tilfældet. Og de helt store kolbøtte-ændringer et der ikke sket siden sidst. Dog har Pluto skiftet pladeselskab til Good Guy’s Recording Company og er da også kommet i godt selskab med Moogie Johnson (Wynona), der spiller bas på de fleste af pladens numre, samt Sara Saxild og Nils Grøndahl (begge fra Under Byen).

Pluto er aldrig nået ud til nær så mange lyttere som andre kolleger inden for samme genre som f.eks. Peter Sommer og Nikolaj Nørlund. Faktisk er bandet stadig forholdsvis ukendte. Men nu mener de imidlertid, som der skrives i pressemeddelelsen, at det skal være slut – for “Plutos fine dansksprogede sange bør kunne vinde genklang i mange ører ude i landet”. De to første singler, “Har du glemt mig?” og “Guldlok” har også en god chance for at nå flere ører, da de (ligesom “Beat”) bestemt har P3-potentiale.

Det er fine popnumre – og jeg giver også gerne en Tjekliste-stemme til linjen “Er dit liv blevet alt for trist / af hensyn til tabere som mig?” fra “Har du glemt mig?” – men de er langtfra albummets bedste. Bedst er Pluto, når de giver sig virkelig god tid som i “Det er ikke som om” (der i øvrigt sagtens kunne være et Wynona-nummer med Camilla Munck som vikar), “Hverdag igen” og det fine klaverstykke “Blæs mig væk”.

Sproget og teksterne er særligt vigtige hos Pluto. Det understreges af én betydelig forskel på Plutos tidligere udgivelser og denne: Thomas Thomsens stemme er mere i fokus. Man kan hele vejen igennem høre hans ord temmelig tydeligt. Han er stadig ikke den største sanger, men mindre kan også gøre det. Sangskrivningen er det vigtigste hos Pluto. Teksterne er tæt på – stort set alle sange er skrevet i anden person ental – endnu en ting, der er med til at få én til at spidse ører og lytte mere til teksterne, fordi de henvender sig direkte til én.

Og der er bestemt mange fine linier, der viser at sangskriveren Thomas Thomsen har greb om sproget (og referencerne): “Nu falmer skoven trindt i ord og toner / og sankes nu i lade og lo” (fra “Drage i flugt”) og “Blæs mig væk / ad helvede til / giv mig en undskyldning / for ikke at gi’ mere / giv mig en undskyldning / for ikke at gi’ igen” (fra “Blæs mig væk”).

Som helhed lever Pluto op til de høje krav til dansksprogede tekster. For selv om der er smuttere, og selv om forskellige lyttere sikkert vil have forskellige fornemmelser omkring, hvordan Thomas Thomsens ord “smager”, er niveauet ganske højt, og det bliver sjældent pinligt og langt oftere let og fint. Desuden er en af de vigtigste faktorer, at det er modigt. Det er modigt af Pluto at have sangskrivningen så langt fremme i feltet, så alt står og falder med den. Og når de tekstlige vinger kan bære, som her, er det helt bestemt et bifald værd.

★★★★☆☆

Deltag i debat