Plader

Tenderones: s.t.

Man stiller sig selv mange spørgsmål i løbet forbindelse med Tenderones’ debutudgivelse. Er den f.eks. et must for éns samling? Her kan kort og klart svares nej. Hele pakken er alt for ordinær og intetsigende.

Når man begiver sig ud på sangskriversteppen, kræver det et vist mod, for man står et udsat sted, hvor en masse mennesker har indstillet anmeldersigtekornet og er ude efter at nedlægge alt dét, der ikke beriger eller begejstrer.

Mads Bloch, manden bag Tenderones, har med sin og sit bands debut givet den danske musikscene sit bud på sjælfyldt rockmusik, og han gør det med oprejst pande uden skelen til eller leflen for dem, der måtte have taget ladegreb. Respekt for det!
Men den kære hr. Bloch må indstille sig på flere tømte magasiner fra denne anmelder, for der er desværre ikke så meget godt at sige om Tenderones’ 10 numre.

Og hvorfor så ikke? Jo, der er flere ankepunkter. Et af de væsentligste er vokalen, som nok er hæderlig, ren og poleret, men ikke rammer den engelske tone særlig heldigt. Det er alt for let at høre, at manden bag vokalen er dansker, og det giver ikke mange point. Derudover er produktionen under middel, og den lyder en anelse skrabet.

Sangene er bygget op omkring et tema, der kort kan betegnes som kærlighedens vise – på godt og ondt. Tager man første linie i hvert af de 10 numre, kan man opsummere det således:
Last night you said you’d leave me / Been too long in a hole / So all is said / Do you know if anyone wants you / I hear words that I’ve forgotten / When I close my eyes / I can’t explain / What have I done / I see the end is near / I pull you in.”

Det er simpelthen alt for trivielt, og lyrikken kredser om samme enkle formel uden at udfordre lytteren. Det bliver alt for kedeligt i længden, og man har hørt fraserne og flosklerne om og om igen.
Musikalsk veksler numrene fint mellem det afdæmpede og rockede, og det skal Tenderones have et lille point for, men kompositionerne og arrangementerne er i den ordinære ende af skalaen, og bandet gør ikke noget ekstra ud af at kæle for akkordsammensætningen eller udbygningen af lydlagene.
De få guitarriffs der bydes på, er desværre også hørt før. Specielt det lidt Soundgarden anno “Black Hole Sun”-plagierede riff i afslutningsnummeret “Never Felt Less Unhappy” frembringer negativ gåsehud.

Det kan lyde hårdt, men der er faktisk ikke et eneste interessant nummer på Tenderones. Set ud fra et bredt spektrum af genrer falder denne udgivelse helt og aldeles ind mellem en masse andet ligegyldigt, som opsluger og drukner denne udgivelse – og man glemmer den lige så hurtigt, som man har slukket for sit anlæg.

Det er pænt, nydeligt og sikkert radiovenligt på visse kanaler, men min personlige kanal har ikke fundet frekvensen. Selv om Mads Bloch og resten af bandet har gjort det eneste rigtige, nemlig at prøve sig selv af, og se om sangene kan bære, kan jeg ikke se nogen særlig stor fremtid for Tenderones. Hverken her eller uden for landet.

★½☆☆☆☆

Deltag i debat