Plader

Diskaholics Anonymous Trio: Weapons of Ass Destruction

Så er den gal igen: Thurston Moore, Jim O’Rourke og Mats Gustafsson har holdt gruppemøde i Diskaholics Anonymous Trio og derefter løssluppet et stykke undergangsfokuseret lydarkitektur – af skræmmende ringe lytteværdi.

Gad vide, hvad der sker oppe i hovederne på tre feterede eksperimentalmusikere (Thurston Moore, Jim O’Rourke og Mats Gustafsson) under optagelserne til en så humoristisk betitlet kollaboration som Weapons of Ass Destruction, når de fuldstændig glemmer humoren og bare jammer af sted mod dommedagsland? Gad vide, om Thurston Moore eksempelvis har tænkt »søndag, søndag, hvad er det nu, jeg skal på søndag? Nåh jo, der har jeg en aftale med Jim og Mats i Ystads teater, Sverige. Hold kæft, hvor skal vi bare lave noget fancy-fucking-art-noise, jeg kan ikke vente med at få min guitar til at lyde som en stukken gris«?
Måske.

Eller måske Jim O’Rourke har tænkt »hvad har verden allermest brug for lige nu? Det må være noget med nogle tunge støjdroner, ubehagsvækkende detaljer, inputs og effekter, guitarkriblen og lyden af metalinsekters uhyggelige massevandring. Helt sikkert, det laver vi!«
Måske, dog mindre sandsynligt.

Ikke desto mindre er det denne absurde kontrast, der falder lytteren ind. For hvad er det her for noget, og hvorfor er det blevet udført? Man skal være mere end sindssygt tolerant og aldeles afvigende for at kunne nyde dette foredrag udi tung, vibrerende øresønderrivende lydarkitektur. At forsøge at nærme sig musikken med seriøse anmelderminer, ville måske være det mest professionelle, men det ville være en påtaget og uærlig handling.

For hvad de to suiter, af hver omtrent 20 minutters varighed, leverer, er en meditation over summende maskinel ødelæggelse, der på ingen måde indlemmer lytteren i sit væsen. Det tårner sig blot op som en forfærdende skabning af mørk, levende støj og udpensler lydlig smerte for sin beskuer. Jeg har mødt sådan et væsen før, under gennemgang af de danske støjpionerer Wäldchengarten og deres Electrical Bonding, men dette møde har en anden karakter. Hvor Wäldchengarten kortlagde maskinernes fremmarch i menneskenes verden med en ypperlig sans for indkapslende stemning, interessant komposition og underspillet melodi – ja, så er Weapons… snarere som en gyserfilm, der simpelthen ikke er til at holde ud at se, fordi den hverken besidder historie eller filmiske kvaliteter.

I en halv time overfaldes man som lytter af diverse foruroligende afarter af flænserstøj og hyletoner, før der halvvejs i den anden infernalske suite sker et skifte i musikkens væsen. Guitarspændingen dør bort for at gøre plads til Gustafssons afsindige blæser-trutteri, der ikke er enerverende på samme måde som i fusionsjazzen. Bevares, her er skam ingen melodi, men dog et mønster i instrumentets stille udgang, der faktisk gør det værd at lytte til.

For første gang på pladen anvender Diskaholics Anonymous Trio dermed spændingen mellem storm og stilhed til deres egen fordel. Måske er det blot, fordi ørerne endelig kan hvile sig, men der er få interessante momenter i den fremmedartede vuggende stemning, der tegner afslutningen på Weapons of Ass Destruction.

Man kan vælge at blive imponeret over de fremmede, sære og uforklarlige landskaber af selvopslugende lyd, eller man kan vælge at afslå musikken som uvedkommende og ubehagelig kunst for kunstens skyld. Ligegyldigt hvad er det svært at argumentere for udgivelsens eksistensberettigelse. Den er simpelthen for umenneskelig og doven.

Så selv om Ola Glans og Erik Ljunberg har gjort et glimrende optagearbejde ved at fange trioens live-udskejelser i det svenske teater, og Kim Hiorthøy ligeledes har udfærdiget sit artwork til sædvanlig UG, nytter det intet. Forhåbentlig vil d’herrer gøre sig nogle dybere overvejelser, før de løslader yderligere meningsløse lydspor til skærebrænderkongresser og lignende. Det forbliver en gåde, hvorfor så talentfulde musikere sommetider udvandrer til de musikalske grænselande, hvor vi almindelige mennesker ikke kan følge deres tanker. Gad vide, gad vide…

½☆☆☆☆☆

Leave a Reply