Archie Bronson Outfit rammer med Derdang Derdang en bølge af simplificeret, minimalistisk rockmusik, der som udgangspunkt koncentrerer sig om de mest basale rock’n’roll elementer – guitar, bas og trommer – hvormed en relativ enkel, men fængende og energisk lydflade skabes. De placerer sig dermed i samme kategori som – og måske samtidig i skyggen af – nyaktuelle bands som Kaiser Chiefs, Franz Ferdinand og Arctic Monkeys.
Men har vi ikke efterhånden hørt nok fra denne skuffe? Kan der bidrages med mere til den afdeling, hvis man er fast besluttet om at holde sig til få instrumenter og bibeholde et ukompliceret og ligefremt udtryk? Ja, hvis man i musikken kan udpege en lille ting, en simpel egenskab, en variation i lyden, der adskiller bandet fra de mange andre, der kæmper om markedet i øjeblikket. Archie Bronson Outfit besidder på en svært definerbar måde lidt ekstra, der gør, at de ikke drukner blandt de andre. En smule, ja, blot en smule anderledes.
Først og fremmest er det engelske band en smule amerikaniseret. I stedet for sange om hverdagen i Sheffield, Manchester eller London præget af arbejderklasserockens udtryk lugter Archie Bronson Outfits musik lidt af sydstaterne, interstate cruising, Jack D-drukture, gun loving hillbillies og “Natural Born Killers”. Nu er pladen også indspillet i Nashville, Tennessee, hvilket kunne forklare en del. Undervejs krydres med brølende fuldemandskor, der især i “Jab Jab” og “Kink” underbygger redneck-stemningen, mens der nynnes, brummes og skråles i takt med det underliggende guitarriff – frem med et bredt skåret smil.
Og netop en spændende guitarlyd, der er hentet direkte fra bluesrocken, medvirker yderligere til at adskille bandet fra andre. I de fleste af numrene er der skruet ned for distortionguitaren, og forvrængede hidsige riffs er erstattet af maleriske, enkle guitarflader, der fanger opmærksomheden hos lytteren og tegner grundpillerne i nummeret. Det er ikke avanceret i sin konstruktion, men ganske tilforladeligt og behageligt.
Sidst kommer Archie Bronson Outfits tekster, der i flere af numrene, navnlig “Dart for My Sweetheart” og “Dead Funny”, sammen med de andre elementer frembringer et småpsykotisk, manisk grin. Fra førstnævnte: »One: is a gun with a dart for my sweetheart (…) eight: lose your hate, is a game called ‘love me it’s your faith’ (…) eleven: I know I’m not your favourite man, twelve: I’ll take you like only I can.«
Slutteligt kommer vokalen, der indrammer bluesguitaren, men samtidig supplerer de hårdere elementer i musikken. Den er en smule hysterisk, en smule gal og lyder småfordrukken – og passer dermed perfekt til stemningen igennem pladen.
Er Derdang Derdang så værd at lytte til? Ja, hvis du har øje for detaljen, og kan se ud over grundkonstruktionen, der til forveksling minder om den hos mange andre bands, der er fremme med 70’er-inspireret rockmusik i øjeblikket. Har du derimod fået nok af Kaiser Chiefs, Arctic Monkeys, Franz Ferdinand, The Strokes og alle andre, der har valgt et band navn begyndende med The og sluttende med S, så er svaret nok nej. Og det skal indrømmes, at pladen få steder bliver lidt for ensformig og simpel.
Bandet bruger en allerede gennempryglet model for skabelsen af musik, men har samtidig de ting, der skal til, for at den står frem i mængden. En stærkt krydret, whiskybefængt energiudladning, der holder det meste af vejen.
