Plader

Under Byen: Samme stof som stof

Skrevet af Kasper Würtz

Tungere, mere komplekse og mere udfordrende end nogen sinde. Under Byen fortsætter med at vise nye facetter og overskud i sin sangskrivning, og selv om det tager lidt tid at blive lukket ind i Samme stof som stof, er det forunderlige univers uden tvivl anstrengelserne værd.

Året er 2000, og Under Byen har lige afsluttet en helt igennem fantastisk koncert på en Roskilde Festival, som senere ville ramt af tragedie. Det er mit første møde med det århusianske fænomen, og jeg er mildest talt målløs. Det samme er min bedste ven, som især forfærdes over den vidunderlige “Vindeltrappe”, hvor der synges »cykel« fem gange i træk, for det er da højst besynderligt. Og det er det. Under Byen svæver rundt i sit helt eget kredsløb, og det kræver vilje og tålmodighed at blive lukket ind og udforske de musikalske og lyriske drømmescenarier, som skriges og hviskes på tværs af hinanden.

Debutalbummet Kyst præsenterede en lyd så organisk, at Under Byen nødvendigvis måtte være undfanget af træerne eller i hvert fald have fået en stump dna-streng forærende af naturen. På efterfølgeren Det er mig der holder træerne sammen fik universet et delvist elektronisk præg, ligesom den 12 minutter lange “Om vinteren” pegede mod en slags slæbende slowmotion-postrock. Samme stof som stof fortsætter udviklingsstrømmene og jagten på det særegne udtryk, som indfanges og nuanceres om og om igen i en uophørlig kreativ cyklus.

Ikke et sekunds betænkningstid gives der, inden man hvirvles ind i ukendte landskaber. “Pilot” viser en hidtil ukendt side af det århusianske musikkollektiv, hvor trommer og bas brummer dybt og længe og giver en uventet, men forfriskende lydmæssig mavepuster. Støjen bringer en bastant tyngdekraft ind i universet, og hvor det før var blød skovbund, er det nu nærmere granit, der danses på. Henriette Sennenvaldts vokal er dog stadigvæk himmelsøgende, og dynamikken mellem det letsvævende og tunge giver en fornem gennemslagskraft.

Eksperimenterne fortsætter på “Den her sang handler om at få det bedste ud af det”, som viser en kompleksitet, der overgår alt, hvad Under Byen tidligere har sendt ud. Den dystre tekst om en misbrugt pige er mere ligefrem end de ordspind, som Sennenvaldt ellers væver sammen, og står glasklart til den skrøbelige melodi, der i begyndelsen nærmest lister på tæer. Under Byen formår her at illustrere teksten musikalsk, hvilket også betyder, at vokalen kan holde følelserne nogenlunde i kort snor og lade musikken bygge sig langsomt op for slutteligt at løbe af med raseriet, mens der apokalyptisk synges »Byer der styrter i grus / børn der ikke vågner igen.« Det er tæt på perfektion, men i den endelige, postrockende forløsning holdes der alligevel lidt for meget tilbage, hvilket man kan håbe udlignes i livesituationer.

Efter den overrumplende start smager “Tindrer” lidt af et tilbageskridt. Det er nærmest klassisk Under Byen med et mere afdæmpet og sne-glitrende lydbillede, der uden tvivl er smukt, men det er den slags sange, gruppen har tidligere har vist, at de mestrer, og den føles derfor en smule for let i dette grænsesøgende selskab. Det lyriske element er dog stadigvæk eventyrligt frisk og legende såsom »Vi er gale / og fine / skøre som glas / som parfumeret papir.«

Som i flere tilfælde på Samme stof som stof kredses der om det tabte og ulykkelige, men også optimismen og forsøget på at komme videre.

En af årsagerne til den nye og mere eksperimenterende retning må højst sandsynligt findes i den udskiftning, som Under Byen har gennemgået de seneste par år. Katrine Stochholm, der stod for den naturrene skønhed på Kyst valgte at forlade gruppen efter det forrige album, hvor Thorbjørn Krogshede også vandt indpas som sangskriver. Det hul, Stochholm efterlod, er blevet fyldt ud ved at trække musikken i helt nye retninger, og selv om den organiske lyd stadigvæk er tydelig, virker sangopbygningen og tyngden nu væsentligt mere udfordrende. De elektroniske tilføjelser lurer stadig rundt omkring, men uden at stjæle billedet.

“Siamesisk” er spøgelsesagtig og knitrende, og minder visse steder om Björks Vespertine, hvilket naturligvis også skyldes Sennenvaldts alfe-agtige vokal, men det holdes imponerende underspillet og smukt. Kun “Palads” rammer forkert med sin lidt for syntetiske synth-flade, som man kunne mistænke Carsten Hellers (Spleen United og Nephew) bidrag til mixningen for.

Trods et par enkelte fejltrin er der dog ingen tvivl om, at Samme stof som stof er en kraftanstrengelse af et album, og gruppen viser, at de stadigvæk er ubetinget deres egne. Modet til aldrig at tage den letteste vej er heldigvis ikke aftaget, og selv om bandet med lidt mere tilgængelighed ville kunne få verden til at underlægge sig, foretrækker Under Byen fortsat at cykle ind i himlen.

★★★★★☆

Deltag i debat