Plader

The Strugglers: You Win

You Win byder på halvmørk folkrock, der aldrig for alvor kommer til at gøre en forskel, selv om den gør et hæderligt forsøg på at skildre personlige relationer uden floskler.

<Sangskriver Brice Randall Bickford II og hans skiftende harem af musikere spiller følsomme folkrock-sange, der er flotte og melodiøse. Bickfords sensitive vibratovokal passer godt ind i lydbilledet, og der er ingen tvivl om, at en af kvaliteterne ved The Strugglers netop er vokalen, der både kan være rå, men også emotionel – begge båret af et stærkt udtryk. Bickford fletter sig fint ind i de halvakustiske sange, der er et behageligt, men også lidt for struktureret bekendtskab – og det er en skam, at musikken ikke får lov at udtrykke lige så meget som vokalen.

Pladen er pænt produceret og holder sig nogenlunde på samme rute hele vejen, og det gør det svært ikke at nævne et af problemerne ved You Win: Pladen er i virkeligheden lidt for blid. Den lille mentale hudafskrabning, der som regel er nødvendig for at få musik eller tekster til at sætte sig fast, udebliver. Selv om det er behageligt at lægge øre til, så længe musikken spiller, klæber den efter 50 minutter lidt for lidt.

You Win har dog flere sange, der gør et hæderligt forsøg på at blive husket, og det korte, men fine åbningsnummer “The Rejection Letter” tager et grundigt afsæt i akustisk folk, som langsomt, men sikkert, arbejder sig gennem et landskab af 10 sætninger, der kort beskriver en relation mellem to mennesker. Igen er Bickfords vokal både velklingende og passende patosfyldt med støtte fra akustisk guitar og cello, som lover godt for resten af pladen.

Desværre opstår der kø foran tomgangen. Anonymiteten og de omkredsende tendenser får overtaget på numre som “Being Shown Blues” og “Necrophilia”, der godt nok har lidt bid i lyrikken, men overhovedet ikke sender noget som helst mindeværdigt ud i æteren.

Tekstuniverset er sat sammen med omtanke, og Bickfords evner som sangskriver er ganske habile. Han får lytteren til at danne de indre billeder, der skal til for at få greb om sangene – men de lever så desværre ikke helt op til det skrevne.
Et eksempel fra den dovne og countryinspirerede “The Cascade Range”: “I could only question what was mine / and if I ever came up with an answer / then it was made from pieces of everything ever asked of me.”
Her er der bid i lyrikken, men der mangler saft og kraft de musikalske arrangementer, der ikke rummer skyggen af hverken energi, melankoli eller noget, der bare gør et indtryk.

Anderledes interessant er duetten med Heather McEntire, I Tried to Repair. Her står de to vokaler godt til hinanden, i og med at den lyse kvindestemme rammer et niveau over Bickfords vokal. Det fungerer rigtig fint, og både piano og guitar bygger nummeret godt op, så det løfter sig både i styrke og intensitet, hvorefter vokalerne i flere omgange får plads. Her rammer The Strugglers hovedet på sømmet og danner grobund for arkivering på den indre harddisk.

Man føler sig i et behageligt selskab med You Win, og de ni sange når at sætte en dagsorden for éns humør. Men når man har trykket på stop-knappen, forsvinder eftervirkningerne lidt for hurtigt. Det er hverken en banal eller ligegyldig lille time af eftertænksom folkrock, men der er for få udfordringer og aha-oplevelser.

★★★½☆☆

Leave a Reply