Plader

Casiotone for the Painfully Alone: Etiquette

Skrevet af Jakob Lisbjerg

Hvilke tanker Owen Ashcroft havde gjort sig, inden han skiftede sine soveværelses-optagelser ud med en mere ‘normal’, produceret lyd, er ikke godt at vide. Men heldigvis – og overraskende nok – fungerer de korte, bitre ungdomsballader fint med lyden af tilnærmelsesvis hifi.

Hvad der startede som en omgang lofi fra soveværelset, har udviklet sig til at være et musikalsk projekt med mere normal lyd. Men stemningen er den samme, og det er godt at vide, at Casiotone for the Painfully Alone stadig er småbitter popmusik baseret på enkle melodier.

Owen Ashcroft har som Casiotone for the Painfully Alone tidligere levet flot op til sit navn på de tre foregående album: Med den plasticagtige lyd af et billigt keyboard og optagelser, som med deres lofi-lyd bar tydeligt præg af at være lavet derhjemme, har han leveret små fortællinger fra en typisk ung mands hverdag; de tilfældige kys, brevene fra mor og far, den nagende jalousi.

Men nu er det så slut – i det mindste med den lidt tynde lyd, som ellers var en stor del af Casiotone for the Painfully Alones charme. For det er faktisk kun lyden, der er mere fyldig og, vil nogle måske sige, mere produceret og kvalitativt bedre. Charmen, de korte popmelodier og de jordnære tekster har Owen Ashcroft bevaret på Etiquettte. Der er eksempelvis ikke meget glitter og glamour over jagten efter en kortvarig nytårdate i “New Year’s Kiss”: »Crashed a party with Lorissa and Chris / In pursuit of a New Year’s kiss / Not the way you’d imagine it / On a balcony with champagne lips / But in a pantry against the pancake mix.«

Owen Ashcrofts tekster består ofte af de tanker, du kun kan formulere for dig selv og derfor ikke deler med andre – måske er det derfor, hans tekster rammer lytteren så godt. Hans sange er sjældent over tre minutter lange, og det er netop Ashcrofts mangel på trang til episke fortællinger, der gør hans små hverdagshistorier så nærværende – som når han i “Young Shields” fortæller: »Sent a letter to mum and dad / ‘Mum and dad, the money’s running out’ / Got a letter from mum and dad / They didn’t sent me anything.« At Ashworth heller ikke er den store sanger, gør bare det hele endnu nemmere at identificere sig med.

Etiquette kommer Owen Ashcroft kommer hele humørspektret omkring. Fra den melankolske åbner “New Year’s Kiss”, den små-bitre uptempo-popper “Young Shields”, fantastisk casio-western-stemming med steel-guitar hen over et plasticbeat i “Nashville Parthenon” til slacker-tyggegummi-pop i “Holly Hobby (Version)”, hvor Owen Ashcroft herligt suppleres af en kvindelig vokal.

Selv om humøret generelt på Etiquette er med nedadvendte mundvige, så man bliver en smule deprimeret, ender man alligevel med en sær, glad fornemmelse i kroppen efter endt lytning. Og selv om lyden af hjemmeoptagelser er lagt på hylden, er Casiotone for the Painfully Alone stadig lige så charmerende og uhøjtidelig som altid.

★★★★☆☆

Lyt til “Young Shields”:
[audio:http://cftpa.org/Young%20Shields.mp3]

Lyt til “Bobby Malone Moves Home”:
[audio:http://cftpa.org/Bobby%20Malone%20Moves%20Home.mp3]

Deltag i debat