Plader

Josh Rouse: Subtítulo

Akustisk guitar og bossanova-rytmer indkapsler efterfølgeren til sidste års fine Nashville. Det har givet Josh Rouses sange et lidt luftigere udtryk, men han holder stadigvæk et imponerende højt niveau.

Det kan godt være, at han er flyttet til Spanien og kalder sin nye udgivelse for Subtítulo. Det kan også godt være, at manden har fundet en højere mening med livet på den iberiske halvø, men rent musikalsk er der ikke meget tyrefægtning, grisefest eller kastagnetter gemt i rillerne på de 10 nye Josh Rouse-sange, der skal forsøge at leve op til sidste års meget roste Nashville.

Til gengæld er der masser af varme, luftige arrangementer og små bossa-trommerytmer, der unægtelig giver Subtítulo et strejf af positive sommer-vibrationer, og Rouses evner som popsmed inden for singer/songwriter-området ligger da også et pænt stykke over normalen.

Det imponerende ved Subtítulo er den måde, Josh Rouse har formået at forvalte de nye indtryk på. I stedet for at satse hele butikken og synge på spansk med masser af hårdt fingerspillet guitar, implementerer han de nye inspirationskilder med let hånd og placerer dem ofte som små lydlag under de stryger- og guitarfyldte popsange, hvilket gør albummet til en rigtig god lytteoplevelse.

Første nummer “Quiet Town” giver et fint billede af, hvad der venter; det bløde akustiske pakkes fint ind af en glad, fløjtende Josh Rouse, der sammen med strygere og percussion straks formidler en grundtone: den afslappede.

Lyrikken er da heller ikke hverken tungsindig eller kantet, men falder naturligt ind i det lydbillede, Josh Rouse præsenterer. Rejsefortællinger, det nye domicil, et simpelt liv og et hamskifte fra vild ungdom til et eftertænksomt voksenliv med faste mønstre og kærlighed er emner, der præsenterer et menneske i balance – et menneske med overskud til at give lytterne lidt varme og positive vibrationer, hvilket de næste solstrålehistorier “Summertime” og “It Looks Like Love” sætter en tyk streg under.

Rouse lader et enkelt instrumentalt nummer flette sig ind i rækken af popsange, hvilket er ganske forfriskende, for en af svaghederne ved Subtítulo, er, at sangene er lidt for velklingende og ens. Der er for få bakker på vejen, specielt på albummets første halvdel.
Men det er i kategorien for småting, for sangene har så høj en kvalitet, at man hurtigt glemmer petitesserne. Og til mandens forsvar skal det da også siges, at der både er groove i “His Majesty Rides”, emotionelle strygere og bossa-rytmer i det soundtrack-lignende “Wonderful” og skøn duet med Paz Suay på “The Man Who”, der i introen giver associationer til Getz/Gilberto, men udvikler sig gennem sangen og ender i det rene skønsang med masser af poptempo og energi.

Subtítulo er i sin helhed gennemført og helstøbt. Det er en værdig opfølger til Nashville, og man kan kun rose Josh Rouse for at finde små nye tiltag, hver gang han udgiver. Det er de små nuancer og musikalske krydderier, der gør forskellen – i et samspil med hans fremragende stemme, der mestrer det bløde og sarte, men også det skarpe og strømlinede.

Subtítulo er endnu en god Josh Rouse-plade, og selv om kun godt og vel 33 minutters iørefaldenhed måske ikke lyder af så meget, bliver man i godt humør af hans kompositioner. Og det er jo ikke forbudt at bruge repeat-knappen i ny og næ.

★★★★½☆

Deltag i debat